og højtuddannet arbejdskraft, som har mulighed for at tiltrække virksomheder. Floridas teori om den kreative klasse peger således på, at det ikke er virksomhederne, men arbejdskraften, som skal være fokus for byers og regioners udviklingspolitik (Florida 2002). Det gælder om at tiltrække højtuddannet arbejdskraft ved at gøre byen interessant at leve i. Livlige caféer, kunstnermiljøer og rekreative muligheder siges at være sikre kort i spillet om at få højtuddannede som nye tilflyttere. Virksomhederne vil helt naturligt følge efter, da de er i intensiv konkurrence om at skaffe højtuddannet arbejdskraft, lyder ræsonnementet. Industripolitik bliver dermed til kulturpolitik eller oplevelsespolitik, og omvendt. Investeringer i kultur, fritid og oplevelser kan i denne sammenhæng betragtes som en investering i fremtidig udvikling i stedet for som hidtil som en velfærdsudgift. Denne tanke reflekteres i høj grad hos danske kommuner, hjulpet godt på vej af programmer og politikker på statsligt og overstatsligt niveau (Regeringen 2006; Regeringen 2003).
Floridas fokus på stedskvalitet er endda blevet overført til den danske regerings og EU’s politik for landdistriktsudvikling 2007-2013, hvor der er særlig fokus på at udvikle kultur- og oplevelsesudbuddet. Formålet er at gøre det mere attraktivt at bo på landet og på den måde tiltrække og fastholde borgere. Projekterne inden for dette program favner bredt og tager udgangspunkt i lokale initiativer. De kan række fra naturstier over forsamlingshuse til kulturelle aktiviteter (Ministeriet for Fødevarer 2006).
At gøre stedet (kommunen, landområdet, byen, regionen) konkurrencedygtigt ud fra en fritids- eller forbrugsbetragtning er dermed kommet i centrum for mange forskellige bestræbelser. Projekterne og aktiviteterne er ikke nødvendigvis fornyende, men de indskriver sig i en anden politisk sammenhæng end tidligere. Der er et bredere økonomisk formål med at investere i rammerne for folks fritid, både i byerne og på landet. Det handler ikke længere hovedsageligt om befolkningens fysiske og psykiske sundhed og uddannelse, eller med andre ord om velfærd, men i høj grad om demografisk, beskæftigelsesmæssig og bredere økonomisk udvikling. Stederne er blevet genstand for oplevelsesøkonomisk innovation på samme måde, som produkter og services er blevet det. Formålet er ikke mindst bedre synlighed, da kultur- og oplevelsesprojekterne kan bruges i kommunernes branding.
I denne bølge stilles der sjældent spørgsmålstegn ved, om oplevelser, kultur og fritidsmuligheder udgør så stærkt et konkurrenceparameter i stedskonkurrencen, som litteraturen og mange politikdokumenter antager? Et par nye undersøgelser kan bidrage til at nuancere dette indtryk.
En undersøgelse foretaget for Nordjyske Stiftstidende viser, at 44 % af de adspurgte peger på, at bedre jobmuligheder ville gøre Nordjylland mere attraktiv, mens kun 7 % peger på flere kulturtilbud.2 Ønsket om mere kultur er stærkest i storbykommunen og i en af forstadskommunerne.3 Det er ikke overraskende, da der bor flere højtuddannede i storbyer og forstæder. En nyere undersøgelse i Sverige viser tilsvarende, at en forholdsvis lille del af en række adspurgte højtuddannede ingeniører vægtede stedskvaliteten højt (Asheim & Hansen 2009). I forlængelse heraf kan det nævnes, at Markusen & Metris mener, at det i det hele taget er svært at vise, hvilken rolle kunst og kultur har for et områdes udvikling og tiltrækningskraft (Markusen & Metris 2010).
Dette kan betyde, at offentlige investeringer i kultur, oplevelser og stedskvalitet som strategisk vej til lokal udvikling i hvert fald ikke kan stå alene, men må kombineres med andre initiativer, som mere direkte sigter mod at stimulere den demografiske og økonomiske udvikling. Udbygning og decentralisering af uddannelser synes for eksempel at kunne udgøre en mere direkte måde at løse arbejdskraftproblemet på. Måske er det netop denne nuancering, som afspejler sig i det faktum, at kun 28 ud af 85 kommuner italesætter oplevelsesøkonomi direkte i deres planstrategier? Det kan være, at nogle kommuner finder, at de ikke har brug for en sådan strategi, fordi deres styrker eller konkurrenceparametre er nogle andre, såsom boliger, uddannelsesudbud eller offentlig service. Relativt fattige kommuner synes måske ikke, at de magter at investere i dette område trods de mange incitamenter. Endelig kan det være, at det ikke anses for nødvendigt at udvikle oplevelsesmulighederne i forstadskommunerne, fordi en nærliggende storbykommune dækker behovet for kultur og underholdning.
