Slægten. Wied Gustav

med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der slæbte af med en Liggeand.

      – Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny – hvad mener man egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?

      – De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde Pastorinden undvigende.

      – Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! Hun bryder sig ikke en Døjt om ham!

      – Men kære Baronesse …

      – Ikke en Døjt, min Bedste! Hun vilde giftes igen, det er Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer! Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

      – Lever hendes første Mand endnu?

      – Ja i bedste Velgaaende, gør han!

      – Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine Kundskaber berigede – Hvad er han?

      – Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

      – Gudbevares!

      – Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det var, han hed, Utysket. Men hun vilde ha' ham. Der var nok Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk med sorte Øjne og Hud som en Indianer! … Ja, De kender jo Racen! Og saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres Kærlighed – — Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode! Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! … Naa, men for at komme tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!

      – Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par …

      – Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse! Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

      – Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin Hustru; og forelsket!

      – Ja, ham er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han gider ikke være over flere! … Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

      – Men kære Baronesse! … sagde Pastorinden forfærdet.

      Men den gamle Naade kørte paa:

      – Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn uden pr. Fuldmægtig!

      Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter netop viste sig i Døren.

      – Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med Stasia som Kokkepige?

      Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.

      – Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru Johannes Stemme – aa jo, min Bedste … naar jeg selv laver Maden! ....

      Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

      – Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket.

      – Jo, nikkede Pastorinden – jo, han gør vist! … Aa, lille Clara, gaa ind og hent din Fader!

      Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod Døren) – eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her midt for Baronessens Øjne.

      Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt Gud og Hvermand vidste Besked om den.

      – Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene tilbage.

      – Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!

      – Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet – En lille Kage, Deres Naade?