du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og gabe, inden der er noget at gabe over – —
Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.
Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.
Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.
IV
Eva hed en trettenårig københavnerpige, der var på feriebesøg hos naboens. Hun var den første af det navn, som Hans nogen sinde havde kendt; hun var også i andre henseender det første, han havde oplevet. Han traf hende en dag, han var nede hos naboens i et ærinde. Hun hilste ikke igen, da han sae goddag, men da hun havde set lidt på ham, spurte hun: Hvad hedder du så? Hun måtte høre hans navn to gange, før hun forstod det. – Hans Råskov. Kan du ikke tale mere tydeligt? – Hvad hun selv sae, kunde man aldrig misforstå. Hun havde sort hår og mørkeblå øjne, der var mere bydende end de øjne, han ellers plejede at se; man kunde ordenlig få vand i sine egne ved at se ind i dem. Hendes næse var lang og lige og lignede ikke andre pigers næser; den var så smal og bestemt.
Vil du lege med? spurte hun, – hvis du ellers har set nok på mig.
Det vilde han; bagefter fik han tid til at undre sig over, at han vilde. – Hun skreg aldrig, mens hun legede, men man hørte hele tiden hendes stemme mere end nogen andens. Hans måtte rømme sig, inden han talte til hende; derfor gjorde han det sjældent. Hun sae sin mening lige i ens ansigt, hun rettede og kommanderede, og det faldt hende ikke ind at se efter, om nogen muligvis blev fornærmet over det. Hun var i uafbrudt bevægelse, mens de legede, dansede hele tiden, og når der ikke var noget at løbe for, så hoppede hun lige op og ned, som om det kedede hende at stå stille. Hans følte sig meget tung og sej bare ved at se på hende, og han rørte sig så lidt som muligt, men hun kommanderede ham ud.
Du er en klods, sae hun til ham under tagfatten.
Han var forbavset over at hun sae sådan noget, skønt hun hverken var vred eller vilde drille. Han kom snart i en meget sammensat og ikke helt behagelig stemning over for hende, hvoraf det værste var, at han følte sig som noget underordnet, noget mindre betydningsfuldt end før.
Hun viste ham en gren og sae: Skær mig en kæp, derfra og dertil.
Han gjorde det hurtigt og samvittighedsfuldt; men hun sae ikke tak, da han rakte hende den, udsang blot et hm, der var en lys og fin tone, og dansede væk med den.
De kom til at spille nips, hvilket udføres med en lang og en kort pind, og hvor det gælder om at kunne måle så mange gange som muligt med den lange pind; men når man rammer den korte tre gange med den lange, så har man lov at måle med den korte. Hans var en mester i denne kunst og vandt mange points for sit parti. Så kom Eva springende.
Lær mig det, sae hun.
Hans blev stolt og glad. Han gjorde det langsomt, at hun kunde se, hvordan det gik til; han måtte holde på hendes hånd, mens hun prøvede, han lo ad hendes kejtethed og tog tøjet fra hende for at vise det en gang til, men så var hun pludselig borte. Han gik bag efter hende, for han syntes dog, hun skulde lære det; hun havde let ved det. Men hun var allerede ked af det. – Uha, dreng, sae hun, gå dog væk med det tossede stads.
Hans var i nærheden af hende det meste af den dag; han havde erkendt sin overmand og uden vaklen underkastet sig. Hans tanker stod stille om hende som en flok måbende landsbybørn om en dejlig og fornæm dame. Det ubehag, han havde følt ved at stå over for et menneske, der pludselig gjorde ham selv til noget ubetydeligt, var helt forsvundet; her kunde han ikke, som han plejede, gå bort og i sin ensomhed hævde sig selv som den overlegne, men det følte han heller ingen trang til; han så bare på hende, ja han så gennem hende ind i en anden verden, som han anede eller havde læst om, en verden, hvor menneskene var smukkere og lettere, mere sikre i deres holdning og tale end her ude. Det faldt ham ind, at han også stræbte hen imod den verden, og når han tidligere havde set folk fra København, der kom ud til hans landsby, – og som naturligvis ikke lae mærke til ham – så havde han ikke følt sig overdreven imponeret; han skulde blive som en af dem, å ja, det havde ingen nød, det blev han nok; han gik omkring og beså dem på afstand og sae til sig selv, at de anede ikke, hvad han tænkte om dem.
