Projektmennesket. Anders Fogh Jensen

og rytmik.

      Sprængningen af formen var et opbrud, der fandt sted inden for en lang række discipliner på samme tid. De måder, som formen sprænges på, opleves forskelligt inden for de forskellige aktiviteter – singleliv, sygehusvæsen, socialforvaltning, skateboarding m.v. – også selv om de foregår nogenlunde ensartet. Det er denne ensartethed i omdannelserne, der gør, at vi kan tale om en samlet overgang til projektsamfundet.

      Med dansen som model kan vi foreløbigt sige fire ting om projektsamfundet: For det første er projektsamfundet født af et opgør mod en orden – et opgør, der var længe undervejs. Den moderne energidans – som jeg vægrer mig ved at kalde at danse moderne, thi moderne er snarere det, jeg her vil kalde traditionelle og disciplinære danse – energidansen er altså resultatet af en sprængning af de traditionelle danses programmer.

      Det er for det andet ikke et dansemæssigt kaos uden nogen logik, men aktiviteter, der er organiserede efter ovenstående principper. Disse principper er sjældent tvingende, de er normale. Det er ikke, fordi nogen har bestemt, at det skal være sådan, og har nedfældet nogle regler. Det er fra deres regelmæssighed som normale, at man kan udsondre deres systematik. Denne systematiks praksis kalder jeg projektsamfundet.

      Det er for det tredje en systematik, der går på tværs af en hel masse områder, som vi skal se, og det har at gøre med, at forholdet til rum, tid, handling og relationsdannelse – altså helt basale elementer i oplevelsen – har været under omdannelse; denne omdannelse har muligvis været svær at forudsige for bare 40 år siden, men jeg mener nu at kunne se, at den lader sig forstå som et projektsamfund.

      Endelig, for det fjerde, vokser projektsamfundet frem ud af det gamle samfund og de gamle oplevelser af rum, tid, handling og relation. Projektsamfundet foregår hele tiden i en diskussion med, imitation af eller overskridelse af en formation af ældre herkomst, og det lader sig derfor ikke forstå uden dette. Det gamle samfund – programmernes, kodernes, det firkantede rum og skemaets tid – kalder jeg med ét ord disciplinsamfundet. For at forstå hvad særligt der er ved projektet, må man kende det grundlag, det foregår på – den dagligdags gentagelse, systemets, reglernes og retfærdighedens opretholdelse og programmets afspilning. Derfor vil jeg et øjeblik vende mig mod, hvad det er, projektsamfundet baserer sig på, overskrider, nedbryder og går i forbindelse med.