legitimeringsgrundlaget for en ‘liberal imperialisme’.127 Selvopfattelsen hos den politiske kosmopolitisme er dog snarere den, at de forbinder sig med det fremvoksende globale civilsamfunds forhåbninger om en mere retfærdig fordeling af klodens prioriteter, ressourcer og muligheder. Deres kritik af den eksisterende globale orden er mindst lige så stærk som den, der kommer fra den radikale kritik.
4. DEN KOSMOPOLITISKE TANKE
Siden historikeren Benedict Anderson udgav sit banebrydende værk om nationalismen, Imagined Communities, har vi vidst, at det nationale samfund er forestillet, dvs. det eksisterer først og fremmest, fordi vi forestiller os, at det eksisterer.128 Det globale samfund er ingen undtagelse. Der er intet ‘naturligt’ eller ‘selvfølgeligt’ ved det. Det skal konstrueres som alle andre fællesskaber. Man kan sige, at den kulturelle kosmopolitisme forsøger at skabe den relationelle infrastruktur og den politiske kosmopolitisme den institutionelle infrastruktur, der skal gøre det muligt at træde ind i kosmopolitismens tidsalder.
Zygmunt Bauman peger på et væsentligt problem i den henseende: “Det ‘internationale samfund’ har ingen realitet andet end de militære operationer, der foretages i dens navn.”129 Han forudser, at det sandsynligvis er ud af de krige ført af (vestlige) koalitioner af villige, at det internationale samfund (hvis overhovedet) vil blive en realitet. Kosmopolitterne deler den frygt, da det internationale samfund i givet fald vil blive en forstørret udgave af Vesten og dens interesser og dermed en forvrængning af det kosmopolitiske til et nyt forsvar for vestlig imperialisme og hegemoni.
Men kosmopolitterne har samtidig en bredere forståelse af det internationale samfunds realitet. De ser det som beskrevet ovenfor overalt. Så de siger, som Kant sagde om oplysningen, at vi ikke lever i en kosmopolitisk tidsalder men i en kosmopolitiseringens tidsalder. Og de siger videre, som Kant sagde:
Vi ser dog tydelige tegn på, at det i det mindste bliver muligt, at man frit kan arbejde sig hen imod dette, og at hindringerne for den almene oplysning eller for udgangen af den selvforskyldte umyndighed efterhånden bliver mindre.130
Som Kant registrerer de ‘tegn’ på frigørelsen fra det partikulære misregimente som f.eks. udviklingen af menneskerettighedsregimet, den nye internationale straffedomstol, væksten i interkulturelle møder, samhandel og samliv, EU, FN’s konferenceaktivitet, røret i det globale civilsamfund fra neden, der organiserer og mobiliserer transnationalt etc. Det ser de som tegn på, at aflukkede enheder ikke vil kunne opretholde sig selv i fremtiden; at åbenhed er den eneste overlevelses-, sikkerheds- og velfærdsstrategi.
Man kan også lidt bredere kalde det for ‘den kosmopolitiske tanke’, der er et såvel deskriptivt som normativt udsagn om den rette anskuelsesmåde. Det partikulære – inde/ude, ven/fjende, os/dem, lokalt/nationalt/globalt – sammenfiltres eller overskrides, hvilket på ingen måde er problemfrit. Men det tilbyder dog en mulighed til dem, der måtte ønske det eller som vil kæmpe for det. Hylland Eriksen får det sidste ord:
Verden består ikke af afgrænsede kulturer. Den består af over fem milliarder mennesker, som i varierende grad er præget af forskellige kulturelle former og traditioner, der både overlapper og udviser stor individuel variation. Renhed og entydige grænser er fantasifostre skabt af ofre for streng pottetræning. Verden er uren og består af et mylder af gråzoner.131
KAPITEL III
Humanitær suveræn
Kosmopolitisme som statsmagtens og krigens nye sprog
Da G8 i sommeren 2005 mødtes i Sankt Petersborg, foreslog den daværende britiske premierminister Tony Blair at inkludere Indien og Kina.132 Det fik historikeren Timothy Garton Ash til at skrive:
I en ideel verden ville medlemsstaterne i G8 – eller rettere GX – være de demokratier, der havde verdens største økonomier. Det ville betyde et farvel til Rusland og en indlemmelse af Indien og Brasilien i et nyt G9. Jeg kan godt lide den idé. Størrelse betyder noget, men det gør frihed også.133
Størrelse og frihed kunne også kaldes samlebetegnelser for henholdsvis geopolitik og idealisme og som forskellige principper for international legitimitet: den ene funderet på geopolitisk styrke og statsræson, den anden på idealerne om frihed og demokrati.
