LAeringens DNA. Theresa Schilhab

bliver brugt på at fremkalde et nyt matematik-nederlag, der forstærker mønstret.

      Mønsterlæringen, der bygger på vores sanser, indgår derfor i al læring. Viden om den sansebaserede mønsterlæring kan hjælpe matematiklæreren til at bryde pigens selvforstærkende nederlagsfølelse. Automatreaktionen på de matematiske symboler er på et tidspunkt blevet koblet til bestemte aspekter, måske som følge af en tilfældighed. Derfor kan den også afkobles igen. Hvis pigen i stedet gentagne gange oplever, at X og Y er associeret med leg eller succes, så får de en ny betydning, der ikke indvirker negativt på matematiklæringen. Lærere bruger netop også aktivt vores medfødte følsomhed over for ting, der påvirker flere sanser på en gang. Det er meget nemmere at huske og forstå informationer, når vi samtidig bruger vores hænder, øjne og ører og dermed er kropsligt involveret i læringen. Følsomheden over for verden gennem vores sanser gør læring ved hjælp af oplevelser med konkrete ting meget let.

      I de helt tidlige læringsfaser giver den lette adgang til at lære gennem oplevelser med konkrete ting biologisk set god mening. Det er jo kun konkrete ting, dvs. ting, der findes i tid og rum, og som f.eks. kan spises eller afgive varme og tryghed, som har umiddelbar betydning. Sat på spidsen ville det være katastrofalt, hvis vi alene genkendte og knyttede os til verden ved hjælp af stjernerne, månen eller bjergtoppene i horisonten. Det er genkendelsen af den konkrete virkelighed, der er vigtigst.

      Som vi skal se, er den direkte erfaring, hvor vi ’føler’ verden i stedet for blot at høre om den, af samme grund en mægtig læremester. Hvis det, der skal læres, kan præsenteres for flere sanser samtidig, skærpes opmærksomheden om det helt automatisk.

      Amøber, tøffeldyr og bruskfisk

      Menneskearten er én ud af ca. 30 millioner forskellige nulevende arter på Jorden. Af dem udgør insekterne ca. tre fjerdedele. Vores art Homo sapiens er kun ca. 100.000 år gammel. Det betyder, at vi ikke har været på kloden i mere end en brøkdel af den tid, der har eksisteret liv, det vil sige ca. 4 milliarder år.

      Når vi lærer, trækker vi på mekanismer, der blev udviklet hos vores forfædre, og som vi samtidig har til fælles med så forskellige livsformer som amøber, tøffeldyr, bruskfisk, kænguruer, egern og bavianer. Vores ’arv’ bygger på allerede gennemprøvet og bevaret materiale, der helt håndgribeligt sætter nogle rammer for, hvad vi lærer. Sagt på en anden måde, vores forudsætninger for læring og måden, vi lærer på, følger af den plads, vi optager i dyreriget.

      F.eks. betyder det noget for læringen, at vi går på to ben, har fremadrettet syn og kan bøje i hoften. Det gør det lettere for os end f.eks. for fisk eller edderkopper at sidde på stolene i klasseværelset og rette blikket mod tavlen.

      Selvom vi tidligt gør brug af den mange-sansede læring, trækker både skriftsproget og vores skærmteknologier i høj grad på vores særlige synsevner. Hvad ville reklamerne, valgplakaterne eller forbudsskilte gøre, hvis vi så dårligt? Vi er en synskultur, som på samme tid bruger og raffinerer vores medfødte synssans. Synet er der i forvejen, men kulturen trækker store veksler på netop den sans – og er af og til i fare for at nedprioritere de andre.

      Evolutionære ændringer som f.eks. udviklingen af synet tager lang tid. Ændringerne skyldes, at verden er kompleks, og at den løsning på forenklingsopgaven, som vores forfædre blandt hvirveldyrene drev mod, indebar en øget følsomhed over for f.eks. bevægelse og lysintensitet. Vi har dermed også fået adgang til f.eks. farveoplevelser, der kun kan opnås gennem synssansen, og kan bruge farvenuancer som aspekter i verden. Det er læring på en meget stor tidsskala, og derfor forbinder vi ikke evolutionære forandringer med læring, men ser dem som statiske ’evner’ eller egenskaber hos en art.

      En organisme, der skal holde sig i live, må dog også gøre brug af et system, der kan reagere på mere flygtige påvirkninger, der gælder på en meget mindre tidsskala end det, det statiske system opererer med. Mens vores farvesyn giver os adgang til aspekter af verden, som kan opleves som farver, kan farvesynet ikke i sig selv hjælpe os med at undgå at blive kørt over. Det er kun, fordi vi både har farvesyn, syn for bevægelse, hørelse, koordinerede bevægelser, viden om trafik osv., at vi undgår den opbremsende bil.

      Læring opstår, fordi vi skal kunne håndtere ændringer i omgivelserne, der måske kun gælder individuelt. Det er derfor også læringen i korttidsskalaen, der gør, at mennesker har forskellige skikke. Vi deler alle de samme forudsætninger for at lære. Vi har alle farvesyn, hørelse, lugtoplevelser osv., som kan forstærke hinanden, men de menneskeskabte mønstre bag varierer. I Danmark klæder vi os i sort, når vi vil vise, at vi bærer sorg, mens f.eks. nepalesere eller den oprindelige befolkning i Australien bærer et hvidt sørgeslør. Sorgens farve varierer sammen med vores kultur. De individuelle forskelle viser sig også i vores måder at lære på. Nogle lærer matematik ved at bruge kugleramme fra tidlig alder, mens andre bruger lommeregner. I det multikulturelle klasseværelse med forskellige familiebaggrunde har vi alle de samme forudsætninger for læring, men de dele af verden, vi har mødt, og som er blevet forstærket, er forskellige.

      Læring af konkrete genstande gennem sanserne kan ses som et resultat af, at vi fødes ufærdige og umodne og må igennem en lang oplæring. Ligesom mange andre arter med yngelpleje kan vi ikke selv finde mad. Vi må lære det. Vi kan ikke selv holde varmen, men må lære at give lyd, så vores forældre kan drage omsorg for det osv.

      Med denne læringskapacitet har vi også fået en utrolig stor tilpasningsdygtighed. Den medfødte følsomhed for sammenhænge i omgivelserne kan drejes i rigtig mange retninger. Der er næsten ingen grænser for, hvor og hvordan mennesker kan vokse op med succes. Det, vi som regel anser for kulturforskelle, dækker over det enorme læringsregister, som mennesker råder over. Vores dybe afhængighed af at lære ved sansebaseret mønsterlæring gør os på samme tid biologisk ens og kulturelt meget forskellige.