mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
– Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne, mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.
– Ja – lo Berg – om jeg kunde.
Krans strakte Armene i Vejret: Aa – ja, sagde han og lagde igen de lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.
Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale – otte Linjer….
– Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen tørt.
– Men otte Linjer, som maatte ind … Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed« Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen Tanke.
– Netop Knudepunktet, sagde han – midt i Knudepunktet – men det er jo det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa Blyant.
– De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher.
Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig – hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gælder det jo dog blot – at faa Numret fuldt.
– Ja, sagde Gravesen.
Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.
Hr. Gravesen skød Skuffer op og i – Skufferne i de nye »Egetræsborde« gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt – og rodede efter »Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev jo »Bagstykke«.
Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir ikke til no'et.
Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der var Hø i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de skrævede.
Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens første Leverandør.
Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv. Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang gaa fra denne Anstalt.
Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa »hellere gaa fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.
– Ja, ja, sagde han, ja, ja – det er ikke anderledes. Han stod op og tog Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i en uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.
Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen – »en af Bergs Generation«, som Redaktøren sagde – sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage sig noget til.
– Den Maskine, sagde han irriteret.
– Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja … sagde han og skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar han skrev.
– Hvad skriver De? sagde han.
– Aa – nogle Noter … Arnoldsen blev siddende bøjet.
Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag, som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.
– Hvor var De iaftes, sagde Berg.
– I Rømersgade – der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme, der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.
Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der? – Nej, sagde Berg, ikke iaar.
– Hvor de Folk kæmper – hvor de slider – med deres Uvidenhed. Han fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om Mødet:
– Det var om Verdens Skabelse – i de seks Dage – paa tiende Aften havde de talt om de seks Dage og om første Mosebog – tiende Møde, sagde han og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.
– De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?
– Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.
Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser, over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.
Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede »Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det mindste holde sig Nihilister fra Halsen – mente han.
Redaktøren sagde: Naa – det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel; og »Noterne« blev staaende.
»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg:
– Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed – for magre, for gamle, elendige Ansigter … han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde – fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.
– Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.
Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret ude fra Smallegade.
Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke længere end til at spekulere over Skriften … Alle Mennesker omkring Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en Stiver under hvert Bogstav….
Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.
– Da', Børn – kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde.
– Tak. Og dig? sagde Berg.
– Tak – brillant. Brillant s'gu … Sidder nede paa Boulevarden disse Formiddage, dejlige Formiddage, du – føler s'gu, hvordan det vokser for