vist meente jeg det ikke – det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.
„Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!“ vedblev Emmy. „Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.“
Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.
„Forandre Mening!“ udbrød Andrea Margrethe, „jo De er en trofast Hjælper – udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti. Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.“
„Holder De saa meget af det Gamle?“ spurgte jeg Emmy.
„Ja“, svarede hun, „jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider – hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?“
„Men jeg elsker det Nye“, sagde Andrea Margrethe ivrigt, „deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.“
„Havde Vorherre været af din Mening“, svarede Emmy, „da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor —“
„Knak!“ sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.
„O det gjør Intet“, svarede denne, „Saxen var gammel og sløv.“
„Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.“
„Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.“
Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.
Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. „Skal vi have en Sang?“ spurgte han.
„O ja, en Sang, en Sang!“ istemmede Andrea Margrethe strax.
„Kan De synge?“ spurgte jeg.
„Ja naturligvis kan vi synge“, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.
„Hvad kan De da synge?“
„Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.“
„De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?“
„Ja dem kan vi rigtignok – de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald – vi kan alle syvogfirsindstyve Vers – eller vil De høre: Svend Vonved sidder i Bure – eller Svend Feldings Vise?“
„Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden“, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. „Lad os begynde med Svend Vonved.“
Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten – Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.
„Se her holder De altsaa dog af det Gamle“, sagde jeg til hende.
„Men de Viser ere heller ikke gamle“, svarede hun, „de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden – blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.“
„De har Ret“, sagde Corpus Juris, „de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.“
„Det veed jeg dog ikke“, meente Gamle, „tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.“
Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.
„Skal vi saa have Middagsmad?“ spurgte han.
„Strax“, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.
„Hvorom dreiede Striden sig?“ spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.
Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. „Ja jeg holder med Christopher,“ sagde Præsten tilsidst, „jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. – De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?“
„Ja“, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.
„Det var fornuftig meent“, sagde Præsten. „De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?“ og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.
„Nei der skal Christopher sidde som den Ældste“, indvendte Præstekonen.
„Nei, Nicolai skal sidde her“, svarede Præsten, „han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.“
Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.
Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.
„Hør Nicolai“, sagde Præsten efter endt Bordbøn, „det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det