det stadig i nogle institutioner er et kompensationsorienteret grundsyn, der slår igennem pædagogisk, og det til trods for at HPA-interventionen søger udviklingen vendt, fra det fremherskende kompensationsparadigme imod et innovationsorienteret paradigme. Dette fund giver anledning til yderligere at undersøge institutioners forudsætninger og arbejde med organisatorisk læring, som HPA-programmet lægger op til med henblik på at undersøge forandringsprocesser indefra.
RAMMEBETINGELSER – SOM BARRIERER FOR IMPLEMENTERING?
De deltagende institutioner tror overordnet selv på, at de gør en positiv forskel for udsatte børn med HPA-interventionen som et nyt redskab. Men der viser sig forskelle, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt man tror på, at indsatsen får langtidseffekt. Nogle institutioner tror ikke, at effekten varer ved ud over daginstitutionsperioden, mens andre mener, at den indsats, der er gennemført, vil få langtidseffekter.
Institutioner, der oplever vanskeligheder i arbejdet med indsatsen, forklarer eventuelle mangelfulde resultater ved forskellige ydre forhold og rammebetingelser, der griber hindrende ind. Der tales om, at der nu lægges flere og flere opgaver ind over daginstitutionerne fra systemet, forvaltningen, lovgivningen og nu også fra HPA. HPA får ikke den betydning for institutionerne, som var tilsigtet. Denne gruppe institutioner er i analysen identificeret som ”de opgivende” (modstanderne).
En anden gruppe institutioner mister ikke gejsten trods de samme vanskelige ydre vilkår. Tværtimod fremhæves det, at de med HPA-interventionen har fået et løft i deres faglighed og et bidrag til at sætte institutionel udvikling i gang. Denne gruppe institutioner søger så vidt muligt at efterleve HPA-interventionens hensigter, også for dem er ressourcer et problem, lige som for andre institutioner, men det søges løst ved omprioriteringer i dagligdagen. I institutioner fra denne gruppe lægges der stor vægt på at gøre det muligt at følge HPA-programmet. Denne gruppe institutioner er i analysen identificeret som ”de søgende” (efterleverne).
En tredje gruppe institutioner er i udgangspunktet innovationsorienterede i deres tilgang til arbejdet med udsatte børn. I denne gruppe institutioner har deltagelse i HPA-interventionen bidraget til, at de ansatte oplever, at deres viden om pædagogiske metoder rettet mod læring og inkluderende pædagogik er blevet kvalificeret yderligere. Institutionernes samlede personlige og faglige ressourcer kvalificerer lederen sammen med institutionens medarbejdere til dels at forholde sig kritisk til nye tiltag, der kommer udefra, fx fra kommunen, og dels at stille større krav til systemet om tildeling af ressourcer, som modsvarer opgaven. Denne tredje gruppe institutioner udvikler sig med HPA-intervention som integreret helhed i hverdagens pædagogiske strategier. HPA giver mening, projektets indhold og metoder lægger sig i forlængelse af udviklingsforløb, som allerede er i gang. Denne gruppe institutioner er identificeret som de ”udforskende” (udviklerne).
SAMMENHÆNGE MELLEM IMPLEMENTERINGSPROCES OG RESULTAT
Implementeringsprocessers succes hænger ifølge implementeringsforskningen sammen med implementeringsadfærd, organisatoriske og interorganisatoriske forhold, men også med målgruppeadfærd og de ydre socioøkonomiske vilkår. I analysen af implementeringsprocesser i daginstitutioner har vi set, at det, der har betydning for effekter, er den måde, de pædagogiske processer udfoldes på. Dette hænger igen sammen med en række faktorer, som angiver institutionernes forudsætninger for at indgå i HPA-interventionen, og de faktorer, der an giver institutionernes engagement i projektet. Det drejer sig om følgende faktorer: 1) institutionens arbejde med viden og læring, 2) institutionens pædagogiske grundsyn i udgangspunktet og gennem interventionsperioden, 3) institutionens åbenhed over for refleksion og kritisk granskning af egen praksis – det vil sige dens rettethed, evne og vilje til forandring, samt 4) institutionens parathed til at udvikle strategier for implementering.
