10 danske lignelser. Irina Bjørnø

havde blå øjne, blondt hår og var velopdragne. De hilste pænt «goddag» og «farvel» og spiste pænt alt hvad de fik serveret. Forældrene var glade og legede tit med børnene. Familien havde også en lille hund, Fido, og en stribet kat, Klaus. De var ikke rige, men alt var pænt, nydeligt og velholdt.

      Alle var glade, og der kom tit naboer eller familiemedlemmer på besøg. Familien gik i kirke i forbindelse med højtiderne jul og påske, og hvis de var inviteret, kom de også til en barnedåb eller et bryllup. Sådan var deres liv. Stille og roligt. Uden konflikter og ufred. Trygt og lykkeligt. Familien holdt børnefødselsdage og fejrede andre mærkedage. De snakkede tit om livet i andre lande, og de kunne ikke forstår, hvordan mennesker kunne skabe krig og ødelæggelser. Men de sendte altid penge til nødhjælp i de lande, som var ramt af krig.

      En efterårsdag, hvor det regnede meget, og skoven var våd og stille, bankede nogen på deres dør. Faderen åbnede døren og så en forkommen skikkelse i underligt tøj stå udenfor. Manden var temmelig våd og meget træt. Han kunne ikke sige noget, men gav faderen et stykke papir, hvor der kun var skrevet ordet, «hjælp!». Faderen og moderen inviterede den stakkels mand ind i huset og gav ham aftensmad og husly. Sådan kom den fremmede mand ind i deres liv.

      Efter et stykke tid blev den fremmede mand i stand til at kommunikere lidt med familien, og han fortalte dem, at han var flygtet fra krigen i sit hjemland. Hans kone og børn var der stadig, men han ville så gerne også have dem hos sig i skoven.

      – Hvorfor er der krig i jeres land? – spurgte faderen.

      – Vi har krig, fordi vi elsker vores gud, og de andre stammer ønsker ikke, at vi elsker ham.

      – Underligt, sagde faderen. Gud! Hvordan er jeres gud?

      – Vores gud er den bedste gud i verden! Han er retfærdig og stor. Vi beder til ham hver time, og han har mange regler, som vi følger hver dag. Vi vil ikke bytte vores gud ud med nogen anden.

      – Har jeres gud hjulpet jer med at opbygge jeres land? – spurgte faderen.

      – Ja, det har han, helt sikkert!

      – Hvordan er jeres land, rent og pænt? Ligesom vores?

      – Nej! Vort land er ikke så velorganiseret som jeres – og ikke så rent og pænt. Vi bruger meget tid på at tjene og beskytte vores elskede gud, derfor vi har ikke så meget tid til at arbejde, som jer. Men vi vil ikke have nogen anden gud!

      Sådan lød hans forklaring.

      Efter et stykke tid kom den fremmedes kone og børn, og faderen byggede et ekstra hus til dem i skoven.

      De boede i skoven, men de arbejdede ikke så meget som faderen og moderen, fordi de tjente deres gud mange timer om dagen. De lærte et nyt sprog, men brugte det kun udenfor huset. Inde i huset levede de på samme måde, som i deres krigsramte land.

      De spiste ikke den samme mad, som deres værtsfamilie, deres tøj var også meget anderledes, og deres gud krævede mange, daglige ritualer og handlinger. Så de havde ikke så meget tid til at være sammen med deres værtsfamilie.

      Tiden gik, og de snakkede mere og mere om deres gud. De kom til værtfamilien og spurgt, at de ville hjælpe med at bygge et specielt hus til deres gud i skoven.

      Og nu har jeg et spørgsmål til dig:

      Skal faderen hjælpe denne familie med at bygge et hus til deres gud i skoven?

      Skal faderen hjælpe dem med at flytte tilbage til deres land?

      eller

      Skal faderen hjælpe dem med at flytte til et af de lande, hvor der lever mennesker, som tror på den samme gud?

      Hvad skal han gøre? Hvad ville du gøre i denne situation? Hvilken løsning er der bedste?

      Skriv til mig, og gør denne historie færdig!

      Lignelse 3

      Ballerinaen og kaffebønnerne

      På en lille ø i det kolde hav var der en stor by. Midt i den store by lå der en gammel teaterbygning. Det var Det Kongelige Teater. I teateret blev der vist mange forestillinger. Om aftenen kom der mange mennesker for at opleve noget smukt – så som teaterstykker, balletforestillinger eller operaer.

      En lille ballerina dansede ofte på den store scene. Hun voksede op på den kønne, grønne ø med rapsmarker og svaner. Allerede fra hun var ganske lille, dansede hun ballet. Hun blev optaget på teaterets balletskole, da hun kun var seks år gammel. Hun var en sød, lille pige med langt, lyst hår, som blev samlet i en fin knold i nakken. Hendes store øjne var grønne med brune prikker, og hun havde fregner omkring næsen. Hun dansede med spidse balletsko, en hvid tylsnederdel og lyserøde strømper. Hun var meget tynd, men alligevel en stærk pige.

      Da hun var sytten år gammel, dansede hun allerede store roller på teaterets scene. Tusindvis af mennesker kom og så på hende, og i de øjeblikke glemte de alle deres sorger og bekymringer. De havde al deres opmærksomhed rettet mod musikken og den lille ballerina på scenen.

      Hun dansede så godt, at aviserne skrev om hende, og TV viste hendes dans. Hun blev berømt udenfor landets grænser – langt fra hendes lille ø. Det eneste hun elskede var at danse ballet og at drikke en god kop kaffe med mælk. På hendes ø var der mange køer, som spiste saftigt, grønt græs, og de gav den bedste mælk i Verden.