udelukkende forklaringer, der begge er nødvendige for en fuldstændig forståelse. Man kan altså ikke nøjes med den ene forklaring, for selv om den udelukker den anden, giver den alene ikke en udtømmende beskrivelse. Men på trods af at de synes at være hinandens modsætninger, “udtømmer [de, sammensat til et enkelt billede,] al tænkelig viden om objektet”2.
I internationale fysikerkredse er Bohr nu mindst lige så berømt for sit første store arbejde i 1913 om atomerne og elektronbanerne heri – i dag kendt verden over som Bohr-modellen. Omkring 1925 fandt man, med den såkaldt kvantemekaniske beskrivelse, ud af, at Bohr-modellen er en approksimativ beskrivelse af atomerne. Men også at den – på trods af at være matematisk (ikke begrebsmæssigt) set temmelig simpel – i stor udstrækning er anvendelig for f.eks. størrelsesbetragtninger. Bohr-modellen er altså stadig meget benyttet, selv om den har sine klare begrænsninger.
I en af Bohrs mere filosofiske artikler fra 1958, “Kvantefysik og filosofi” hedder det bl.a.: “Uanset forfinelser af terminologien, […] hviler enhver redegørelse for fysiske erfaringer naturligvis til syvende og sidst på det fælles sprog, som det er tilpasset orienteringen i vore omgivelser og efterforskningen af sammenhænge mellem årsag og virkning ”2. Heraf kan man se, at vi er nødt til at kommunikere via sproget, som er udviklet, ved at vi har benyttet vores sanser og fornuft igennem undersøgelser af naturen, og ved at danne os forestillinger om, hvordan tingene påvirker hinanden. Sproget er således på samme tid et resultat af udforskningen og et værktøj i udforskningen. Så det er vel ikke underligt, at vi med sproget ikke kan komme ind til tingenes inderste væsen?
Sproget er på sin vis sin egen barriere – vi kan kun beskrive tingene-som-de-er-for-os og kan dermed ikke udvikle et sprog, der viser, hvad tingene-er-i-sig-selv. Lidt i samme tråd er et eksperiment med Bohrs ord “en fremgangsmåde, hvor vi er i stand til at meddele andre, hvad vi har gjort, og hvad vi har lært”2. Altså en sproglig (tale- eller skriftsprog) meddelelse om, hvordan vi har benyttet sanserne, og hvad fornuften deraf har udledt. Tilsvarende er resultatet af denne fremgangsmåde et ‘fænomen’, dvs. “oplysninger, der kan meddeles på utvetydig måde”2. Igen er sproget i centrum. Det er ikke meget bevendt at lære noget af udførte eksperimenter, hvis man ikke kan formulere (for sig selv eller andre), hvad man har lært. Et eksperiment er ikke ordentligt afsluttet, før man har stillet sig selv spørgsmålet “hvad har vi lært?” – og har besvaret det.
Et problem med at beskrive tid er derfor, at disse eksperimenter og sansninger foregår i tid, ikke om tid. Man kan sige stort set det samme om Bohrs udtalelse ovenfor, “efterforskningen af sammenhænge mellem årsag og virkning”, nemlig at denne efterforskning foregår i tid og ikke om tid. Vi har derfor i bedste fald en rent sproglig begrænsning af, hvad vi kan sige om tid. Det skal dog ikke afholde os fra at diskutere emnet, og som det forhåbentlig bliver klart, er der ikke desto mindre meget, man kan sige om tid.
Albert Einstein
Albert Einstein (1879-1955) var på mange måder en speciel mand. Eftersom han spiller en stor rolle i denne bog, vil jeg præsentere ham mere uddybende end mange af de andre personer, vi stifter bekendtskab med.
Jeg tillader mig dog – da der ikke her er tale om en biografi om Einstein – stort set at se bort fra begivenheder, der fandt sted efter omkring 1920. Det er ikke, fordi Einstein ophørte med at være videnskabeligt aktiv på det tidspunkt, men fordi disse begivenheder er langt mindre relevante for bogens tema.
Einstein blev født fredag d. 14. marts 1879 i Ulm i den tyske delstat Württemberg. Kort tid efter flyttede han med sine forældre, Hermann og Pauline, til München, hvor hans søster Maja blev født. Albert var en dygtig dreng i folkeskolen, og han fortsatte i 1888 sin skolegang på Luitpold-gymnasiet, hvor han også klarede sig pænt, men dog klart bedst inden for de naturfaglige emner. I oktober 1895 forsøgte han at tage adgangseksamen til Polytechnikum i Zürich, på trods af at han var to år yngre end minimumsalderen. Han dumpede på grund af sine præstationer i fag som litteratur og historie.
