Sproghistorie og sprogtypologi. Группа авторов

ved Københavns Universitet omkring 1950, er det gået jævnt tilbage frem mod år 2000 hvor sproghistorie reelt var afskaffet på de fleste sproguddannelser, ligesom forskning inden for området i dag er yderst sjælden. På den baggrund er det paradoksalt at disciplinen nu er blevet genoplivet i gymnasiesammenhæng, og det giver nogle faglige udfordringer for de fleste sproglærere, ikke mindst når den forventes behandlet på tværs af alle sprog og sprogfamilier.

      Sproghistorie er en undervisningsudfordring i gymnasieskolen. Det skyldes dels at disciplinens indholdsdimension er så uendeligt omfattende: det kan principielt handle om fænomener fra alverdens sprog, dels at der er så mange mulige beskrivelsesniveauer når det gælder sprog. Når der herudover åbnes for sammenligninger på langs og på tværs af sprog og sproggrupper, så er der lagt op til en både spændende og krævende underviseropgave. Næsten ingen undervisere kan da heller forventes at have det sproghistoriske overblik som en alment nysgerrig elev kan manifestere når man begynder at tale om hvor sprogene kommer fra, hvordan de hænger sammen, hvordan de udvikler sig og hvorfor. Hvis man sætter gang i fri association og nysgerrig refleksion fra elevernes side, er det nærmest en umulig opgave at besvare de mange spørgsmål om hvor ord, vendinger eller fremmedord stammer fra. Herved risikerer den interesse der i første omgang måtte være skabt, at gå fløjten.

      Det kan derfor være en god idé at tage udgangspunkt i konkrete opgaver, tekster, lister, hjemmesider og andet materiale eller søgemuligheder. Hvis der ønskes en proces med invitation til fri association og spørgsmål, må eleverne guides til at arbejde med at finde svar selv, med læreren som konsulent. Sproghistorie kan for mange lærere være en god lejlighed til at fravælge ekspertrollen, uden at slippe det faglige greb.

      Sproghistorie og viden om ords og udtryks oprindelse og sociale kontekst er væsentlige tilgange til sproglig og kulturel dannelse, både fordi det styrker sprogbevidstheden, forståelsen af sprogenes indbyrdes relationer og slægtskaber og deres nære sammenhæng med historisk og kulturel viden og udvikling.

      Sproghistorie kan være en stærk motivationsfaktor for gymnasieelever og for sprogstuderende, og disciplinen må ikke udelades blot fordi den enkelte underviser måske føler sig usikker på området, men den må heller ikke undervurderes og lægges for generelt ud til elevernes mulige nysgerrighed, fordi den i for generelle doseringer og uden reel sproglig forankring alt for hurtigt bliver et alt for overfladisk bekendtskab.

      Hvorfor sproghistorie?

      Sproghistorie er ikke blot afsløring af sprogets funktioner i sociale eller dialektale sammenhænge eller nørdede lydudviklinger. Sproghistorie er noget så moderne som anvendelsesorienteret. Viden om etymologi og orddannelse er et nyttigt redskab i elevernes daglige arbejde med sprog og tekster og med forståelse af de mange nye begreber der dukker op i faglige og uddannelsesmæssige sammenhænge. Denne viden øger elevernes umiddelbare forståelse af fremmedord og lyst til at tilegne sig flere. Et næppe helt uventet udbytte af undervisningen i sproghistorie er at flere faglærere rapporterer at eleverne er i stand til at gennemskue og huske flere fremmedord samt at deres nysgerrighed og lyst til at knække koderne og tilegne sig de nye ord er vakt. De er bedre i stand til at gennemskue retoriske fælder og brug af fremmedord til pseudo-akademisk forførelse, hvad enten det finder sted i politikersprog eller i misforstået intellektualisme. Indsigt i sprogets historie kan føre til kritisk stillingtagen til moderne diskurser på tværs af fag og professioner: sproghistorie er en anvendelseorienteret disciplin med tværfagligt potentiale. Måske skulle universiteterne igen sætte fokus på området?

      Litteratur

      Andersen, Hanne Leth (2006): Sprog i bevægelse – almen sprogforståelse på tværs. Århus: Systime.

      Winsløw, Carl (2006): Didaktiske elementer: En indføring i matematikkens og naturfagenes didaktik. Frederiksberg: Biofolia.