bedømme ud fra, end hvad kildernes umiddelbare udsagn tilbyder. Bogens fire bidrag sætter nyt lys på overleveringen om Mithradates VI – en historie hvor ikke alting er, hvad det giver sig ud for at være.
Jakob Munk Højte
Mithradates VI og truslen fra Rom
Jesper Majbom Madsen
1. Modsætningen mellem Mithradates og Rom
Mithradates VI er blandt de hellenistiske konger, der mest indædt modsatte sig romernes ekspansion i den græske og lilleasiatiske verden. I tre krige, de Mithradatiske Krige fra 89 til 63 f.Kr., påførte Mithradates romerne betydelige tab, og i 89 lykkedes det endda de pontiske styrker at erobre den romerske provins Asia. Fra 89 og frem til den første pontiske kapitulation i 85 stod Mithradates reelt med den fulde kontrol over Lilleasien. Den militære succes og den nyvundne magt opmuntrede den pontiske konge til at fortsætte krigen mod Rom og romerske interesser i den græske verden. Som sit næste træk angreb Mithradates det strategiske vigtige og romvenlige Rhodos og sendte samtidig en betydelig landstyrke til det græske fastland, hvor pontiske soldater var tænkt som det militære grundlag for en græsk opstand mod Rom.
Som en naturlig konsekvens af angrebet på provinsen Asia og det græske fastland, er Mithradates blevet betragtet som en udfordrer af Rom, hvis politiske mål var drevet dels af et betydeligt had til romerne for deres indblanding i pontiske anliggender og dels af ønsket om at fremstå som den græske verdens befrier. Ofte fremstilles Mithradates som den aggressive part, mens Roms rolle i konflikten beskrives som defensiv eller afventende (Reinach 1975, 294; McGing 1986, 85).
Udbruddet af den Første Mithradatiske Krig må også langt hen ad vejen tilskrives den ekspansionspolitik, som Mithradates førte i årene fra 107 til 90 f.Kr., hvor Pontos gentagne gange invaderede nabostaterne eller støttede statskup i dem. Som Mithradates’ ambitioner blev stadig tydeligere, voksede romernes frygt for, at Mithradates på længere sigt ville kunne true den romerske provins Asia og romerske interesser i Lilleasien i øvrigt. Og da Pontos tilsyneladende stod bag invasionerne af både Kappadokien og Bithynien i 90, havde Mithradates anbragt sig selv i rollen som en fjende af Rom.
I takt med at militær succes og et betydeligt økonomisk råderum blev stadig vigtigere i romersk politik, steg den romerske magtelites interesse for oversøiske kommandoer. Længere kommandoer gav ofte den ansvarshavende general mulighed for at ophobe prestige og betydelige værdier og dermed mulighed for at vende styrket hjem til den politiske konkurrence i Rom. I den henseende var de Mithradatiske Krige ingen undtagelse. I kraft af Pontos’ imperialistiske fremfærd og forventningen om Østens rigdomme udgjorde Mithradates en både farlig og velhavende fjende og dermed en ideel modstander for den ambitiøse romerske politiker, som med sejren kunne veksle den nyvundne hæder og økonomiske gevinst til politisk indflydelse. Roms eller romerske politikeres interesse i sådanne krige må derfor indregnes som en væsentlig faktor i konflikten mellem Rom og Pontos.
Endelig er det usikkert, hvorvidt en krig mod Rom var en del af en langsigtet pontisk strategi. De politiske såvel som militære dispositioner fra 97 til 89 f.Kr. peger snarere i retningen af et forsøg på maksimere pontisk indflydelse uden at indlede en krig mod romerne. En strategi, som umiddelbart synes selvmodsigende, men som alligevel må betragtes som en seriøs forklaring på pontisk politik frem mod krigsudbruddet i 89, idet Mithradates gentagne gange forsøger at udvide den pontiske magtsfære samtidig med, at hensynet til Rom prioriteres højt.
2. Pontisk udenrigspolitik fra 133 til 89 f.Kr.
Da Attalos III dør i 133 f.Kr. og overdrager kongedømmet Pergamon til det romerske folk, ændres den politiske situation i Lilleasien radikalt. I løbet af få år etableres provinsen Asia, og Rom har efterfølgende en entydig interesse i at kontrollere den politiske udvikling i Lilleasien og i at sikre, at ingen af de hellenistiske kongedømmer opnår en størrelse, der ville kunne true eksistensen af den nye ressourcestærke provins.
