Frans Ørsted Andersen
motiverende under-
visning
Aarhus Universitetsforlag
Lysten driver ikke værket
Disciplin eller kaos?
Da jeg gik i folkeskolen i Odense i 1960’erne og 70’erne, var min motivation for og lyst til læring meget afhængig af lærerens personlige udstråling, gennemslagskraft og formidlingsevne. Det samme var tilfældet for flere af mine klassekammerater. Jeg gik i en stor klasse, og vi var hele vejen fra 1. til 9. klasse ca. 30 elever. Vi var bestemt ikke nogen let klasse. Ballade, larm, mobning, pjæk, snyd og hærværk var en del af hverdagen i klassen.
Nogle af vores lærere løste problemerne ved at være meget skrappe og autoritære. Straf i form af skideballer, regulær tilsvining i fuld offentlighed, ydmygende omtale af, hvor dum eller grim en elev var, eftersidninger, skammekrog og bortvisning fra timer var en fast del af deres repertoire. Lussinger eller gok i nødden forekom også, selv om det faktisk var forbudt allerede dengang. Disse læreres autoritære undervisningsform løste midlertidigt problemet med uro og ballade i undervisningen, men motivationen for deres fag forsvandt. Mange elever kom ligefrem til at hade disse fag og lærte ikke meget i timerne. Desuden gik vores opsparede vrede og frustration typisk ud over vikarer eller andre lærere, der oplevede klassen som et sandt mareridt.
For selv at overleve opgav de ’bløde’ lærertyper os simpelthen. De lod resigneret ballade, larm og kaos dominere undervisningen og håbede, at de kunne slippe af med os ved næste fagfordeling. Men effekten af deres laissez-faire-pædagogik var den samme som hos de autoritære lærere: Lysten til læring og motivationen for deres fag forsvandt hos eleverne. For os gjaldt det – som for lærerne – bare om at overleve det kaos, der herskede i disse timer. Hvor læreren stod af, tog jungleloven over.
Heldigvis havde vi også nogle lærere, faktisk ikke så få endda, som dem, professor i pædagogik Per Fibæk Laursen vil kalde autentiske. Vi respekterede og beundrede dem for deres menneskelige, faglige og ledelsesmæssige kvaliteter. De kunne opnå ro ved hjælp af deres myndighed og evne til at forstå og lytte til deres elever. De skabte interesse for fagene gennem deres engagement og formidlingsevne. Et godt eksempel er vores historielærer Oluf, der kunne skabe ro uden at råbe og skrige og skælde ud. Desuden var han tydeligvis dybt interesseret i sit fag, og så motiverede han os med sin brug af dengang nye metoder som gruppe- og projektarbejde, hvor elevernes interesser, nysgerrighed og medbestemmelse kunne komme på banen. Desuden brugte han transparenter og film i undervisningen – det var vi ikke vant til dengang. Helt centralt i Olufs pædagogiske virke stod hans levende mundtlige historiske fortælling, der tryllebandt klassen.
Hos mig skabte Olufs undervisning en livslang interesse for faget historie. Det var ikke sådan, at jeg ville være historiker og leve af denne interesse. Hans timer fik mig heller ikke til at ønske mig høje karakterer og fine eksaminer i faget – jeg udviklede simpelthen bare det, motivationsforskere kalder indre motivation for faget – altså motivation for faget på grund af dets indhold. For indre motivation handler nemlig om, at noget er interessant i sig selv. Det har sin egen værdi og interessen er ofte langtidsholdbar. Jeg sluger fortsat historiske bøger på få dage og har altid været en flittig gæst på historiske museer, både herhjemme og i udlandet. Det er ikke mit arbejdsområde; det er ikke, fordi jeg skal læse dem. Det er udelukkende, fordi jeg holder af historie.
Min faglige motivation kommer altså indefra, men er rettet mod et fænomen uden for mig selv. Resultatet er selvforglemmelse. Vi kan måske sige, at vores ’selv’ forenes med det, som motivationen er rettet mod. På den måde ligner indre motivation næsten forelskelse og kærlighed. Eller det, forskere inden for den positive psykologi kalder ’flow’, som er en særlig mental tilstand kendetegnet ved engagement, fordybelse og koncentration.
Temperatur på motivationen
I dag viser mange undersøgelser desværre, at børn og unges lyst til læring ikke i særlig høj grad er kendetegnet ved indre motivation. Tværtimod ser det ud, som om den bevæger sig i retning af enten helt fraværende motivation eller ydre motivation, hvor det i høj grad er karakterer, eksamen og status, der driver indsatsen. Det har bl.a. Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, i daglig tale CeFU, peget på i flere forskningsprojekter. Den gruppe af børn og unge, der har et afbalanceret forhold til at gå i skole, og som trives både socialt og i de faglige fællesskaber i skolen, bliver mindre, mens de to ydergrupper vokser.
På den ene side ser vi en stigning i gruppen af børn og unge – primært drenge – der helt opgiver kampen om karakterer, eksamen og status. Og en stor del af dem forlader skolen uden at være erklæret uddannelsesparate.
”Jeg hader skolen, og den hader mig”, sagde Lukas i 8. klasse til mig, da jeg som en del af et forskningsprojekt var på besøg i hans klasse for at tale med ham og hans klassekammerater om, hvornår de føler sig motiverede for at gå i skole. Mange andre elever udtrykker sig i mindre dramatiske vendinger, men giver klart udtryk for, at de er stået af. De orker ikke skole og uddannelse. Måske derfor arbejder embedsmændene i Undervisningsministeriet på at lave en mere fleksibel erstatning for målsætningen om, at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.
På den anden side ser vi også en stigende gruppe af stressede, fortravlede og overambitiøse unge, der styrer efter faglige præstationer og høje karakterer. I motivationsforskningen bruger vi begrebet ’den nye perfektionisme’ til at beskrive denne stigende tendens hos nogle unge – særligt piger – hvor idealet om det perfekte liv ikke blot præger deres skolegang, men også styrer deres sociale liv, tøjstil, kondital, valg af venner og spisevaner. For dem spiller selvfremstillingen på især sociale medier en vigtig, ja, næsten altafgørende rolle i de perfektionistiske bestræbelser.
Når vi i dag skal tage temperaturen på, hvordan det egentlig står til med motivationen i skolen, viser der sig groft sagt tre typer af unge: de umotiverede, der er stået helt af, de overmotiverede, der får stress, og den afbalancerede mellemgruppe, som ser ud til at blive mindre og mindre. Denne opdeling blev første gang brugt af den svenske professor og motivationsforsker Mats Trondman i 2013, og mange efterfølgende undersøgelser bekræfter hans opdeling. Det gør mine egne studier også.
En nyere dansk rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser desværre også, at danske unge føler sig mere stressede, mere deprimerede og mere utilfredse med livet, end de gjorde for 20 år siden. De unge oplever en større grad af psykisk mistrivsel og angiver i stigende omfang, at de har dårligt mentalt helbred og et højt stressniveau. Det mest foruroligende resultat i undersøgelsen er dog, at lidt over en fjerdedel af piger og unge kvinder i alderen fra 10-24 år oplever så stort et pres fra sig selv eller omverdenen, at de føler sig enten nervøse eller stressede, måske endda begge dele. Undersøgelsen har fokuseret på de unges liv generelt, ikke specifikt på deres skolegang, men det er et meget højt tal, som vi også må tage alvorligt i skolen.
Årsagerne til disse tal er sandsynligvis mange, men sikkert er det, at samfundet på mange måder er helt anderledes, end da jeg voksede op og gik i skole i Odense. Der stilles ikke blot mange flere og mange nye krav til børn og unge, men også til alle os voksne, der laver rammerne for børn og unges skolegang og uddannelse.
I dag ved vi heldigvis også meget mere om, hvad motivation er for en størrelse, og om hvordan lærere kan tilrettelægge deres undervisning, så eleverne både finder den meningsfuld og motiverende. Men al vores viden nytter ikke meget, hvis vi ikke omsætter den til praktiske tiltag ude på skolerne. Det kræver de rigtige rammer.
Flyvning, fjer og fugle
Sidse, Holger og Camilla i 8. klasse er i gang med et tværfagligt naturfagsforløb med overskriften ’Flyvning, fjer og fugle’, som deres naturfagslærer Carsten har tilrettelagt sammen med pædagogiske konsulenter fra Center for Undervisningsmidler ved UC Syd. Forløbet er en del af et større projekt, som vi kalder Fremtidens Undervisningsfacilitet eller bare FUF-projektet.
Undervisningen foregår på en forsøgsskole på Als, der er knyttet til Oplevelsesparken Universe