Ambrosius. Molbech Christian Knud Frederik

vi har Madro. I maa forlade, at jeg lod Jer vente.

      Geheimeraadinden. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, Claus?

      Claus. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!

      Baronen. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, ha, ha, ha!

      (Baronen, Geheimeraadinden og Junker Claus ud til Høire. Ambrosius hilser og følger lidt bag efter.)

      Niels (efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte hinanden). Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?

      Jørgen. Jeg siger, den er grov, Niels!

      Niels. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, saa begynder han alt at gale.

      Jørgen. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.

      Niels. Ja saa, har hun det?

      Jørgen. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged.

      Niels. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.

      Jørgen. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv besørger det.

      Niels. Han selv? Hvad mener du med den Snak?

      Jørgen. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som han kunde bryde sin Hals paa.

      Niels. Hvad skulde det være for en Steen?

      Jørgen. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.