havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets Nærværelse.
En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte følges strax.
– Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.
– Hvormange, spurgte Madammen.
– Aa – Satan – han slog til Tallerkenen – og saa kan den Usselhund ikke en Gang hente dem selv …
– Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. Lind saa lidt over.
– Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til Thorsholm i Kalechen.
Da var hun elleve Aar.
Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros – man maatte altid gøre endel for Bedriftens Skyld.
Rødkindet var han blevet og meget svær.
Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige – hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques – fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals … saa rindende ned over Kniplingerne … men altid og altid vilde hun høre Historien igen.
Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind. Pigen sagde, det spøgede.
Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.
Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der var ganske tyst.
Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran Marmormonumentet. Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.
– Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:
MARIE AF MAAG FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.
indtil hun var ved at græde.
Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte Barnet.
Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde, hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens Myggene summede.
Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.
– Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.
– Hvad vil du —
– Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.
– Saa? Ja det er blevet silde.
Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. Andre Dage kunde Maag være livligere.
Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede.
Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige – og vi skal hjem.
Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.
Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.
Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.
Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.
Der sad han – Aa hvor han lo – med Haanden i Lommen og udspilede Ben … Vesten var knappet op … saa han rystede og Signetet hoppede paa Maven …
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer.
Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
En Gang i Julen – Ellen var allerede næsten tretten Aar – hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.
Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne.
Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til Nørup.
Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile og lagde dem paa Gravstedet.
Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.
Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede … Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.
Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet …
Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?
Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.
Hvorfor havde han saa hentet hende – hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé … Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.
Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det blændede hende.
– Er Du kommen? – Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede … Hun mærkede, han havde ikke drukket.
– Aa – at du kommer.
Han lo: – For jeg har slet ikke været ude – sagde han. – Kun gjort i Orden til iaften. – Ellen saa paa ham. – Til iaften – ?
– Ja – ser du ikke, hvor