Garton Ash taler i direkte forlængelse af en vigtig tendens i international politisk tænkning og praksis, der fremhæver post-suverænitet som en positiv udvikling. Idéen er, at vi bevæger os hinsides den territorialstatslige suverænitets tidsalder, hvor magt i sidste ende blev funderet og legitimeret på vold og størrelse, og til en post-suveræn tidsalder, hvor såvel magt som legitimitet funderes i principper om frihed og demokrati. Det vil sige en tidsalder, hvor det ikke længere er størrelse eller geopolitisk magt, der afgør en stats placering og legitimitet i det internationale system, men derimod karakteren af dens styreform. Det betyder også, at det ifølge denne tænkning og den praksis, som den bevirker, at den afgørende skelnen i international politik ikke længere er stormagt versus småmagt men derimod demokrati versus ikke-demokrati.
Jeg forstår denne udvikling som en forskydning fra det, man kan kalde territorialsuverænitet til den aktuelle post-suverænitet, der måske bedre skal kaldes for demokratisk suverænitet eller humanitær suverænitet, de to sidstnævnte for at fremhæve, at det netop ikke – som mange af denne udviklings kommentatorer synes at tænke – er et opgør med suverænitet som sådan, men snarere en genfundering af suverænitet på nye principper. Post-suverænitet er denne tænknings egen forestilling om udviklingen, hvorimod demokratisk eller humanitær suverænitet er mine begreber til en kritisk undersøgelse.
Udviklingen fra den ene suverænitetsform til den anden er på mange måder meget løfterig, men som alle udviklinger rummer den sine distinkte farer og blinde punkter, og jeg vil her argumentere for, at dette nye sprog for legitimitet i international politik, det post-suveræne sprog, reproducerer og måske endda forstærker ikke bare den eksisterende globale magtfordeling men også nogle af de uheldige træk ved den gamle orden, som denne tænkning ellers forstår sig i modsætning til. Den reproducerer den herskende magtfordeling, da det er de samme stater og institutioner, der okkuperer den fortidige territorialsuverænitet og den aktuelle demokratiske suverænitet. Den forstærker den herskende magtfordeling, da den post-suveræne eller demokratiske suverænitet bliver funderet i frihedens og demokratiets legitimitet. Den form for magt, det skaber, ligner det, som filosoffen Jacques Derrida i sin bog om slyngelstater kalder for “autoimmun humanitet”,134 dvs. en position immun over for kritik, da den udtaler sig fra et sted, hvorfra den kan kritisere andre (for deres voldelighed, ikke-demokrati) men ikke selv kan kritiseres.
Mit fokus i dette kapitel vil i mindre grad være på praksis og i højere grad på tænkningen, dvs. på filosofien bag den aktuelle drejning i international politik mod post-suverænitet og demokrati som de nye og efterhånden eksklusive legitimitetskilder. En vigtig kilde hertil, vil jeg argumentere for, er den kosmopolitiske tænkning, som den har udviklet sig efter Murens fald. Det er selvsagt ikke den eneste kilde til denne udvikling, og jeg vil ikke påstå, at international politiks praktikere nødvendigvis hverken kender eller føler sig forpligtet af denne tænkning. Men jeg vil hævde, at kosmopolitismen er den stærkeste formulering af denne drejning, og at den derfor udgør en privilegeret indgangsvinkel til at forstå udviklingen såvel som dens eventuelle faldgruber.
Grundlæggende er mit argument, at den kosmopolitiske kritik af det territorialstatslige suverænitetsprincip måske ikke er helt den kritiske tænkning og praksis, den forestiller sig at være. Måske er kosmopolitter og andre kritikere af territorialsuverænitet snarere at forstå som “fortalere for en ny konsensus.”135 En konsensus, der i sidste ende er en fortsættelse af vestlig magtfordeling. Snarere end en udfordring af den herskende magtfordeling i verden er disse kritikker måske i samklang med væsentlige dele af de aktuelle forandringer i magtens form og legitimitet. Det kosmopolitiske sprog, der har sit udgangspunkt i det enkelte menneske som menneske snarere end borger eller indfødt, risikerer at blive