Han var gennem hele livet lidt af en enspænder. En af Einsteins fremmeste biografer, Abraham Pais (1918-2000), skriver således: “Hvis jeg skulle karakterisere Einstein med et enkelt ord, ville jeg vælge afsondrethed. Det var altid et af hans dybeste følelsesmæssige behov”6.
En anden af hans mange biografer, Denis Brian, understøtter Pais’ observation om afsondrethed, bl.a. gennem flg. citat af Einstein: “Jeg er enig med Schopenhauer i, at det stærkeste motiv for mennesket til kunst og videnskab er ønsket om at undslippe råheden og monotonien i hverdagslivet for derved at søge ly i en verden fyldt med billeder af hans egen skabelse”7. Brian omtaler desuden Einsteins tilbøjelighed til at virke åndsfraværende, formentlig pga. koncentration om andre emner.
Allerede som helt lille var Einstein fascineret af fysiske fænomener. Denis Brian omtaler f.eks. en episode, da Einstein var fem år og sengeliggende pga. sygdom. Hans far havde givet ham et kompas, og han tilbragte lang tid med at undersøge, hvilken usynlig kraft der fik kompasnålen til at dreje. Senere, i en alder af 10 år, morede han sig sammen med sin onkel med at løse udfordrende matematikproblemer ved at benytte ligninger. Og allerede som trettenårig havde Einstein læst Kants Kritik af den rene fornuft – i hvert fald ikke i vore dage noget helt almindeligt.
I gymnasiet introducerede hans lærer i litteratur ham til Schiller, Shakespeare og Goethe, som forblev blandt hans favoritter. Han lærte også i en meget ung alder at spille violin – et instrument, han angiveligt kun i nogen grad mestrede, men som under alle omstændigheder var værdifuldt for ham, kaldet hans ‘darling’ af hans søster. Med andre ord: Han var langtfra uinteresseret i litteratur, kunst og musik, hvilket vel ikke kan undre, i betragtning af hvor kreativ han var.
Einstein klarede sig overordentlig godt i matematik og fik sågar sin gymnasielærer til at skrive under på, at han var så kyndig i matematik, at der kun var lidt tilbage for ham at lære. På samme tidspunkt gjorde han oprør mod sin far, der var i den elektrokemiske branche, ved at proklamere, at han stilede mod, hvad der for hans far angiveligt har virket som et brødløst fag: at undervise i filosofi, specielt i Kants filosofi. Under disse mange tanker var der dog hele tiden en oplagt humoristisk sans, og Einstein var kendt for at le over selv de mest tamme vittigheder.
Efter optagelsesprøven til Polytechnikum var professoren i fysik, Heinrich Weber, så imponeret over Einsteins evner inden for matematik og naturvidenskab, at han bad ham gennemse sine forelæsninger. Denne begejstring fra Webers side kølnede dog efterhånden, idet Weber fandt Einsteins attitude upassende for en student: “De er en smart fyr, Einstein, men De har én fejl. De vil ikke lade nogen som helst fortælle Dem noget”7. Det var da også tydeligt, at Einstein mildt sagt benyttede sig af utraditionelle metoder. Hans instruktor i fysik sagde bl.a. til ham: “De er entusiastisk, men håbløs til fysik. For Deres eget bedste bør De skifte til noget andet, medicin måske, litteratur eller jura”7. Og matematikprofessoren på Polytechnikum, Hermann Minkowski, der senere fik stor betydning for relativitetsteorien, kaldte Einstein for en doven hund. Som det i dag er de fleste bekendt, var hverken den ene eller den anden bedømmelse særlig nøjagtig.
Einsteins livslange ven, Michele Besso, anbefalede ham på et tidligt tidspunkt at læse den tyske fysiker og filosof Ernst Machs (1838-1916) bog om mekanik, og Besso mente, at det var læsningen af Mach, der førte Einstein til at være “dybt skeptisk over for begreber som absolut rum og absolut tid”7.
Efter at have taget sin eksamen ved Polytechnikum i 1901 søgte Einstein flere job uden held, bl.a. hos de senere Nobelpristagere Friedrich Wilhelm Ostwald (1853-1932) og Heike Kammerlingh Onnes (1853-1926). Først i 1902 fik han job på et patentkontor i Bern som teknisk assistent. Samme år fik han sammen med Mileva Maric en datter, Lieserl, der formentlig blev bortadopteret og først blev offentligt kendt i 1987. Det var også i 1902, at Einstein stiftede bekendtskab med den franske matematiker Henri Poincarés (1854-1912) tanker om samtidighed og absolut tid:8
Der er ingen absolut tid. Når vi siger, at to varigheder er ens, har udtalelsen ingen mening og kan kun opnå en mening ved konvention. … Ikke alene har vi ingen direkte intuition om ligheden af to varigheder, men vi har