Fædrelandet. Irina Bjørnø

ndet

      Irina Bjørnø

      Редактор Guldberg Inger

      © Irina Bjørnø, 2022

      ISBN 978-5-0056-1416-2

      Создано в интеллектуальной издательской системе Ridero

      Dokumentar-fortælling om Øst-Ukraine fra kælderen i Lugansk, 2014

      De to sad på balkonen og så på solnedgangen. Klokken var præcis 20:30. De havde spist på en lille fiskerestaurant nær stranden, og nu sad de og slappede af på hotellets terrasse med et glas rødvin, mens de fulgte solens gang ned over horisonten bag bjerget. Bjerget lå i Tyrkiet, og de sad på den græske ø Rhodos, kun femten km fra Bodum og den tyrkiske grænse.

      Cikaderne hyldede med deres sang endnu en dag, som var ved at være forbi. De to sad og kikkede på de lyserøde palmer i solnedgangens lys, mens de spiste af den marcipan, de havde købt i lufthavnen på vej til Grækenland. Det var den berømt marcipan fra Lübeck. Marcipanen var sød og fed, og den smagte af friske mandler.

      Musikken fra hotellets restaurant fyldte luften, og parret kunne genkende den berømte melodi fra «Godfather». Melodien var en lille smule trist – og samtidig magisk at lytte til.

      Ved ni-tiden dukkede nymånen op. Den hang lidt skævt på disse, sydlige breddegrader. Mørket fik mere magt, og himlen blev dækket af tusindvis af funklende stjerner. Luften var blevet køligere, og det var blevet nemmere at trække vejret. Lyden af rislende vand fortalte, at vandingsanlægget var gået i gang – og blomsterne lukkede sig.

      De to kunne ikke længere skelne hinandens ansigter, men det behøvede de heller ikke. De kendte hinanden godt efter mange års samliv. De var et perfekt par – to venner, rejsende, elskende.

      Pludselig kom der et livstegn fra hendes IPad. Der var en besked. Verden kom med ét ind i deres idyl.

      [15/06/14 18.58.11]

      Olga: Lira, hej. I dag vil de udslette os. Ukrainske fascister kommer til vores by, og de er i stand til at udføre deres trusler. Vi er her alle: Jeg, min mor, min mand, min datter og hendes mand, deres baby på 3 måneder og min datters ældste barn – alle er vi i husets kælder. Ja, vi sidder i kælderen og venter på, hvornår disse monstre vil komme ind i huset og dræbe os – og kælderen vil ikke stoppe dem. Vi håber alle, at Gud ikke tillader, vi bliver slået ihjel.

      Men kvinden på altanen havde ikke åbnet sin IPad. «Jeg vil læse det i morgen tidlig, ikke nu,» – sagde hun til sig selv. Solen havde allerede passeret den græske ø, og natten begynde at kaldte parret til ro. De sad lidt længere på altanen og lyttede til tango-melodien fra hotellets restaurant. Han kyssede hende blidt, og de gik i seng i det air-conditionerede værelse – og faldt snart i søvn.

      Først efter morgenmaden åbnede hun sin IPad, og nyheden fra den ufredelige verden overvældede hende. Hun havde nu set Skype beskeden fra aftenen før. Hendes veninde, fra en lille landsby i nærheden af Lugansk, havde skrevet til hende. Hun skrev i fortvivlelse og frygt. I hvert bogstav var et dybfølt ønske om, at hun og hendes familie måtte overleve. Være ligesom alle andre, som har fred omkring sig.

      Kvinden begyndte at skrive sit svar.

      …………………..

      [16/06/14 10.10.15]

      Lira: I skal bede til Gud for «monstrene» – Lad Gud give dem tid og mulighed for at huske, at de også har en mor, en far og måske børn. Skriv breve til dem med kærlighed – til den del af dem, der kender kærlighed og smerte. Alt vil blive godt – det lover jeg dig og din familie! Hvis de kommer, skal I åbne jeres hus og møde dem med brød og din berømte surmælk. Vær forberedt på at vise dem, at du ikke er bange, og at dit hjerte stadig har kærlighed i sig. Så vil de lade jer i fred. Det er kærlighedens kraft! Hvis du bliver svag et øjeblik, så forbliv stærk! Jeg ved, I vil klare det. Husk du er stærk, du er mor og mormor!!!

      Skype på IPad:

      [16/06/14 18.19.21]

      Olga: Tak for dine opmuntrende ord.

      Næste dag:

      [17/06/14 10.15.57]

      Lira: hvordan har I det i dag??

      [17/06/14 10.45.32]

      Olga: I nat kl. 23.30 var der et raketangreb i gang lige over os. Vi lå i kælderen hele natten. Nu er der stille.

      [17/06/14 10.46.20]

      Lira: Fint! Og internettet/telefonen fungerer? Hvordan har dine naboer det? Børnebørnene??

      [17/06/14 10.49.45]

      Olga: Tak, alt er okay, kun mit hoved er meget tungt.

      [17/06/14 10.50.14]

      Olga: De ukrainske tropper er på vej ud af byen, og vi er på kanten af krigszonen.

      [17/06/14 10.50.41]

      Lira: Olga! Jeg har glemt hvad din landsby hedder?

      [17/06/14 10.51.07]

      Olga: Lugansk, men vi bor i forstaden Aleksandrovsk. Der bor vi!

      [17/06/14 10.51.10]

      Lira: Hovedet er ikke tungt – hjertet er tungt…

      [17/06/14 10.51.22]

      Olga: Vi løber til kælderen, vi……

      [17/06/14 10.51.34]

      Lira: Godt, jeg beder for dig.

      ……………..

      De to kvinder havde kendt hinanden i over et år. Venindens navn var Olga. Hun var halvt russisk- halvt ukrainsk. Det skete bare. Olga kom ind i den kvindes liv, fyldte det med sin historie, sine smerter og sin gråd.

      Olga boede i nærheden af Lugansk, og arbejdede som bibliotekar på universitetet. Hun havde et almindeligt liv – hun var måske ikke så rig, som hun kunne ønske sig, men klarede sig pænt. Hun var mor, havde en datter og en familie, og et 3 måneder gammelt barnebarn – et lille mirakel – en uskyldig lille pige, som var født midt i kriser og krig. Olga var som millioner af almindelige mennesker, som bor i Øst-Ukraine. Hun var blevet kendt, efter at hendes opskrift på surmælk blev lagt på Youtube, men nu…….

      Der var kommet krig ind i Olgas liv – pludselig og uventet. Hvorfor? Hvordan skete det? Hvem har skylden for den krig? Men der er ingen, som hverken kan eller vil svare ærligt. Olgas hverdag lige nu, var fyldt med granater og raketter, som eksploderede på gaderne og dræbte den civile befolkning. En mørk og fugtig kælder var blevet Olgas nye opholdsrum. Her sov hun også med sin familie.

      Der kom en ny besked på skærmen:

      Olga var i live. Beskederne var fyldt med stavefejl. De lignede råb fra en såret fugl, som var anskudt af jægere. Hvert bogstav var fyldt med smerte og angst.