forbillede. I 1998 fik Goethe-arkivet, det gamle Weimar og Bauhaus blåt stempel af UNESCO som en del af verdenskulturarven, mens byens nu ca. 65.000 indbyggere skulle være værter som europæisk kulturhovedstad i 1999.
Når denne småstad har kunnet være en slags globalt samlingspunkt og endog udvikle og differentiere sit globale perspektiv gennem tiden, er der ingen steder der ikke i princippet kan få den rolle. Stedet i sig selv afgør ikke rækkevidden af dets kulturelle perspektiv. Det afgøres af det udsyn vi skaber.
Verdenslitteratur i småstaden
Sådanne visioner udviklede Goethe gennem sin primære indsats, litteraturen. Alle andre sider af hans virke udgik herfra. På sine gamle dage førte han samtaler med Johann Peter Eckermann, der fejede det mindste af den store mands ord op og udgav det hele efter mesterens død i Gespräche mit Goethe (1836). Samtalebogen er i henkastet form en kilde til forståelsen af det menneske- og kultursyn der ledte op til den periode hvori det moderne Europa tog rigtig fart fra midten af 1800-tallet. Den udtrykker de ideologiske rørelser i kølvandet på industrialisering, urbanisering og gryende demokratisering, en periode der prægede eftertidens syn på menneske og samfund.
Men det af Goethes indfald i samtalerne der har fået størst betydning for litteraturen, er ideen om at der findes en verdenslitteratur. Udtrykket og udtalelsen er blevet hængende og har derefter udviklet sig selvstændigt i forskellige retninger og etaper. I dag er begrebet centralt for hvordan vi skal forstå forholdet mellem litteratur og moderne globalisering.
Goethe fortæller Eckermann den 31. januar 1827 at han har læst en kinesisk roman og fundet den både forståelig og interessant. Den har træk i mennesketegning, forholdet til natur og til menneskeskabte omgivelser der ligner den europæiske måde at forstå og fremstille mennesker på. Man ved ikke helt hvad han henviser til her, men man ved han har læst forskellige orientalske oversættelser og gendigtninger og ladet sig inspirere af dem i digte og essays. Måske er det Peter Perring Thoms tekstsamling Chinese Courtship (1824), måske Abel Remusats oversættelse af den anonyme 1600-talsroman Yu Jiao Li/Den jadefortryllede pære/De to kusiner.1
Goethe konkluderer at hvis tyskerne ikke retter blikket mod verden, bliver de stikkende i “et pedantisk halvmørke”.2 Desuden fastslår han at “Nationallitteratur har ikke meget at sige i dag. Verdenslitteraturens tid er inde, og i dag bør enhver medvirke til at fremskynde den tidsalder”.3 Trods de store ord er det stadig de gamle grækere der sætter standarden for Goethe. De har en udsagnskraft hinsides historiske, sproglige, kulturelle og nationale forskelle. Så hvad Goethe forestiller sig, er en række værker der har deres eget særlige tilholdssted oven over de nationale grænser, og som bygger på universelle menneskelige værdier. Den store litteratur er adgangsbilletten til det sted, uanset hvor og hvornår den er skrevet.
Forsøget på at formulere et universelt gyldigt menneskesyn var dengang højaktuelt efter menneskerettighederne var formuleret, og den franske og den amerikanske revolution havde prøvet at realisere dem under voldsomme og blodige omstændigheder. Den franske i krig med sig selv og resten af Europa, den amerikanske i krig med englænderne. Goethe havde mere sans for det universelles gradvise udvikling i det enkelte menneske end for de store revolutionære opbrud og den nationale afgrænsning. Menneskets universelle grundegenskab er dets evne til at blive sig selv som individ gennem trinvis udvikling i mødet med den sociale verden og naturen – en proces der har dannelse som samlebetegnelse.
En dominerende tankegang i perioden var at nationen var den naturlige kollektive organisering for dannelsen. Gennem det nationale sprog, som vi tilegner i en slags naturlig proces, kunne hver enkelt lære at realisere sig selv i forhold til andre og i forhold til menneskets ideale frihed. Dannelsen blev derfor indbygget som rettesnor for de nationale uddannelsessystemer som blev indrettet i perioden. Den nationale litteratur fik af samme grund en afgørende betydning, og den nationale litteraturhistorie opstod som en sammenhængende fremstilling af hvordan hver enkelt nation kan se sig selv som en naturskabt konstruktion i forhold til det universelle menneskelige ideal. Det sker når det nationale sprog støbes i litteraturens universelle former. Det er ikke uden grund at ‘nation’ og ‘natur’ har samme sproglige rod med betydningen ‘naturlig tilblivelse’.
