Bjørneæt. Etlar Carit

tørrede Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens Omkreds.

      Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.

      »Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf: »Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, – saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, – sippedeja!«

      »Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen. Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«