Stuk. Bang Herman

Pibebrædtet, mens han græd – til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

      Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han syntes, nu var først hans Moder rigtig død.

      Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.

* * * * *

      Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.

      Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen.

      Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv »Skrabnæse«.

      – Godt Jensen, godt Jensen – det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.

      Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Træ.

      – Naa, for Satan – om igen. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

      – Naa, Appel, Hesten frem….

      Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle ynkværdige Ansigter – i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.

      Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opførsel.

      Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af deres Kroge for at syne ham:

      – Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane….

      – Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi Jensen – godt, godt – han ta'er som en Danser … Naa – frisk, Hr. Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne….

      Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne.

      – Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.

      – Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk – hva' si'er jeg, er' et ikke Kællinger – hva', hva'? de springer som lamme Lopper….

      Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret Arrigskab og Forlæsthed.

      – Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.

      Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

      Han lagde sine Bøger sammen for at gaa – under arrige Hvislelyd fra Væggen – og Ole Martens slog ham Følge.

      De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste rørte sig i Baasen.

      – Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

      – Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

      Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.

      Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, saa den knirkede – alting var snævert, og alting knirkede hjemme i Vestergade:

      – Om du vilde tænke det mindste paa din Bedstefader, sagde Tanten, da han stormede ind.

      Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.

      Der blev dunket i Gulvet nedefra – det var Bedstefaderen, som nu mest laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet – Herluf krøb til Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til det snævre Hus.

      Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:

      – Nu gaar jeg, sagde han.

      – Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde huske iaften at lukke Gadedøren lidt sagtere.

      Herluf mumlede og kom afsted.

      Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen – God Aften, Hr. Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.

      – Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.

      – Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. Holdning, Holdning – mine Damer – Damerne var kommet ud fra Toilettet og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer – runde Albuer….