Det var også perioden for universalpoesien især i den tyske romantik. Litteraturen er universel fordi den kan udtrykke det alment menneskelige på tværs af individuelle forskelle og af kulturelle og nationale grænser. En verdenslitteratur var derfor mulig, en litteratur der på de enkelte sprog beskæftigede sig med universelt menneskelige livsforhold, og som derfor var tilgængelig for alle, tværs gennem oversættelser, sprogforskelle og andre kulturelle filtre. Ved siden af den nationale litteraturhistorie opstod derfor også samtidig med en almen og sammenlignende litteraturhistorie, der tog sig af forbindelserne mellem de nationale litteraturer og studerede de universelle grundtræk i den litterære skabelse. Denne dobbelthed mellem nationalt og alment findes i andre af de kulturdiscipliner der tager form på denne tid: sprogvidenskab, antropologi og historie.
Det er i den sammenhæng Goethe udtaler sig. Han var klart mere optaget af forholdet mellem individet og den globale verdens muligheder for bevægelser og nye former for kulturudvikling end af den nationale side af sagen. I samtalen med Eckermann noterer han at den kinesiske romans fortræffeligheder hænger sammen med at den ligner hans egen fortællende idyl på vers Hermann und Dorothea (1797). Men Goethe er ikke kun forfængelig. Han viser hermed indirekte at der altid er et lokalt og personligt udgangspunkt for at forstå den globale sammenhæng man ikke selv har erfaret. Hvad der gør hans udtalelser interessante i dag, trods deres improviserede karakter, er at han på én og samme tid fastholder et transnationalt perspektiv og en nødvendig lokal forankring for både produktion og læsning af litteratur.
Goethe forsøger sig selv med lyrik i fremmed især orientaliserende stil, først og fremmest digtsamlingen West-östlicher Diwan (1819, udvidet 1827). ‘Divan’ betyder digtsamling på persisk, ikke et møbel hvor man slænger sig mageligt i puderne. Og når han i titlen sætter sit eget udgangspunkt først, Vesten, er der ikke tale om selvspejling, men om selvudfordring. Enhver lokal kultur med sit sprog og sin tradition er et nødvendigt udgangspunkt for det globale perspektiv. Det lokale kan derfor altid udfordres og relativeres udefra, uanset hvor man er. Hverken tyskerne eller andre har nogen undskyldning for at gemme sig i et pedantisk halvmørke. Goethe er ikke på jagt efter nye tekster, men efter et nyt litterært paradigme. Det er hans selvkritiske pointe.
Lokallitteratur som verdenslitterær prisme
Det er herfra Georg Brandes sætter af da han i forlængelse af Goethe gør sig sine tanker i den korte artikel “Verdenslitteratur” (1899). Goethe balancerede mellem en klassisk universalisme og et moderne globalt perspektiv med et blik til begge sider. I det universelle perspektiv er det enten mennesket der henvender sig til det ideale eller guddommelige, mens de andre dødelige får lov at kigge med over skulderen. Eller også er det Gud eller naturen der taler til os gennem poesien. For Brandes er kernen imidlertid at det er mennesker der taler til hinanden om det de har til fælles på tværs af sprog og kulturer, i fuld viden om kulturers mangfoldighed og forskellighed i øvrigt. Det er det moderne globale perspektiv.
Brandes begynder med at minde om naturvidenskabernes fremskridt som en fælles global intellektuel aktivitet og det 19. århundredes rejsebeskrivelser af videnskabelige ekspeditioner. Han føjer til at samfærdsel, presse og oversættelser sætter yderligere skub i sagerne, og han kunne have taget de internationale tidszoner, telegrafen og verdensudstillingerne med i samme omgang. Der er ikke megen idealisme på færde her, men konkret kulturudveksling.
Derfor flytter han også synsvinklen væk fra verdenslitteraturens universelle indhold der svæver hen over nationallitteraturerne. Den litteratur der kan forstås alle vegne, kan være “uden Saft og Kraft”,4 fordi den ikke er forankret nogen steder. Og er noget skrevet direkte for at blive verdenslitteratur, er det næsten sikkert at det er ligegyldigt. Verdenslitteratur er i mange tilfælde et stykke stærk lokallitteratur, der blot tilfældigvis tilhører et sprog der lige nu har en global styrkeposition. Mindre sprog kan derfor gemme litteratur ingen kender, men af