LAering i praksis. Ole Lauridsen

spiller, griner, beder, gør – åh ja, nu kan jeg huske det: Du vil garanteret spørge om hvad de ender på”. Ulla nikker og ser opfordrende på ham. ”De ender på -r, for -r betyder nutid; det var det du sagde dengang”. ”Fint”, siger Ulla, ”Hvad hedder diskutere så som udsagnsled i nutid med han som grundled?” ”Han diskutere”, mumler Joakim usikkert. ”Nej, tænk på hvad du lige sagde endelsen -r betyder”. Joakim tænker så det knager: ”Ja, så må det jo hedde han diskuterer; men man kan jo ikke høre det der -r”, siger han lidt irriteret og spørger med et grin, ”Hvorfor skal det så være der?” ”Ja, du har faktisk allerede svaret på det spørgsmål selv, Joakim. Men tænk over det til i morgen, og kom så op giv mig forklaringen”, siger Ulla og rejser sig for at snakke med nogle andre elever. ”Men husk at hvis du nu pludselig ikke forstår det alligevel, så er det ok. Det kommer, for du forstår det vigtigste. Nu skal det bare falde helt på plads, og du skal i gang med at bruge det. Du skal hele tiden tænke på at det går op og ned når man skal lære. Vi skal alle sammen somme tider helt tilbage til start igen. Prøv – også til i morgen – at komme på nogle andre situationer hvor det samme er sket for dig, og hvordan det gik bagefter, altså hvad du gjorde for at komme videre. Så vender vi også lige det”.

      Hun går videre til en gruppe der er ved at give hinanden feedback på deres stil. På vej derhen kaster hun lige et blik på dem der sidder og arbejder med en video, og giver Sofia der var så ked af det i morges, et smil og et lille klem på armen. Hun får også sagt til Marius og Karl at de skal se at blive færdige med deres multiple-choice-stavetest og komme i gang med ordklassespillet. Hun følger gruppens arbejde og minder eleverne om at de skal huske reglerne: De må ikke tale mens de får feedback, først bagefter; og de skal huske at feedback er en hjælp, ikke et angreb. Samtidig roser hun dem for at de er nået så langt og har holdt sig til den rettenøgle de har fået udleveret. Hun foreslår dem at tage en lille pause og så sætte sig hen i sofagruppen når de skal videre med deres arbejde i de nye grupper.

      Så samler hun resten af klassen. ”I arbejder jo med at analysere tekster for tiden, og nu skal vi i gang med besjæling og hvordan det adskiller sig fra metaforer og sammenligninger. Besjæling har vi jo set på for en måned siden da vi læste Grantræet af H.C. Andersen – og der var I virkelig gode. Brug lige et par minutter til at tænke over hvad vi sagde dengang”, beder Ulla. Eleverne tænker, og Ulla spørger lidt til hvad der faldt dem ind før hun går videre.

      Timen og tiden går. Alle arbejder med forskellige opgaver og med forskellige materialer – alene, i par, i grupper, sammen med Ulla, uden Ulla, men hun er hele vejen igennem den drivende kraft der holder sammen på alting og hjælper eleverne mens de arbejder. Det er også Ulla der sørger for at eleverne skifter til nye opgaver og arbejdsformer efterhånden som de bliver færdige med deres arbejde. Så ringer klokken, og timen er forbi.

      Hvad vi ser her, så vi bestemt ikke hos frøken Johansen, hr. Pedersen eller fru Larsen; vi ser det til gengæld hos mange lærere i dag – ikke nødvendigvis i hver eneste time gennem et helt skoleår, ikke nødvendigvis gennem hele enkelttimer og ikke nødvendigvis i samme omfang. Men uanset hvad: Det er godt og glædeligt, for ingredienserne i Ullas undervisning er helt i overensstemmelse med den måde vores hjerne lærer på. Hun har en god fornemmelse for kompleksiteten i hvordan vi lærer, hun kan tune sig ind på den enkelte elev og arbejde ud fra hans eller hendes evner og behov. Hun ved at læreprocessen er alt andet end lineær, og at læringskurven ikke er stadigt stigende. Hun har alt i alt en konstruktivistisk tilgang til undervisningen, og vel at mærke en tilgang der stemmer overens med resultater fra helt ny forskning. Det er en god rettesnor for al undervisning.