som en pind, for dette vilde hun ikke tænke.
KAPITEL 3
Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr. Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han ikke, tænkte hun.
Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over legepladsen.
Pas på, du ikke falder, sa han.
Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt, at han havde opsyn i det frikvarter.
Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?
Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.
Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et andet væsen end i forgårs.
Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med. Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.
Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv udbrød hun:
Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde, jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal sige til et barn.
Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes; han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af nyt håb:
Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg skal holde endnu mere af dig for det, når blot du – — —
Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej, til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke, hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af vinduet og råbte:
Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.
Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet.
– Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:
Må jeg låne din bog?
De skal altid låne min bog.
Kom med den, siger jeg.
Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når De har haft mine bøger, mumlede hun.
Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og hjælpe ham.
Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.
En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.
Hvad er det?
Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der lavede sådan et morsomt ansigt.
Må jeg se det ansigt, Helga?
Nej.
Så får du en anmærkning.
Ja. – Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt, end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin munterhed.
Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.
Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden under skrev hun:
Dig æ—ælsker jeg! Dig æ—æ—ælsker jeg!!
Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med kridtet at lede efter vinkel AOC.
Hvad er det for et papir?
Helga fik det straks returneret.
Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.
Må jeg se den?
Nej. – Helga krøllede den sammen i den hule hånd.
Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte tegningen i sin ene sko.
Hvor blev den af?
Den er i min sko.
Jeg vil ha den.
De vil da ikke ta mig om benene.
Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.
Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes sko. Hr. Jensen kastede sig over den.
Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr. Jensen var en agtet lærer.
Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.
Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?
KAPITEL 4
Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.
Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.
Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.
De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved det ene ærme og stak resolut i trav med ham.
En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte og mindre ansigter.
Er her plads til os to? spurte Helga.
Vilde