Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman. Etlar Carit

Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle, rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.

      Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.

      »Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens Omkreds.

      Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.

      »Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf: »Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, – saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, – sippedeja!«