Bogen her skal derfor heller ikke påstå, at oplevelsesøkonomi er en kongevej til udvikling. Derimod er bogens forfattere optaget af at gå ind i facetterne af, hvordan oplevelser, oplevelsesøkonomi og oplevelsessamfund spiller sammen med lokal og regional planlægning og udvikling. Vi vil gerne vide, hvordan sted og oplevelser hænger sammen, og undersøge, hvorvidt og hvordan sted og oplevelser kan skabe potentialer for vækst, og hvilke dilemmaer og problematikker et fokus på oplevelsesøkonomi kan rumme. Overordnet set mener vi, at forholdet mellem sted og oplevelser kan forstås på tre måder:
A. Stedet i oplevelsesproduktet
Mikrobryg fra Fur og sydesalt fra Læsø er blot to eksempler på egnsprodukter, som har klaret sig godt i de senere år. Fælles for dem er, at fortællingen om Fur og Læsø bruges til at skabe øget interesse for produkterne og differentiere dem fra andre produkter, der for så vidt har samme brugsværdi. Øllen bliver således unik, fordi den er fra mikrobryggeriet på en ø i Limfjorden. Saltet bliver tilsvarende helt specielt, fordi det er fra den naturskønne ø Læsø og desuden er produceret på historisk vis på et genetableret saltsyderi. Det sælges i små portioner i rustikke stofposer til høje priser landet over. Det er ikke nødvendigt at besøge stedet for at få del i fortællingen om den naturskønne ø – fortællingen indlejret i produktet bringer stedet til dig. Produktet kan købes og konsumeres overalt, samtidig med at den særlige oplevelsesdimension bevares og måske bidrager til kundens egen fortælling om sig selv og sin smag. Netop det er ét af kendetegnene ved succesfulde oplevelsesprodukter – at en sådan identitetsskabende kvalitet øger værdien af produktet (Lund et al. 2005: 26). Nationale, regionale eller lokale fortællinger hører til mange produkters kvalitetsmærke. Den type produkter, hvor stedets identitet tilføjes produktet, er parallel til Pine II & Gilmores syn på oplevelses økonomien, hvor oplevelse er et aspekt, der i princippet kan føjes til alle produkter (Pine II & Gilmore 1999). Stedsfortællinger kan tilsvarende føjes til alle produkter og skabe værdi.
B. Oplevelsesproduktet på stedet
For det andet er det et kendetegn ved det moderne samfund, at der er et voksende marked for oplevelser i form af forlystelser, underholdning, events, sport og kultur, dvs. oplevelser, som man oftest betaler entre for. Den type oplevelser er også blevet betegnet ‘fremmødebaserede oplevelser’, fordi kunden eller forbrugeren fysisk skal møde frem for at få oplevelsen (Bærenholdt & Sundbo 2007; Smidt-Jensen, Skytt, & Winther 2009). Produktionsvirksomheder eller detailforretninger kan også som et supplement til deres kerneaktiviteter tilbyde fremvisninger, shows eller særlige aktiviteter, som kræver kundens tilstedeværelse, hvilket kan knytte kunderne yderligere til produktet. Kunden bliver dermed gæst, og producenten arrangør af oplevelser (Pine II & Gilmore 1999:198). Denne sprogbrug kendes ikke mindst fra turisterhvervet, som i dag er blevet meget bevidst om nødvendigheden af at tilføje oplevelser til serviceydelserne, som i bund og grund består af overnatning, bespisning og personbefordring. Temahoteller, temarestauranter og temature er i dag således kendte begreber i turistbranchen.
Hvis vi fortsætter lidt i turismesporet kan vi iagttage, hvordan stadig flere lokaliteter indrettes til at modtage betalende gæster. I hver landsdel findes der i dag forlystelsesparker og temaparker. I eksemplet med temaparker byder hver park på et væld af oplevelsesmuligheder, og her er forbrugerens tilstedeværelse som gæst et ‘must’ på den måde, at oplevelsesservicen produceres samme sted, som den forbruges. Karruselturen, dukkeforestillingen eller skattejagten kan ikke forbruges uden denne samtidighed. Nogle forlystelsesparker tematiserer desuden bestemte produkter: BonBon-Land, Legoland og Disneyland er gode eksemplar herpå. Dermed tjener de samtidig som kæmpemæssige reklamesøjler for ikke stedsbundne produkter som slik, byggeklodser og tegnefilm. Nogle temaparker er så unikke, at selve lokaliteten giver den største oplevelse.
C. Stedet som oplevelsesproduktet
De fleste steder,