Men her kom Eva ud fra en verden, der var endnu mere fornæm, og han var så optaget af at se på hende og tænke sig, hvad der lå bagved, at det var først da han hen på eftermiddagen gik hjem, at det faldt ham ind, hvor højt han egenlig stilede. Han havde ikke formået at sige et fornuftigt ord til hende, ikke en gang at opføre sig fornuftigt over for hende; han havde bare gabt på hende som en dum bondedreng. Og hans sind deltes pinligt mellem hans store betagethed i den nydelige tretten års dame og frygten for at falde ynkeligt igennem, når han en gang skulde åbne sig adgang til den verden, hvor han vilde træffe kvinder, der lignede hende, og komme til at måle sig med mænd af den slags, som hun beundrede. Dem hørte han ikke til, ham regnede hun ikke for noget, det var han klar over, inden han kom hjem.
Han havde ikke i lang tid været så misfornøjet med sig selv – nej ikke siden den dag han havde haft det spetakkel med lærerinden og var kommet i en anden skole. Hun indfandt sig en times tid efter at han kom fra skole; han så hende komme ned ad alleen med sit røde ansigt fuldt af højtidelig domfældelse. Han rendte ned til søen og gemte sig og kom ikke hjem, før det blev nat. Naturligvis var han ikke stolt af denne flugt, og havde han været sikker på, at det kunde afgøres ved en dragt prygl af faeren, så havde han taget den, men stå mellem to kvindfolk og lae sig overvrøvle, det kunde der ikke være tale om; han havde en modbydelig fornæmmelse af at være fej, da han lå nede ved søen og desværre ikke kunde undgå at høre, at de råbte på ham, men alligevel hellere det end stilles op mellem de to. Næste morgen, inden han var stået op, havde han husholdersken over sig; hun stod på hodet over ham og ævlede, og hun vilde oven i købet ta fat i ham, så han var nær ved at blive dårlig af væmmelse, og for en gangs skyld skreg han om hjælp: Hun vil op i sengen til mig! Der var nogen, der hørte det. Det hjalp. Derefter var han naturligvis en væmmelig dreng og meget endnu værre; husholdersken fandt i en eller anden gammel bog ordet »forvorpen«, som hun var meget glad for. Hans var en forvorpen dreng. Der var andre, der mente noget lignende, og over for al denne enstemmighed var han også selv nær ved at anse sig for et udskud. Men nu var han over fjorten år; han havde ganske overstået disse to kvinder, og de runde, tragiske øjne, husholdersken havde lagt sig til, da hun mærkede at ord ingenting formåede, de forstyrrede ikke en gang hans madro nu. Han havde for længe siden opdaget, hvordan det i virkeligheden stod til med de to, som han en tid troede var til for at forbitre ham livet: De beundrede ham egenlig, de så noget stort i ham, men de vilde være med til at lede ham på den rigtige vej; det var deres ærgærrighed. Husholdersken var en dag kommet til at røbe det, idet hun langede ham sine rundeste øjne, og da tabte ordet »forvorpen« så vel som de svagere skældsord resten af deres kraft.
Men det var ingen sag at være den store over for disse to, det følte han nu. Jo mere hans sind fyldtes af tanken om Eva, des mere var der både ved gården og i hele egnen, som han i tanken tog afsked med som noget, der ikke kunde få betydning for ham mere. Det stod langt under hende, altså også under ham. Det gjaldt om at komme bort herfra og blive til noget og aldrig komme tilbage. Da han sov ind, var han i tanken langt borte fra sin landsby; han var konfirmeret og havde begyndt at studere, og da han vågnede næste morgen var han allerede et andet menneske. Han tænkte på Eva og klædte sig på i en fart. Hans sind var så åbent og i en usædvanlig bevægelse, han måtte tænke på mange ting og savnede en at tale med; når det var blevet lidt op på formiddagen, vilde han gå ned til naboens; morgenens friskhed var over ham, og han var ikke genert ved tanken om hende. Da han kom uden for, så han oppe på bakken den gård, der lignede en guldring, tanken om Eva smæltede på en hemmelighedsfuld måde sammen med dette syn, og med en fornæmmelse af, at der nu måtte ske noget usædvanligt, gik