Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om længe bekvemmede han sig til at spørge. – Det kaldtes at forkorte; man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie led med samme tal.
Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte brøk; det var ikke svært. – Lad mig få addisjonen med med det samme!
Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.
Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.
Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så skal du se sikken en masse sludder.
Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle.
Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig – — du er så våd, din gris. – Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte forskel på hunden og dem.
Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.
Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at få nogen smæk.
Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!
Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me—n, i kor. Han blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.
Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på, at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.
Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik, disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning af modværge. Senere da det var bagefter, tænkte han sig, hvordan han kunde ha slået igen.
Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed.
Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han, hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke kunde få op.
I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske, hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en overbevist synder mellem lutter retfærdige.
Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at det måtte være en lindring at være blind.
– — Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud og smæk vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han havde lyst til at stikke ud.
Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev låset af.
Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker på kantstenene? – Det buldrede i hans hoved, som vankede der rungende lussinger, han kunde tænke sig dem – — – og så tog hun fat på at tale ham til rette.
Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke var blevet endnu.
Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? – Hun vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!
Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå, ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og kvalmefornæmmelsen kom igen.
Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:
Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak, og så rækker man hånden ud og tar imod det. – — —
Hans