Hjortø
STØV OG STJÆRNER
I.
Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme bevægelser, hans ryg står paralelt med bakkens hældning. Da han kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han går som et pust ned ad bakken, vejen står skrå og stiv foran som et bræt, og nede, hvor den forsvinder for øjet, står solen og venter på ham; han kan bare køre lige ind, den er halvt nede, står dær som en gloende buehvælving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de små hunde langs vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han løfter hodet og ser sig om, farten sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men langt fremme, oppe på møllebakken, under en vinkel på fem og fyrretyve grader, toner en stump vej frem og ser fristende ud.
Dær vil jeg op!
Han ruller stille igennem landsbyen – hvad den nu hedder. De har renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og står godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks efter kommer lugten af stegt flæsk med løg.
Flæsk, hm. Manden blir tvivlrådig, hans forhjul slår volter, de små børn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ældre griber efter de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet ligger fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen – tanken om støv under fodsålen, op mellem tæerne, stemmer ham idyllisk. To børn har hvert en stor bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke til at se, da de har samme farve som den blegede muld, men håret er hvidt. Landevejsstøv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at gribe i, at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er nøgent.
Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er så megen fred at se. Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin hvidgule bag inde på bygmarkens grønne dun, folk snakker sammen med bagdelen op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et stykke af en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, vrider nedad og opad, til sidst knækker den, og han planter næsen midt i fedtet; ud af et gammelt hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende en gammel kone, indhyllet som en mumie, gul og fed som en ædderkop – hver pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan dårlig overkomme det.
Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og smiler, idet han tænker ved sig selv: Så fik jeg da viklet den halve snes mil om mine sikkelhjul.
Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med en arm om siklens styr.
Mens han ligger dær med øret op til jordens hjærte, hører han, hvordan det skriger i det nederste bælte, hvor menneskene bor:
Riv alle trådene ud! Vi er ikke dukker, vi vil ikke trækkes på snore og udføre de bevægelser, som andre har udtænkt. Store fugle er vi! Med livets blæst susende gennem vore vingefjær driver vi af sted, med vinden, når vi synes; imod alle storme, når det falder os ind. Vi følger med og går imod, ingen love kender os og holder os fast. Vi går ikke med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne langs ad lige og langsomt krummede baner; den lige linje er skadelig; der skal ret mange steder være skønne og lystelige kruseduller på vor livsbane. Langs ad den lige vej dør fantasien.
Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og uden ror, over ungdommens hoppende sø, hvor vinden kommer uberegnelig fra alle sider! Alting vugger; mange gribes af svimlen, der kommer op af det våde hul; vi ser ikke efter dem. Vi ænser ikke de forhåbninger, der falder i vandet; endnu mindre tænker vi på den flade, gule strandbred forude; dær skal vi forlise, men der er længe til. Det hele skal løbe ud i sandet, meget skal knuses i brændingen, før vi kommer i land, men til den tid kan vi tåle det; for så er der magsvær i sindet, blodets dønning har lagt sig. Så bygger vi med kolde, rynkede hænder vor lavloftede hytte nær ved kysten, hvor vi ser ud over det hav, som bortvaskede så mange af de forhåbninger, vi havde lastet vort skib med, ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af anelser og begæringer, og hvad kastede vi ikke over bord allerede i den første storm!
Vor sandskurede, stormrevne skude skal stå på grund uden for vor hytte; den har en gang været lastet med det meste af alverden.
– Mennesket kravlede ud fra halmstakken og stillede sig ret op mod himlen. Idet han fik hodet løftet, hørte han ikke længere den tusindfoldige attrå, der kogte op fra den underste region.
Over ham stod stjærnerne som ubegribelige orakler; een kan gå hen og tyde dem, en anden kan erklære det for løgn; derpå kommer det ikke an; hvad man har læst, beholder man.
Han så ned mod jorden, som for lidt siden gjorde ham urolig. Stjærnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der står tomme. En lykkelig sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en af dem.
Det var nat og stille, da han siklede videre. Den vind, han selv frembragte, brummede godmodigt i hans øren og suste om hans kinder med en mild friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver gang han foer gennem en landsby eller forbi en stor have, blev det helt stille, han indhylledes i en sød varme, men friskheden ventede på den anden side. Månen stod over vejen og flyttede sig fra trætop til trætop. De stævnede popler så ud, som om de steg op af grøften, og de kom svævende hen imod ham med en rytmeløs gang, som spøgelser. Første gang han så en poppels forvredne gengangerkrop med det uhyggeligt langbørstede hoved komme anstigende, blev han uvilkårlig bange, sveden prikkede ham langs ned ad næsen, men han besindede sig straks og blev klar over, at det var første gang, han så det syn. Inde fra den sorte græsmark hørtes nu og da en fredelig skærelyd fra en drøvtyggende ko.
Idet han således sad på en maskine, der adlød ethvert tryk sikrere end den ædleste araber, fik han en bred og grundig fornæmmelse af tilværelsens simpelhed. Han trak været og fløj af sted. Mere var ikke fornødent.
De primitive folkeslag har ret, der satte sjælen lig med åndedrættet. Det er lige så sandt, som at han næsten glemte at trække været, da han søgte efter sjæl i bøgerne. Han tænkte med uvilje på sine bøger, men snart tænkte han på slet ingenting, han var i ekstase, mens han vandt den ene mil efter den anden ud af sin lydige maskine. Han følte sit sjæleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han kørte her, hvor han aldrig havde været før, havde han en mægtig, hemmelighedsfuld fornæmmelse af at drage ind i noget gammelkendt. Han sugede sjæl til sig fra de sorte marker og de lune trætoppe. De gav mere end bøgerne.
Han lænede sig forover og trådte til. Nu gik det studium i sønder, og hvad mon der er på den anden side af den bakke? Luften rejste sig imod ham, et hårdt insekt knaldede mod hans tænder og mindede ham om at lukke munden.
Der er øjeblikke, da et menneske kan synes, at han er hele verdens centrum, at han er faldet lige ned i midten af verden. Han står op fra sin søvn og går ud, fri for sorger og uden problemer. Han kommer ud i det fri med en sjæl, der er tom og følsom som en fotografisk plade, og indtrykkene strømmer ind på ham fra alle sider. Øjne og øren tar kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen. Foran sig tar han verden ind med øjnene, men vældigt føler han tilværelsen bag sig; det risler ned ad hans ryg, og hans flanker sitrer som elektriske sugere. Han har den sjældne følelse, at verden virkelig er på alle sider af ham, den omgiver ham rundt om, men han kan ave den; der er ikke en smule for meget, han får det altsammen og kan bære det. Han er midt i verden, den graviterer om ham og kan ikke knuse ham. Kraft stråler til ham og fra ham, det hele er i orden; han har verden; den er ordnet ligeligt rundt om ham.
Mennesket glemte siklen, som han ikke længere så; det var en slags flugt; jorden skred så villigt under ham, den bandt ikke og stødte ikke imod som sædvanligt; den var begyndt at blive immateriel; ved et kraftigt afstød måtte han være i stand til at forlade den helt og holdent. Ned ad bakkerne – det var luft. En sten i vejen kaldte ham lejlighedsvis tilbage til jorden.
Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev varmt og løftet. Så er det svært at gå roligt på jorden, men sikle, det kan gå an.
Det blev morgen. Solrøden havde forlængst været omme i nord, nu vandrede den øst på og var i tiltagende. Det lysnede, markerne var atter grønne, det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket på siklen så sig forundret