også en række af oldkristne og middelalderlige kirker med et mere ensartet spoliemateriale. Dette fænomen er dog mere undtagelsen end reglen. De mest iøjnefaldende eksempler er Santa Sabina (ca. 422-32)
15
16
Men selv ved anvendelsen af de ensartede søjlesæt i Santa Sabina og i San Pietro in Vincoli er der tale om et brud med den klassiske tradition: Man fravalgte jo at genbruge det vandrette bjælkeværk, som søjlerne uden tvivl oprindeligt har båret. Når man tager søjlematerialets fine tilstand i betragtning, må det efter al sandsynlighed have været i tilstrækkelig god stand til at kunne genbruges, hvis man havde ønsket det. Alligevel foretrak man altså at kombinere de gamle dele med arkadeløsningen, således at helheden blev ny og anderledes. I San Pietro in Vincoli er der ydermere markeret en variation i materialer og stil i kirkerummet, idet triumfbuen bæres af et søjlepar af grå granit med østromerske (græske/byzantinske), nogenlunde samtidsproducerede korintiske kapitæler – en betydningsladet afslutning på kirkeskibet med simple, ydmyge granitskafter og »kristne« kapitæler?
Også en kirke som Santa Maria Maggiore, der ligesom Lateranbaptisteriet
At det er en af de tidligste kirker overhovedet, som er indviet til Maria, en kvinde (der først ved konciliet – kirkemødet – i Efesos i 431 var blevet endeligt defineret som Gudsmoder), kan være en forklaring på det afdæmpede, variationsfattige udtryk. Ligesom den joniske orden i denne periode oftest blev brugt på de mindst prominente placeringer i kirkerne eller uden for selve kirkebygningen, kan valget af denne orden til Maria-kirken forstås som passende beskeden. Når variationen i spoliematerialer i øvrigt lader til at have været en positiv kvalitet, er den relative ensartethed også på sin plads til markering af denne kirkes »kvindelige ydmyghed« i forhold til Peterskirken, Laterankirken (der oprindeligt var indviet til Frelseren selv) eller Santa Maria Maggiores umiddelbare forgænger bygget til apostlen Paulus: San Paolo fuori le Mura.
17 Santa Maria Maggiore. Detalje af restaureringer af et søjleskaft på en af de nye, 1700-tals søjlebaser.
18
Også i et par af byens kirker fra 800-tallet er der en vis tendens til anvendelse af identiske bygningselementer, fx i den fine Santa Maria in Domnica (817-24) [18]. Denne 800-tals-ensformighed er af nogle blevet set som et udtryk for en »klassicisme« i perioden, et bevidst kirkepolitisk forsøg på at finde legitimitet og autoritet gennem referencer til antikken (altså via den ensartethed i materialer, som man forbandt med det antikke Rom). Denne teori er dog omdiskuteret, og det er heller ikke alle de romerske kirker fra perioden, der er lige ensartede.
Et andet aspekt af ensartethed i middelalderkirkerne ses fra omkring 1100, hvor der er en tendens til, at det joniske kapitæl får en form for »revival«, som også ses i form af nyproduceret materiale: Fra denne periode har vi kirker, der udelukkende er forsynet med joniske kapitæler
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с