Grundloven. Bertel Nygaard

af en lille skare velansete mænd fra eliten, sådan som Christian 8. og hans embedsmænd havde forestillet sig. I stedet kom det til en tilspidset social kamp, hvor hver klasse og hvert partistandpunkt søgte at fremstille sig som den sande forsvarer af folkets interesser. Grundloven af 1849 blev formet af denne strid. Lovgiverne skulle finde den rette balance: Man måtte give indrømmelser til revolutionernes nye, demokratiske dagsordener, men af hensyn til den politiske stabilitet og den historiske kontinuitet søgte man samtidig – ofte mere diskret – at dæmme op for det demokratiske. På den ene side udvidede man skaren af stemmeberettigede langt ud over, hvad nogen havde forestillet sig ved indgangen til 1848, mens man på den anden side stadig holdt kvinder, de fattigste og de yngste udenfor. Endelig stækkede man den folkelige indflydelse ved over Folketinget at indføre et øvre kammer, Landstinget. Her var adgangen forbeholdt ældre og mere velstillede.

      Det er den grundlov, der endnu i dag gælder for Danmark – med få, men vigtige, justeringer i 1915 og 1953. Vi har ikke længere simpelt flertalsvalg i enkeltmandskredse (kendt fra det engelsktalende udland som ‘the winner takes it all’). Kvinderne og de fattige mænd har fået stemmeret. Og monarkens politiske rolle tolkes i dag som rent symbolsk. Men i hovedsagen bygger også nutidens danske stat og lovværk videre på den gamle tekst.

      Folkekongens forvandlinger: Louis- Philippe i fortid, nutid og fremtid – fra venlig til vranten til rasende. Tegning fra 1834 af fransk karikaturmester.

      || Honoré Daumier

      At understrege forbindelserne mellem de europæiske revolutioner og den danske grundlov er en smule kættersk. Oftest har man i tilbageblik lagt vægt på, at enevældens afskaffelse i Danmark foregik ved en mindelig overenskomst mellem konge og folk. Samtidig har man typisk understreget, hvor karakteristisk dansk dette var – i skarp modsætning til det revolutionære udland. Den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1943-) opsummerede denne traditionsstærke opfattelse under sin grundlovstale i 2002: ”Vi fik vores grundlov på fredelig vis og ikke gennem blodige revolutioner. Netop det siger meget om os danskere. Vores evne til at tale om tingene. Vores evne til at samarbejde.” Hans efterfølger på statsministerposten, Venstres Anders Fogh Rasmussen (1953-), lagde på mange områder nye politiske former for dagen, men det var svært at se væsentlig uenighed mellem deres tolkninger af 1849-grundloven. ”I modsætning til andre lande fik Danmark sin frie forfatning i fred og fordragelighed,” sagde Fogh Rasmussen i sin grundlovstale samme dag.

      Centralt i begge statsministres udlægning stod forbindelsen mellem den danske mindelighed og det demokratiske. Det blev betonet i 2008 i den demokratikanon, som blev udarbejdet på Fogh Rasmussen-regeringens initiativ. Her blev Junigrundloven karakteriseret som Danmarks ”første demokratiske grundlov” – og dermed betragtet dels som kulminationen på en lang udvikling fra det antikke Grækenland og Jyske Lov i 1241, dels som grundlæggelsen af det moderne demokrati.

      Men fredeligheden, det særegent dansk-nationale og det demokratiske i Junigrundloven fra 1849 kalder på modsigelse. Man undgik ganske rigtigt barrikadekampe i Københavns gader, men enevældens afvikling var tæt knyttet til den ganske blodige Treårskrig (1848-50) om magten i hertugdømmerne syd for Kongeåen. Selv om Junigrundloven var et politisk brudpunkt i dansk historie og lagde grunden til væsentlige diskussioner om demokrati som et aktuelt perspektiv, er det også med god grund omstridt, om den i sig selv kan betegnes som demokratisk. Og hvad der måske er allervigtigst i et historisk perspektiv: For de samtidige var de danske udviklinger slet ikke så nydeligt eller skarpt adskilt fra det konfliktfyldte europæiske udland, og udfaldet var langtfra så givet, som det kan se ud i tilbageblik.

      I bogen vil jeg understrege forbindelserne mellem revolution og grundlov, især de nye demokratiske kriterier for politik, der tittede frem i 1848-49 og siden fik så stor betydning. De europæiske revolutioner gav nye, langtrækkende politiske muligheder. Og under de omstændigheder opstod nye måder at tænke og tale politisk på. De indgik siden i opbygningen af en demokratisk politisk kultur.

      Men tag ikke mit ord for det. Følg selv med tilbage til begivenhederne. Vi begynder på en kølig martsaften i det indre København.

      Mænd i kjole og hvidt – og med ordener og bånd, hvor det sømmer sig. Her ses et udsnit af Den Grundlovgivende Rigsforsamling på Christiansborg, afbildet retrospektivt af Constantin Hansen (1804-1880). Det er grundlovsforfatteren D.G. Monrad (1811-1887) i forgrunden. Til hans venstre side gestikulerer krigsminister A.F. Tscherning (1795-1874), og bag dem begge står lensgreve A.W. Moltke (1785-1864), premierminister i Martsministeriet 1848, med lovteksten i hånden. Ikke alle på maleriet betød lige meget.

      || Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot (foto: Ole Haupt)