dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse.
Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer.
– Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel …
De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.
Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned …
– Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele….
De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet.
– Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.
De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.
– Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op.
Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og skiltes ovre paa Hamtorvet;
– Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det – det er en Idé.
– Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet« – saa tosset det end var.
– Naa – adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: »Jeg skyder Pengene ind.
Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.
I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet laa der en Flettekurv.
Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden – væbnet med Fletteposen – for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet eller simpelthen at gaa og smække med Døren.
– Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til »Fa'er«.
Der var igen noget, det maatte skaffes til Pigebørnene. Caroline, giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet – den længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat og en Atlaskes Mantille – og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen.
Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig – som Bier – til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi.
Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv – man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen.
Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, rødtoppede over Gelænderne – samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt – : Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' … Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie….
– Pyh – Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret….
– Saa? om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten.
– Aa, maa jeg være fri….
– Naa – det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os andre….
– Hold du din Mund, Frederikke.
– Uf – Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.
Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene – hele »Gevinsten« rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro – Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:
– Hm – det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklædning….
Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.
Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.
Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den første Stue – Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten – og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhøjt.
– Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling.
Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op til Guddommen.
Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.
Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde.
Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til Sætteriet – Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været Udgifter til Pigebørnene – ; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til, mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han var anonym og at det var en Hemmelighed.
Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben Frakkekrave og dukkede.
Den eneste Afveksling i den Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i »Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue, der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen skrumpede ind med det øvrige….
Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde tjent til Huslejen. Og han