kan opleve, hvordan det lyder, når man i dag fortæller om disse oplevelser. Ja, at læseren måske endda kan fornemme et nærvær og en talendes stemme bag de skrevne ord.
Flere af vidnerne har under deres beretning benyttet sig af bøger, tekster og billeder, som de i forvejen havde frembragt, og af minderige fotos, avisudklip, geografiske kort og deslige. Disse effekter må man som læser af denne bog nøjes med at forestille sig, men man må forstå, at de visse steder har indgået som en del af fortællingen, noget som sammen med denne knytter forbindelse til det fortalte, og til tider har fungeret som hjælp til både den frivillige og mere ufrivillige hukommelse.
Med til den særlige kommunikationssituation hører også, at emnet og begivenhederne dengang er alt andet end lette at fortælle om. Flere vidner beskriver, hvordan de i en vis forstand må vende tilbage til det, der dengang skete, mens de fortæller det. Derfor ved vi også, at vi har bedt mange om meget; flere har fortalt, at de ikke kan regne med megen søvn de første uger efter fortællingen.
Af samme grund er vidnesbyrd ofte præget af pauser, af udeladelser og af stemmebrist, og denne bogs fortællinger er ingen undtagelse. Sådanne afbrydelser eller lakuner i talen kan man vælge at markere – fx med skarpe parenteser – og dermed synliggøre dem for læseren på en måde, som ordene i sig selv netop ikke gør. Selv om vi ser mange fordele ved en sådan fremgangsmåde, har vi undladt at gøre brug af den. Dog er afbrudte sætninger og lignende gengivet, som de blev sagt.
Redaktionsprocessen har været ens for bogens fortællinger med undtagelse af en, nemlig Iboja Wandall-Holms. Vi ville meget gerne have Wandall-Holms fortælling repræsenteret i bogen, ligesom hun gerne ville fortælle den i denne sammenhæng. Hendes fortælling, som den fremstår i bogen, er ikke vores nedskrivning af hendes mundtlige fortælling, men hendes sammendrag af optegnelser fra to meget lange samtaler. Derfor har flere passager i hendes fortælling et mere skriftligt præg.
Der er udgivet mange bøger om Holocaust og om koncentrationslejre og deportationer både i Danmark og internationalt. Fælles for hovedparten af de danske bøger om emnet er, at de enten handler om en enkelt lejr, en enkelt gruppe (jøder eller kommunister fx) eller en enkelt person. I tillæg til, at bogen er styret af interessen for, hvordan det lyder i dag, når man selv fortæller og aflægger vidnesbyrd om disse oplevelser, så har vi tilstræbt at lade bogen danne et samlet billede af deportationer og lejrerfaringer, genfortalt på dansk.
I bogen Farvel til Århundredet fremhæver Wandall-Holm, at ”det kæmpestore antal myrdede er så formløst og anonymt, at det udsletter billedet af det enkelte menneske, og gør forestillingen om det skete til en abstraktion” (s. 152). Der ligger en vis grusom sandhed i, at de enorme tal for dræbte jøder, kommunister, sigøjnere og andre forfulgte grupper til tider i al deres uhyrlighed synes at stå i vejen for en forståelse af de mange enkelte tragedier. Tal og kendsgerninger er vigtige, men kan, hvis de står alene, medvirke til at gruppere og anonymisere. Tal kan skjule noget, som individuelle fortællinger kan fremstille. Det enkelte individs håndgribelige beretning, som altid er anderledes end enhver andens, forbliver et af de vigtigste våben mod tallenes abstraktioner.
Vidnerne i denne bog kommer af forskellige årsager og fra forskellige baggrunde til forskellige lejre. Bogens samlede fortælling består af disse enestående fortællinger tilsammen.
Stefan Iversen, Stefan Kjerkegaard og Henrik Skov Nielsen
De 7 fortællinger
Arlette Andersen
Født den 18. juni 1924. Arresteret den 25. november 1943. Deporteret til Auschwitz omkring den 10. januar 1944. Befriet omkring den 3. maj 1945. Bor i dag i Fredericia.
Fortalt den 31. august 2007
I dag er det mit foredrag eller fortælling nummer 104. Jeg blev opfordret til at fortælle om mine erfaringer i september 1989, og min første reaktion var at sige nej. Jeg havde ikke lyst til at grave de minder frem, som jeg har. Jeg prøver at glemme, men så tænkte jeg bagefter, at det måske var lidt egoistisk, for der er nogle, som påstår, at Auschwitz ikke har eksisteret. Der er en fransk højrepolitiker, Le Pen, som siger, at det bare er en detalje. Jeg tænkte på, at det måske var sådan, fordi der ikke er nogen overlevende, som kan fortælle, hvad de har oplevet? Derfor begyndte jeg d. 14. marts 1990 på sognegården i Trinitatiskirken i Fredericia. Efterhånden er det blevet til 104 forskellige steder, de fleste gange på skoler, på gymnasier, seks gange har jeg været i Schweiz og et par gange i Frankrig.
