dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes.
Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.
Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke. Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en halv Miil fra den norske Grændse.
Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid, besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens virkelige Forhold.
Oberst Kruse ytrede til Emhausen:
»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg. Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland ved Vintertid.«
Major Emhausen rystede paa Hovedet.
»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand. Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.«
»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu i Aftes rolig om Holmedal.«
»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar, siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter. Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner.«
Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!«
I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte vigtigt Nyt.
»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt. »Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv skjelne mellem Sandt og Usandt.«
»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt Kvindfolk bringer altid godt Nyt.«
Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer.
»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse.
Olaug – det var hende – nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende Læber.
»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.«
»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?«
»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd – det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille Aften, høiere og høiere – det lød tilsidst som et Skrig efter Seier op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.«
Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne, andre smaalo over Pigens Forklaring.
»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse.
»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.«
Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine Sporer.
»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten.
»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.«
»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer mig at forsvare den.«
»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.«
»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.«
»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger flere Miil herfra.«
»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?«
»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen.
Olaug traadte dristig frem til Bordet.
»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os, før Dagen gryer.«
Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende Betragtninger.
»Dit Navn?« spurgte Bryggemann.
»Olaug.«
»Dit Slægtsnavn?«
»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.
Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til hendes Udsagn.
»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug – af visse Grunde.«
»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til Adjutanten.
Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren.
»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?«
Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes Øine.
»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder – Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud.
Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt i Skoven.
Officererne saae raadvilde paa hverandre.
»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«
Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.
»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,« sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand