en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne. Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros- og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af "Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring, f. Ex. baade om "Tokken" ɔ: Kokken eller Hanen, der laae død i Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde indtages (– en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark —), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede. Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang, selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand, efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede, Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper, hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem, og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding, som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst, da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", ɔ: Stefans Kone, der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]
De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer, først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst, efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4 Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5 Borgerkompagnier (– Rønne havde nemlig 2 —), der heller ikke vare indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere, det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig, hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808 eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning. Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers