lettede Mlle Leterriers Undervisning.
Hun havde Gloserne om sig.
Træer og Huse og de røde Tage og Røgen fra Skorstenen op gennem den blaa Luft, og de smaa Skyer paa Himlen, og Lindene og Blomsterne mellem Stammerne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fuglene, som sang i Buskettet, og Myggene, der svirrede—det var altsammen bare Gloser for Mlle Leterrier.
Gloser og Udgangspunkter. Mlle Leterriers Undervisning #hvilede# paa Udgangspunkter: hendes Methode gik ud fra det virkelige Liv. Paa Terrassen svælgede Mlle Leterrier i Udgangspunkter.
En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jorden og boltrede sig i Terrassens Støv.
Mlle Leterrier standsede og saa' paa Spurven som paa et af de syv Undere: Ah—le petit oiseau … Comme il est beau, le petit oiseau….
Mlle Leterrier var meget nysgjerrig efter at faa at vide, hvad det mon egenlig #var# for en "petit oiseau"….
Maria Carolina stod og ludede; hun saa meget sløv paa Mlle Leterriers "pippende" Under.
– Ah—det er en Gulspurv … Deres Højhed véd jo nok (Hendes Højhed #vidste# alt …) en Gulspurv.
Mlle Leterrier var midt inde i Naturhistorien. Hun endte med Anekdoten om Apelles og Fuglene. Mlle Leterriers Undervisning var rig paa Anekdoter.
– Deres Højhed, sagde Mlle Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed—Deres Højhed, Kunsten at undervise er Kunsten at interessere.
Mlle Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun kaldte Citater af Jean Jaques Rousseau.
Mlle Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mlle Leterrier var kommet ind i Botaniken … Hun talte om Bladenes Bygning.
– Deres Højhed ved, at Cellerne….
Mlle Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om Celler.
Maria Carolina gik stille ved Siden af Guvernanten. Hun sagde sjældent andet end "Ja" og "Nej". Det sagde hun ikke saa livligt. Hendes Højhed forraadte ikke, hvormeget hun vidste om Cellerne.
En Gang imellem gik hun hen til Randen af Terrassen. En høj Klokke havde lydt op der nede fra. Det var Frikvarterklokken i Hertugindens Vajsenhus.
Naar Maria Carolina bøjede sig lidt ud over Rækværket, kunde hun se ned paa Vajsenhusets Legeplads. De smaa Unger tumlede om dernede i deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" … Det lød op som en Jubel.
Maria Carolina stod og saa' saa "langt" ud over Rækværket.
Mlle Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina Gelænderet og fulgte efter Guvernanten.
Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.
Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds—og en stod derinde i Kredsen og bredte sit Forklæde ud og knælede ned, og saa knælede den anden og saa dansede de to i Kredsen—og de andre udenom—og holdt hinanden i Hænderne.
"Munken gaar i Enge"
sang alle Barnestemmerne i Kor.
– Deres Højhed vil spørge, sagde Mlle Leterrier, som stadig var i Botaniken. Mlle Leterrier sagde ofte: "Deres Højhed vil spørge"….
Det var en Formel.
Maria Carolina spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunkter Mlle Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante.
Mlle Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.
– Deres Højhed har ingen ret Sans for Naturen, sagde hun.
De sang dernede—hvor de sang!….
Ja, det var den, de dansede efter—nu:
Ej—hvor lystigt de danser, de to— Som om de havde tabt baade Strømper og Sko … —Som om de havde tabt baade Strømper og Sko….
Mlle Leterrier havde set en Myretue. I et Nu var Mlle Leterrier i "Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mlle Leterrier at beskæftige sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset Hohenzollern. Mlle Leterrier havde grupperet sin Undervisning om Frederik den Store.
Nu var hun i Vanen: Mlle Leterrier arriverede fra alle sine Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci".
Det var gammel Vane. Men Mlle Leterrier havde Aandsnærværelse: Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia.
Naar Mlle Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pavse. Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden.
Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden.
Maria Carolina gentog Glosen med sin trættede Stemme.
– La pelouse—Votre altesse le sait….
– Oui—mademoiselle—la pelouse.
Frikvarteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestøjen døde hen med en travl Summen.
Mlle Leterrier og Maria Carolina var naaet til Enden af Terrassen. Vajsenhuset laa lige dernedenfor. Maria Carolina saa' to smaa forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren … Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som stavede op i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer….
Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.
– Deres Højhed maa holde sig rank—Maria Carolina fo'r sammen og rettede sig—Deres Højhed holder sig forskrækkeligt … Deres Højhed maa igen ha'e Bandage….
Maria Carolina blev hvert halve Aar snørt et Par Maaneder i Jernstativ for at faa Holdning.
Mlle Leterrier var træt. De satte sig paa en Bænk mellem Træerne.
De mindste Piger fra Vajsenhuset kom forbi. De kom med Plejemor, snadrende langt henne, i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok smaa Ællinger.
De tullede af efter Plejemor i de lange Kitler—de hvide Kyser bundet fast om de røde runde Ansigter.
Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen, pludrende og hvinende løb de til og fra … Naar de kom forbi Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.
Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem ned over Kinderne….
Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og takkede.
Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem—det lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alleen.
Mlle Leterrier saa' paa Uhret. Det var Tid: Hendes Højhed havde sin Time i Dans og Bevægelse.
Maria Carolina rejste sig og fulgte Guvernanten. I Rosenhaven pyllede Prins Otto stille om mellem sine Roser, midt i Solen. Maria Carolina og Mademoiselle gik ham forbi: Hendes Højhed havde Dansetimer i den lille Balsal. Hendes Højhed Hertuginden overværede selv Prinsesse Maria Carolinas Timer i Dans og Bevægelser. Den gamle Lærer var et antikveret Balletben med mange udværts Balletbuk og Fadermordere.
Prinsesse Maria Carolina dansede Kvadrille med tre Stole. Den udværts svedte over "Morderne" med en tynd Violin. Hendes Højhed var fortvivlet: Prinsesse Maria Carolina havde aldeles ingen Gratie.
– Tilbage—frem—én, to, tre … Kompliment … Man #ser# paa sin Herre … Der—der—Herren til venstre. Prinsesse Maria Carolina strittede fortvivlet rundt mellem sine tre Stole. Balletdanseren spillede og slog Takt med sin hele Krop—
Der—der—tre, Deres Højhed … Herren til højre—det røde