Markens grøde. Кнут Гамсун

Og barnet blev haremyndt. – Direktøren smilte og sa: Nå således. Det er altså efter deres mening ikke tat nok hensyn til dette moment? – Nei, sa jeg, dette moment er slet ikke nævnt. – Nå det er vel heller ikke så farlig? – Det blev farlig nok for hende. – Tror de at en hare kan gjøre undergjærninger? spurte han. – Jeg svarte: Hvorvidt en hare kan gjøre undergjærninger eller ikke vil jeg ikke underholde mig med hr. Direktøren om. Spørsmålet er hvad synet av haren under de omstændigheter kan ha hat for virkning på en haremyndt kone, på ofret. – Det tænkte han en stund på: Jaja, sa han, men her på anstalten har vi jo bare med at motta de domfældte, vi reviderer ikke dommen. Efter dommen har ikke Inger været her forlænge.

      Nu begyndte jeg på det som skulde sies: det er begåt feil ved indlæggelsen av Inger Sellanrå. – Feil? – For det første skulde hun ikke ha været transporteret i den tilstand hun var i. – Direktøren så visst på mig: Nei det er så, sa han. Imidlertid er ikke det vor sak her ved fængslet. – for det andet, sa jeg, skulde hun ikke ha gåt her i to måneder på fuld straf før hendes tilstand var blit åpenbar for myndigheterne her ved fængslet. – Det traf godt, direktøren tidde længe: har de fuldmagt til at handle på konens vegne? spurte han. – Ja, sa jeg. – Som sagt, vi er tilfreds med Inger her og behandler hende derefter, pratet direktøren, og han regnet atter op alt de hadde lært hende, ja de hadde lært hende at skrive også, sa han. Og den lille datteren hadde de sat pent bort til nogen, og så videre. – Jeg forklarte hvad for omstændigheter det var i Ingers hjem: to små der og, leiet hjælp til at fli og stelle dem, og så videre. Jeg har en fremstilling fra manden hendes, sa jeg, den kan vedlægges enten saken blir gjenoptat eller konen skal søkes benådet. – Lat mig få den fremstillingen, sa direktøren. – Jeg skal bringe den imorgen i besøktiden, svarte jeg.

      Isak sat og hørte på, det var gripende, et æventyr fra fremmed land. Han fulgte Geisslers mund med slaveøine.

      Geissler fortalte videre: Jeg gik hjem i hotellet og skrev en fremstilling, jeg gjorde saken til min og undertegnet Isak Sellanrå. Men du skal bare ikke tro at jeg skrev et ord om at de hadde gjort noget galt ved fængslet. Nævnte det ikke. Dagen efter bragte jeg dokumentet. – Værsågod sit! sa direktøren straks. Han læste min fremstilling og nikket nu og da, tilslut sa han: Utmærket. Det egner sig ikke til at gjenopta saken på, men. – Jo ved en tillægsfremstilling som jeg også har, sa jeg og det traf igjen rigtig godt. Direktøren skyndte sig at si: Jeg har overveiet saken siden igår og finder god grund til at indgi ansøkning for Inger. – Som i tilfælde hr. Direktøren vil støtte? spurte jeg. – Jeg vil anbefale den, anbefale den varmt. – Da bukket jeg og sa: Så er benådningen sikker. Jeg takker på et ulykkelig menneskes og et forlatt hjems vegne. – Jeg tror ikke vi bryr os om at indhente flere erklæringer fra hendes hjembygd, sa direktøren, de kjender hende jo? – Jeg skjønte nok hvorfor det så at si skulde gå i stilhet og jeg svarte: erklæringer hjemmefra vilde bare sinke saken.