»os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods, paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare her.
– Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde … Og alt det Vrøvl kan vi takke ham for. – Han pegede paa Frederik d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.
»Nej, De skal da ikke … det er – virkelig – altfor —«
»Gud bevares! – det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! … det er mig virkelig en Fornøjelse.«
Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne, bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.
– God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og lettede skødesløst paa Hatten. – Hvordan staar det sig?
– Jo Tak, Hr. Greve.
– Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa – dèr – og —
– Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting … Den er saa let som en Fjer, forsikrer jeg Dem … aldeles som en Fjer.
– Naa – De – faldt igennem. – Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa … Men—n – hvad jeg vilde sige … det var virkelig meget paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem … Det … det ved Gud, det var … Farvel, Jessen.
– Farvel, Hr. Greve.
Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. – De vilde da saa meget gærne hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa Godset.
Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?
Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke mindes? Nej, de kunde tænke det. – Det var den Gamle, der talte; Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i Søvne.
Hvordan de havde det.
Jo Tak, – man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og saa nogen Henstand.
Hm! ja – Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke saa let for ham … saadan … midt paa Landevejen … Desuden – Høsten … Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden klagede jo ogsaa … men – paa de mindre Gaarde … dèr —
Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage paa – forsaavidt … Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe … Meget havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde … og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for … Og Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord – —
– Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er jo Mands Himmerig, som man siger, – raabte den sortskæggede Herre, der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en Stenkiste ved Vejen.
– Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde Ole Rasmussen.
– Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.
Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.
– Ja men … hør nu … jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa .... hvis I vil hjælpes af Godsejerne … saa … det – gaar sgu dog ikke an – —
Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde ogsaa have nogen Ret —
– Men hvorfor Fanden stemte I da —?
Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage. For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt? Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen; – det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.
– Ja det ved Gud – ha, ha! – stemme paa Kristen Pedersen – haa, haa! udbrød Overførsteren.
– Ja men … man maa dog være en Mand … man maa dog virkelig have en Overbevisning —
Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller Greven være tjent med.
– Aa nej… hm … naa … ja det – —
Om saa Greven vilde være saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i Aar, saa vilde de være Greven evindelig taknemlige.
– Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa … Naar I ikke kan betale … aa, det kommer vi jo nok ud af … Man tager det jo ikke saa strængt … naa, Farvel, Farvel! – —
– Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. – Men vi træffer jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.
– Nej, det glemmer jeg sgu … Det vilde jo give en Helvedes Uorden … Nej, men man maa jo være human – naar man taler med Folk – i disse Tider … Aa, men lad os nu se at komme afsted. —
Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser overfor en ubetydelig Undergiven, – da greb han sig i den Tanke, at hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.
Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen. Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk Afviser, en national Herme.
For Kroen var en Højrekro.
Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste Principer, sagt:
– Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det var Kroværtens Navn.)
Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin Overbevisning, havde svaret:
– Gu om vi gør