egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.
Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor sin Fader.
Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg, men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet hendes aandelige og moralske Væxt. —
Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt Svar.
I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om Kjærlighed og Elskov. Det, at hun saa pludselig havde bundet sig til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget skræmmende for hende.
Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning, var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.
Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig, betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst for, at han ikke skulde have ment det alvorlig – kun givet efter for et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han havde lovet.
Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder, hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt. Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad Øjeblik det skulde være.
Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.
Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne, fordi han traf hende i et fattigt Hjem.
Om Lørdagen – det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var vendte tilbage til Byen – kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot et Par Linier:
»Min egen, lille Kjæreste!
I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand om vor fremtidige Lykke!
Din Henning.«
Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa – med en Slags barnagtig Vigtighed – til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt, syntes hun.
Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil, vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.
Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de Menage osv. – altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med efter en meget mangelfuld Maalestok.
Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket i det tilstødende Værelse – Lejligheden bestod af tre Værelser, hvoraf det ene var et terra incognita for uvedkommende – satte Fru Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.
Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden altfor fedtede og slidte – havde hans Kone erklæret – til at han kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig Familiebegivenhed.
Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.
Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet, som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og sagde:
»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«
Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes Fader gaaet. —
Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad Nakken.
Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine og sagde:
»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«
Og hun svarede med taalelig Anstand:
»Velkommen, Henning!«
Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank, i den lave, falmede Stue.
De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig havde været vant til.
Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet være