herunder dem, der tilsiger at være aktiv i politik og stemme ved valgene (Milbrath & Goel, 1977: 86ff).
I de senere års diskussioner af valgdeltagelsen er teorien om de sociale normers og den sociale integrations betydning for valgdeltagelsen nok blevet stærkest udfordret af en teori om de instrumentelle motivers betydning. Ifølge denne teori stemmer man, fordi man ønsker at påvirke valgets udfald, og man gør det i det omfang, som man mener, at ens stemmeafgivning har betydning. Valgdeltagelsen skulle derfor variere med, hvor stor betydning valget tillægges, og med hvor stor betydning for udfaldet man tillægger sin egen stemmeafgivning.
De empiriske analyser tegner imidlertid et noget grumset billede. På den ene side har Mark N. Franklin (1996) argumenteret for de instrumentelle motivers betydning, idet han har vist, at forskellene i valgdeltagelsens niveau i forskellige lande bedst kan forklares af valgenes betydning og af risikoen for, at den enkelte vælgers stemme vil være spildt.
På den anden side har en række grundige analyser af valgdeltagelsen i Sverige ved valgene i 1998 vist, at de instrumentelle motiver helt mistede deres betydning, når man i analyserne også inddrog partiengagementet og sociale normer om at deltage i valg. Jan Teorell og Anders Westholm (1999) konkluderer således efter at have testet de to forklaringstyper mod hinanden, at vælgerne ikke primært går til valglokalet, fordi de forestiller sig, at de dermed bestemmer valgets udfald og politikkens indhold, men fordi det tilfredsstiller dem at give udtryk for deres mening, og fordi de føler sig forpligtet til at deltage i valget (se også Bäck, Teorell & Westholm, 2004). Resultatet er stort set det samme i en canadisk undersøgelse (Blais, 2000; Blais, Young & Lapp, 2000). Heller ikke Poul Erik Mouritzens (1997) analyser af kommunalvalget i Danmark i 1993 giver megen støtte til den instrumentelle teori.
Det ser således interessant nok ud til, at de instrumentelle teorier fremstår mere overbevisende, når analyseenheden er lande eller måske byer (kommuner), end når man sammenligner individer, hvor holdningsmodellerne synes at klare sig bedre.
Bortset fra de netop nævnte analyser af Franklin har de fleste af de ovenfor beskrevne teorier taget udgangspunkt i egenskaber ved de individer, der deltager i valgene. De senere års bekymring for den faldende valgdeltagelse har imidlertid rettet opmærksomheden mod forskelle mellem landene og dermed mod betydningen af de politiske institutioner, der er opbygget i det enkelte land. Tankegangen er, at nogle af de institutionelle regler, der styrer valgene, virker fremmende for en høj valgdeltagelse, mens andre virker hæmmende.
I denne forbindelse kan det være nyttigt at inddrage en sondring, der er foreslået af Achen og Sinnott (2005, under udgivelse), mellem institutional facilitation og institutional mobilisation. Ved institutional facilitation, som vi med et lidet mundret ord på dansk kalder facilitering, tænkes der på forhold, der bidrager til at gøre det nemt og attraktivt at gå hen og stemme, og som reducerer omkostningerne ved at deltage. Ved institutional mobilisation eller mobilisering, tænkes der på forhold, som får vælgerne til at ønske at stemme, og som øger nytten af at deltage. Eksempler på regler, der kan gøre det lettere at få stemt, er en automatisk registrering af vælgerne, således at man ikke først skal registreres og derefter stemme. Eksempler på regler, der kan medvirke til at øge mobiliseringen, er muligheden for personlig stemmeafgivning.
Vi vil her inddrage både de institutionelle rammer og individernes egenskaber. I de følgende afsnit vil vi mere detaljeret redegøre for de teorier og indikatorer, som vil indgå i analyserne.
De politiske institutioner som forklaring
En helt grundlæggende forudsætning for at beskrive og forklare valgdeltagelse er naturligvis, at der i det hele taget gennemføres valg. Det er imidlertid ikke blot af betydning, at der findes et repræsentativt system, men også hvordan det er indrettet, og hvorledes valgene organiseres og administreres. Nogle institutioner gør nemlig valgdeltagelse lettere end andre: De er eksempler på institutionel facilitering.
