Beskedenhed. – Men nu skal De se! vi har været flittige.
Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener, skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.
– Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind, paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i Lavens grønne og gulige Toner. – Velkommen tilbage, Hr. Lærer! … Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. – Kom nu her ind til mig.
Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. – —
Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have raadført sig med Gud og sin Samvittighed, – saa var denne Tvivl bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel, hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«, og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« – alt dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i denne Pige. —
Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.
Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Væsen og en bestikkende Duft af Københavns Mysterier … Denne Medbejler foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det ham at se hende saa attraaet.
En Søndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth om et Besøg hos Henriks Forældre Dagen før. Især dvælede hun beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa Væggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende Fjerbusk og dragen Sabel, sprængende frem i Forgrunden paa en fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden saà en brændende By.
– Ja, men at – Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet, etter hvad jeg har hørt, bemærkede Per Andersen skeptisk.
– Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa længe, at han har været med, tilføjede Moderen.
Hjorth trak stærkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rød i Hovedet.
– Næ—æ, … det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans Moder … Men—n, at – li'egodt var det da grumme pænt.
En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sæden for længe siden var kommen ind, holdt Per Andersen Høstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de københavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skørterne fløj om dem og viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham. Imidlertid, – alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bænken, paa hvilken Pigerne sad som Høns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede Næves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende eller tilladende »Væ's go'!« – Paa denne Tommelfinger som paa en Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte, hvorfor hun ikke vilde danse med ham. – … Det havde hun ikke sagt, hun ikke vilde.
– Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?
– Næ—æ.
– Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlængden i èn tvetrinnet Mazurka-Vending. De blev næsten eneste Par.
Hjorth stod i en Krog og ærgrede sig. Han var ingen Danser af Rang, og nu var han tydelig nok overfløjet. Hun førtes forbi ham i stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljesløshed af den stærke Arm, og han saà hende, blussende rød, med bøjet Hoved og halft sænkede Øjelaag, næsten daane under det hede Aandedræt, der bevægede de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. – —
Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud, og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen, og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer; men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke kunde komme noget ud af; – nej, men dette at de havde en ordenlig Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler – et Klædningsstykke, hun aldrig havde set – det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa Skovvang, naar Greven var hjemme. – Hjorths Vægtskaal sank. – —
– — Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her, udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor den yderste hvinede, – alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet