knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme. Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og Hovedet faldt ned paa hans Bryst.
Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.
Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved.
Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da Kistelaaget blev slaaet til. Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs Relikvier.
Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.
Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde henad Bænken. Han havde ingen Venner.
Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.
Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der drukket en Del paa Thorsholm.
Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.
Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn. Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.
Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa saa langt – langt bort under de fine Bryn – saadanne Øine!
Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.
Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene bort paa deres Vei.
Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes Billede.
Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han siddet – og der laa den Gang Humlehaven – og der – Saa holdt han inde forvirret …
Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af. Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.
Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja – det vilde de gjerne.
Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne Sal.
Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle.
Det var en Admiral, der havde kæmpet paa et fremmed Hav … Han havde været Rigets Marsk. – Han saa hen.
– De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne foldede.
– Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?
Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte Spindevævene og Laserne i Tapetet … Saa mærkede de, der var Ekko i Salen og begyndte at raabe omkap.
Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i Taarnkammeret.
Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole, at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra Venedig – men al Forgyldningen var gaaet af – de var helt brune.
De var Present fra en Doge. En Doge?
Ja – saa gamle.
Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.
Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem:
– Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.
Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.
Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke.
Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre hendes Haar med sin Haand … Skælvede som hun.
Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen.
Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.
Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel.
– Marie – hvor er du – Marie …
Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere Ord, før Linds kørte bort.
Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet. Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til Gelænderet.
Hvor det dufter, – han hørte hendes Ord igjen – Hvor her er smukt. Og atter og atter sagde han de samme Ord.
Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen … igen … og han kyssede med hede Læber det kolde Træ.
Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen stak ham i Nakken. – Erik var forelsket.
Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.
Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han maatte tale med Marie.
Ialfald derind – ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa den badedes i Sved og Fraade.
Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om det saa kun var i Smug at sé hende. Bare at komme hende nær.
Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte dog gaa langsommere.
Hvad