Vilhelm Østergaard

Et Ægteskabs Historie


Скачать книгу

bad – maaske lidt heftig – Inspektøren om at sige ham, hvad han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre hans Mening.

      Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:

      »Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja, saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er absolut talentløst.«

      Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt Akademiets Skoler.

      »Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden.

      Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.

      »Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at De bliver aldrig Kunstner. Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad, jeg kan give Dem.«

      Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen?

      Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den foregaaende Dag.

      Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi.

      Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige Tanker bort. Han besluttede – hvad han nu indsaa, at han skulde have gjort fra først af – at henvende sig til en »rigtig« Kunstner og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa han sagde, at Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag – det vilde han ikke.

      Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held. Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid.

      I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at knække ham.

      Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet, gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med allehaande glade Forhaabninger. – —

      Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet afbrød den med de Ord:

      »Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle Dreng!«

      »Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top til Taa.«

      »Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok, du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!«

      »Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, – hvad siger du, Hans Frederik?«

      Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige, rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller. Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra Scenen, svarede han:

      »Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste ham.«

      »Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav Theologien og gik til Theatret!«

      »Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!«

      »En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt:

      „Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,

      naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.“

      »Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet« – den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. – »Jeg vil bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner maa skeje lidt ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres – og vi er jo enige om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo – — —«

      »Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa – — Skal vi to gjøre en lille Afstikker – hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.«

      »Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.«

      »Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?«

      »Ja, dem skal du faa – Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more mig paa den Vis – det er Sagen.«

      »Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.«

      »Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang helt alvorlig. »Naa – vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. – Ser du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke oplagt til at begaa Daarskaber, som – lad os være enige om det – dog er os temmelig uværdige«.

      »Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er, som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse Fugle.«

      Og