Madvig Johan Nicolai

Livserindringer


Скачать книгу

paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33] – Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.

      Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en tidligere noget savnet Konsekvens. – Til de behageligste Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret 1827—28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.

      Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mænd som Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og fjernere Retninger førte Studier. – Den næste Opgave, jeg stillede mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f. Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik over de Discipliner,