Jeg tilhører en gammel fransk-jødisk familie, som har eksisteret i Frankrig så længe, man kan finde arkiver efter den franske revolution. En af mine forfædre var borgmester i Frankrig, i en lille landsby, hvor man ser de første borgmestre efter 1790. Min far var soldat i første verdenskrig, så vi var fuldstændigt normale franskmænd, og vi blev ikke betragtet som andet indtil juni 1940, da tyskerne besatte Frankrig. Vi vidste, hvordan det havde været i Tyskland, og tænkte, at der ikke kunne ske noget. I begyndelsen skete der ikke noget, jeg fortsatte i skolen. Min far var repræsentant og arbejdede videre, vi boede i Paris. Det første tegn på, at der kunne være problemer, var i slutningen af 1940. I gymnasiet var vores fransklærer, vores litteratur- og modersmålslærer, jøde, og hun skulle holde op, for jøderne måtte ikke være lærere, de måtte heller ikke være tjenestemænd i det hele taget. Livet gik videre, men man mente i alle tilfælde, at veteraner fra første verdenskrig var fredede. I december 1941 var der en razzia mod netop gamle franske familier og veteraner fra verdenskrigen. Min far blev heldigvis ikke arresteret, men vi begyndte at tænke på, at Paris måske ikke var det bedste sted at være. Frankrig var på det tidspunkt delt i to dele, den nordlige del var besat, og den sydlige del var det, man kaldte frizone. Den var ikke rigtig fri, det var Vichy-regeringen, som var tyskvenlig, men der var i hvert fald ikke tyske soldater. Midt imellem var der en grænse, man kaldte det demarkationslinjen, og for at komme over den skulle man have et Ausweis. Ellers skulle man prøve at komme over illegalt. Min far tog sydpå, og jeg blev i Paris med min mor, fordi jeg skulle tage studentereksamen. Dengang tænkte vi ikke på, at livet måske var vigtigere, end at jeg skulle have den eksamen. Men fra juni 1942 skulle vi bære stjerne, hvis vi gik ud. ”Jøde” stod der på den. Det var med den stjerne, at jeg gik op til eksamen. Men ellers skete der ikke noget for os, og efter eksamen var det meningen, at vi skulle møde min far. Et Ausweis kunne vi selvfølgelig ikke få. Vi kunne ikke bede tyskerne om at få lov til at rejse. Jeg ved ikke, hvordan min mor fik fat i et. Men en skønne dag skulle vi forlade Paris for at tage sydpå. Der var heldigvis ingen vagt på banegården, da vi tog med toget. Vi nærmede os grænsen ved Loirefloden og kom til en lille by, som hed Saint Pierre le Moûtier, hvor folk skulle tage imod os. Først skulle vi vente hos en gammel dame, til alt var parat, fordi de mennesker, som boede ved grænsen, havde cykler til at køre over grænsen med. Grænsen, det var floden, og der var en bro over floden, men den kunne vi ikke komme over, fordi der på den ene side var tyske soldater og på den anden franske gendarmer. For fem-seks år siden fik jeg lejlighed til at gå over den bro og kunne føle mig rigtigt fri. Jeg kunne se det sted og spadsere på broen, men dengang var det udelukket, så vi skulle ned i vandet for at komme over på den anden side. De mennesker, som hjalp os og tog vores bagage, det var kun en kuffert, de skulle ligne turister, og fra Paris bar jeg en skotøjsæske med vores sølvtøj, og det skulle de tage over på den anden side. Vi, min mor og jeg, skulle i badedragt gå ned i vandet for at komme over grænsen. Det var ikke særlig dybt og kun lidt koldt. Det var i juli måned, så jeg syntes ikke, det var slemt, men meget spændende. Jeg tror ikke, at min mor syntes, det var så spændende, men da vi kom op på den anden side, var der nogle unge mennesker, som tog imod os, og jeg skulle med det samme i vandet og se ud til at lege, hvis nogle tyske vagter skulle have set os. De vidste godt, hvornår vagterne kom frem og tilbage. Det gik uden problemer, og vi mødte min far, som havde fået arbejde som repræsentant for nogle brandslukkere. Spørgsmålet var, hvor vi skulle bo. Vi havde ingen bagage, vi havde ingen møbler, og det skulle være i en universitetsby, for jeg skulle læse videre. Det blev Clermont-Ferrand,