Allerede længe inden overtagelsen af Pergamon havde Rom etableret patronklient-lignende relationer til de anatolske kongehuse (Hind 1994, 130-133). Som en naturlig konsekvens af en sådan alliance kæmpede Mithradates V, Mithradates VI’s far, på romernes side i den Tredje Puniske Krig og siden i forbindelse med Roms oprettelse af provinsen Asia. Som tak for indsatsen og efter passende bestikkelse overdrog den romerske general Manius Aquilius området Storfrygien til Mithradates V. Ved samme lejlighed, formentlig med Aquilius’ samtykke, annekteres Paflagonien og Galatien, og da Mithradates V senere giftede sin datter Laodike bort til den kappadokiske konge Ariarathes VI, opnåede Pontos ligeledes en vis indflydelse i den centrale og østlige del af Anatolien (Hind 1994, 132).
I 120 myrdes Mithradates V, men den romvenlige linje videreføres af hans dronning, en anden Laodike, der regerede på vejene af sønnerne Mithradates og Chrestos. Dog stod Pontos efter Mithradates V’s pludselige død betydeligt svagere, især i forhold til Rom, som kort efter kongens død annekterede Storfrygien til provinsen Asia.
Det var således et svækket og mindre Pontos, som Mithradates VI overtog fra moderen omkring 113 f.Kr. Men med den nye konge afløses Laodikes passive ledelse af en mere ekspansiv politik, som i de første år efter Mithradates’ tiltrædelse resulterer i indlemmelsen af Lillearmenien og Kolchis (nutidens Georgien) under den pontiske krone (Strabon 11.2.18). Omtrent samtidig stod Pontos i spidsen for en række militære aktioner på halvøen Krim, hvor pontiske styrker kom de græske kolonier i den nordlige Sortehavsregion til undsætning, da deres eksistens var truet af skythiske og tauriske nomadestammers ekspansion (Hind 1994, 139).
Kampagnerne ved Chersones på det sydlige Krim og Pantikapaion ved det Kimmeriske Bosporos gav Pontos indflydelse over store dele af den Kimmeriske Halvø og den nordvestlige del af Sortehavet, hvor de græske byer Olbia og Apollonia ligeledes var truet af nomaderne, og sikrede dermed en magtbase i den nordlige Sortehavsregion, der siden skulle danne et vigtigt rekrutteringsgrundlag for Pontos’ militære aktioner.
Omkring 110 f.Kr. havde Pontos således undergået en forvandling fra et mindre lilleasiatisk kongedømme, der var underlagt stærk romersk indflydelse, til en betydelig magtfaktor i det nordlige Lilleasien og det øvrige Sortehavsområde. At det var lykkedes Mithradates at gennemføre denne første udvidelse uden en kompromittering af den romvenlige linje, må nok tilskrives, at udvidelserne rettede sig mod øst og nord og mod Sortehavsregionen, hvor Rom endnu ikke havde udviklet klare interesser. Først i 107 udfordrer Mithradates Roms interesser direkte, da han i en fælles aktion med Bithyniens konge Nikomedes III annekterer Paflagonien. Hermed indledtes for første gang en udenrigspolitisk linje, der klart stred mod Roms interesser i Lilleasien.
Roms reaktion på det fælles pontisk-bithyniske angreb var imidlertid begrænset: gennem en udsending udtrykte Senatet ønske om en genindsættelse af det paflagoniske styre, men da både Nikomedes og Mithradates argumenterede for deres ret til det nyvundne land, og da man tilsyneladende ikke ønskede at sætte magt bag ordene, undlod Rom at forfølge sagen yderligere.
At Rom afstod fra at tvinge Pontos og Bithynien til at adlyde, forklares ofte med Roms engagement i krigene mod kimbrerne og den numidiske konge Jugurtha, som vanskeliggjorde en frigørelse af de nødvendige militære ressourcer (Hind 1994, 140). Endelig har Rom måske ikke fundet Paflagonien værd at gå i krig for men prioriteret et godt forhold til især Bithynien højere end Paflagoniens selvstændighed. Hvad enten det var det ene eller andet motiv, der gjorde sig gældende, sendte Rom det signal, at man enten ikke ville eller kunne blande sig i interne lilleasiatiske konflikter.
Reaktionen på Roms eftergivenhed udeblev ikke. Den lilleasiatiske magtkamp forsatte ufortrødent og rettedes nu mod Kappadokien, der efter Kong Ariarathes’ død omkring 115 blev regeret af Laodike, Mithradates’ søster. I 102 blev båndet mellem Kappadokien og Pontos brudt, da Laodike søgte at indgå ægteskab med Nikomedes III (Justin 38.1).
Et sådant forbund mellem Laodike og Nikomedes var uacceptabelt set fra Mithradates’ synsvinkel, eftersom han i så fald ville være indeklemt mellem