For det første antages det at have betydning, hvordan vælgerne registreres. Hvis vælgerne selv skal sørge for at blive optaget på valglisten, bliver valgdeltagelsen lavere – i hvert fald målt i forhold til samtlige potentielle vælgere – end hvis vælgerne automatisk optages på valglisten og får tilsendt et valgkort, således som det blandt andet sker her i landet (Aardal, 2002: 34; Norris, 2004: 172-173). I Danmark var der frivillig registrering til valgene til Den grundlovgivende rigsforsamling i 1848, og nu kendes systemet i forskellige variationer for eksempel i USA, England og mange lande i Afrika. (Massicotte et al. (2004: 64ff) giver en nyttig oversigt over registreringssystemet i forskellige lande). Registreringsordningen antages i nogen grad at kunne forklare forskelle i valgdeltagelsen mellem USA, hvor vælgerne selv skal sørge for at lade sig registrere, og andre lande, hvor vælgerregistreringen sker automatisk (Aardal, 2002: 34; Wolfinger, Glass & Squire, 1990; Powell, 1982).
Betydningen af registreringssystemet er dog omdiskuteret, og meget tyder på, at den er mindsket siden 1970’erne (Pintor & Gratschew, 2002; Pintor et al., 2002: 75). Lijphart mener, at forskelle i registreringsmåden kan forklare 10 til 15 procent af forskellen i valgdeltagelsen (Lijphart: 2000: 318). Norris (2004: 172-173) nedtoner i nogen grad registreringssystemets betydning, og Franklin (1996: 227f) kommer endog til det noget overraskende resultat, at den frivillige registrering ikke i sig selv kan forklare den lavere valgdeltagelse i USA. Det er altså vanskeligt at sige noget præcist om denne faktors betydning, også selv om man skulle tro, at den i væsentlig grad faciliterede stemmeafgivningen, fordi den fritager vælgerne for det ekstra besvær med at blive registreret.
For det andet kan det have betydning for valgdeltagelsen, hvilken ugedag valget holdes på. Der er således påvist, at valgdeltagelsen gennemgående er højere i lande, hvor valgene afholdes om søndagen, end i lande, der afholder valg på hverdage (Blondel, Sinnott & Svensson, 1998: 226). Der er her tale om en klar institutionel faciliteringsfaktor, fordi valg på hverdage gør det vanskeligere for i hvert fald nogle mennesker at få tid til at stemme, fordi de ikke uden videre kan lade deres arbejde passe sig selv. Valg på søndage gør det lettere for de fleste at stemme. Hvis de af andre grunde – som for eksempel familiebesøg eller pasning af en hobby – vælger ikke at stemme, skyldes det ikke besværet ved at deltage i valget, men at motivationen til at være politisk aktiv er lav i forhold til motivationen til at beskæftige sig med noget andet.
For det tredje har muligheden for at stemme pr. brev en positiv virkning på valgdeltagelsen (Franklin, 1996: 226f). Og endelig kan man for det fjerde også forestille sig, at andre praktiske arrangementer, som antallet af valgsteder og dermed afstanden til det nærmeste valgsted, har indflydelse på valgdeltagelsens omfang, selv om betydningen af denne faktor vist ikke er blevet studeret systematisk.
Vi skal ikke gøre så meget mere ud af de institutionelle forhold, som har betydning for, hvor let eller vanskeligt det er at deltage i valg, fordi disse institutionelle betingelser i det store og hele er ensartede i de lande, som vi sammenligner Danmark med. Der er automatisk vælgerregistrering i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, men ikke i Storbritannien. Ingen af disse lande har stemmepligt, og der stemmes på hverdage, ligesom der alle steder er mulighed for at stemme pr. brev (selv om omfanget varierer en del). Disse forskellige institutioner er ikke ændret for nylig, og de kan derfor ikke forklare ændringer i valgdeltagelsen. De kan bidrage til at forklare det høje niveau for valgdeltagelsen i lande som Danmark, Norge, Sverige og Tyskland og det lidt lavere niveau i Storbritannien, men de kan ikke bidrage til at forklare forskellige udviklingstendenser mellem disse lande, herunder hvorfor valgdeltagelsen er faldet i Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien, mens den har været mere stabil i Danmark.
Den institutionelle mobilisering vedrører de forhold af institutionel art, der på en eller anden måde får vælgerne til at ønske at deltage, som altså øger deres motivation. André Blais (2000: 26-29) har peget på fem forhold omkring valgs praktiske gennemførelse, der kan antages at have betydning for, hvor mange der deltager. Tre af disse vedrører valglovens bestemmelser, nemlig om der er stemmepligt, valgretsalderen og valgmåden, mens de to andre – valgs vigtighed og graden af demokrati – ikke direkte kan henføres til valglovgivningen, men relaterer sig til andre sider af den institutionelle