Analysen viser videre, at der er en sammenhæng mellem implementering og effekt. Trods det at der med HPA er udviklet en målrettet og systematisk pædagogisk intervention, som retter sig mod forbedring af indsatsen for udsatte børn i daginstitutioner, er der stadig mange vanskeligheder, der skal indtænkes og overvindes. Resultaterne peger bl.a. på, at børnesammensætningen kan have afgørende betydning, men også at rammebetingelser, herunder en række socioøkonomiske ressourcer, er vilkår, som er af betydning for alle interventionsinstitutioner. Disse betingelser og vilkår opfattes imidlertid meget forskelligt, og de tre identificerede typer institutioner angiver forskellige opfattelser af, hvad ydre vilkår er, og hvordan de påvirker implementering af interventionen. De ydre vilkår kan opfattes som barrierer, der forhindrer institutionen i at løfte opgaven med HPA-interventionen som tilsigtet, men vilkårene kan også være påvirkningskilder og omstændigheder, der kan håndteres gennem omprioriteringer eller ved at stille krav til systemet på dagtilbudsområdet.
KONKLUSION
Forskningsprojektet om effekter af HPA-interventionen i daginstitutioner giver anledning til at understrege, at HPA-interventionen overordnet set har positiv effekt på børns kompetenceudvikling, socialt og læringsmæssigt set. Når det er sagt, må det understreges, at resultaterne viser, at HPA-interventionen påvirkes af en række faktorer, bl.a. kommunale forhold, institutionernes ressourcer, faglige kapaciteter, normeringer, uddannelse/efteruddannelse og konkrete handlemuligheder i det daglige og ikke mindst ledelsesformer og ledelse af organisatoriske læreprocesser. Sådanne faktorer er at betragte som eventuelle barrierer for den vellykkede HPA-intervention. Undersøgelsen peger på tre områder, som skal undersøges nærmere i videregående analyser, idet de antages at have mulig forklaringsværdi i relation til vores fund om effekt/manglende effekt. Det drejer sig her om:
Dertil kommer medarbejdersammensætning, medarbejdernes grad af stabilitet og udskiftning samt interessesammenfald og/eller konflikter med forvaltning og ydre krav samt de reelle socioøkonomiske omgivelser og vilkår. Projektets kombination af kvantitative og kvalitative data har gjort det muligt at kombinere effektanalysen med en analyse af implementeringsresultater og disses betydning for effekt. Men det er endvidere gjort muligt at udvikle nye hypoteser om betydningsfaktorer og bringe disse i spil i senere kvantitative regressionsanalyser med henblik på at identificere indikatorer på ‘best practice’. Denne forskning forventes at kunne bidrage til at gøre det muligt at basere det daglige arbejde i daginstitutioner på den aktuelt bedste viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker – og som ærindet i bogen drejer sig om – hvad der virker i indsatsen for udsatte børn i almene dagtilbud.
INTRODUKTION OM SOCIAL ARV
Mennesker er ikke ens, nogle er smukkere end andre, nogle er klogere end andre, og nogle har pænere tænder end andre. Det har måske ikke altid nogen direkte værdi for den enkelte, men det kan i hvert fald betyde noget for, hvilke muligheder man har i samspil med andre mennesker. Der er forskningsresultater, der viser, at klogere mennesker får mere uddannelse, Shavit & Blossfeld (1993), og tjener flere penge end andre, se fx Angrist & Krueger (2001), Heckman (2008). Der er også forskningsresultater, der viser, at smukke mennesker tjener flere penge end andre, se fx Hamermesh & Biddle (1994), og at dem med de pæneste tænder tjener flere penge end dem med grimme tænder, Glied & Neidell (2008). Der er også forskning, der tyder på, at mere velplejede mennesker klarer sig bedre end knap så velholdte eksemplarer.
Det betyder med andre ord noget, hvem vi er, og hvilke ressourcer vi er i besiddelse af i relation til, hvordan vores tilværelse