Kongernes March. Морган Райс

om han skulle have gjort mere.

      Thor spekulerede på, hvad der ville ske med kongeriget nu. Det var et kongerige uden en konge. Hvem ville regere? Ville det være, som alle spekulerede, Gareth? Thor kunne ikke forestille sig noget værre.

      Thor lod blikket vandre over menneskemængden, der var mødt op for at sørge over deres konge. Så ansigterne på samtlige af Rigets adelige, der var samlet her fra alle hjørner af kongeriget. Reece havde fortalt ham, de alle var magtfulde mænd i et rastløst rige. Han kunne ikke lade være med at undre sig over, hvem morderen kunne være. Den dag syntes alle at være under mistanke. Alle disse mænd ville kæmpe for magten. Ville kongeriget blive splittet? Ville deres styrker komme til at ligge i strid med hinanden? Hvad ville hans egen skæbne være? Og hvad med Legionen? Ville den blive opløst? Ville hæren opløses? Ville The Silver gøre oprør, hvis Gareth blev udnævnt til konge? Og efter alt der var sket, ville de andre virkelig tro, at Thor var uskyldig? Ville han blive tvunget til at vende tilbage til sin landsby?

      Han håbede inderligt, det ikke ville ske. Han var kommet til at holde af alt, hvad han havde her. Han ønskede mere end noget andet at blive her, blive i Legionen. Han ville bare have, at alt skulle blive som det var, at intet skulle ændre sig. For blot få dage side, havde kongeriget virket så velstående, så permanent. Han havde troet, at MacGil ville regere for evigt. Hvis noget så sikkert – så stabilt, pludselig kunne kollapse – hvilket håb var der så tilbage for resten af ​​dem? Intet føltes længere permanent for Thor.

      Thors hjerte var blevet knust i tusind stykker, da han så Gwendolyn forsøge at hoppe ned i graven sammen med sin far. Mens Reece havde holdt hende tilbage, var ledsagerne kommet frem og begyndt at skovle jord ned i graven, mens Argon fortsatte sin ceremonielle sang. En sky passerede på himlen og blottede den første sol et øjeblik, og Thor følte en kold vind suse igennem mængden på denne, ellers lune, sommerdag. Han hørte en piben og så Krohn sidde ved hans fødder og kigge op på ham.