der have bragt dem i System og indeholde fuldstændige Beskrivelser saavel af Tegnene paa deres Komme, som af de Maader, hvorpaa man skal søge at undgaae dem. Et nyt Kjendetegn paa Orkaners Komme er desuden opdaget af en Mand, der i en Menneskealder har iagttaget Klimatforholdene i St. Thomas, og da det skal være et ufeilbarligt Tegn paa en ankommende Orkan, ville vi ikke undlade at omtale det her. Det forklares saaledes:
Orkanen gaaer i Hvirvler fra Atlanterhavet over Antillerne til Florida Golfen. Disse Hvirvler indeholde igjen utallige smaa Hvirvler, der række langt udenfor den egentlige Orkans Kredsløb og have den Virkning paa Vandoverfladen, at Draaber af denne løsrives og hoppe ret op af Søen. Dette Fænomen, der kan vise sig mange Timer før Vinden, skal afgive den paalideligste Bebudelse af Orkanen. Som almindelig Hovedregel gjælder det i vore vestindiske Farvande at søge sydefter; thi jo mere man nærmer sig Sydamerikas Nordkyst, der saa at sige aldrig hjemsøges af Orkaner, desto sjældnere vil man overraskes af disse. Bermudas Øerne ligge i deres værste Strøg, og Udtrykket "Bermudas Punsch", der er et Ordsprog mellem Søfolk, indeholder en Hentydning hertil. Af vore Øer er St. Thomas den, der har været meest hjemsøgt. Den sidste Orkan fandt Sted den 2den August 1837 og var over al Beskrivelse voldsom. Nogle og tredive Skibe forliste totalt i den ellers sikkre Havn, der var saa opfyldt med Vrag og sunkne Skibe, at det engelske Postdampskib, som ankom faa Dage efter, havde ondt ved at finde et Sted, hvor det kunde kaste Anker. De Skibe, der ikke kappede Masterne, kæntrede paa deres Ankerplads, et Fort ved Havnen blæste ned i kortere Tid, end det kunde skydes ned med Kanoner, og flere hundrede Huse ødelagdes i Byen, hvor desuden adskillige Folk ihjelsloges; i Havnen druknede hundrede Mennesker.
Efter 5 Dages Seilads kom vi den 14de September tilankers ved La Guayra, hvorfra Chefen, med nogle af Officererne, næste Dag tog op til Caracas for at sætte sig i Forbindelse med den derboende danske Generalkonsul, Legationsraad Stürup.
Caracas, Hovedstaden i Republiken Venezuela, ligger kun nogle faa Mile fra La Guayra; men Veien gaaer over de høie Bjerge, der hæve sig langs med Kysten, og ved hvis Fod Byen La Guayra ligger. I de senere Aar er der anlagt en Kjørevei, hvilken vi, da vi vare Flere, besluttede os til at benytte. Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige careta og rullede ud af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae, overgik vore dristigste Forventninger. Medens vi gradeviis viklede os ud af den tropiske Atmosfære, udfoldede dens glimrende Rigdom og Farvepragt sig under os. Den smalle Slette, der med sine Sukkermarker, Kaffeplantager, Huse og Haver paa den nordlige Side begrændsedes af de mægtige skovbegroede Bjergskrænter, og paa den sydlige af den hvide Skumfryndse, som det caraïbiske Havs Brænding dannede om dens Fod, var et høist tiltalende Syn, som Veien i sine lunefulde Snoninger snart aabnede, snart lukkede for vort Blik. Men netop Veien selv, hen ad hvilken vi fore med den Fart, som tre Heste, opmuntrede af spanske Eder og Pidskeslag, kunde give os, havde vi paa Grund af disse henrivende Udsigter ikke skjænket nogen synderlig Opmærksomhed, før der indtraf et lille Tilfælde, der i et Nu gjorde vore Sandser sobre. Den ene Hest blev indviklet i Seletøiet og faldt; men Kudsken stoppede behændig: som et Lyn var han nede af Bukken, og vi kom naturligviis i en Fart ud af Vognen. Det hændte sig, at et Kjøretøi, hvori der var to spanske Herrer, kom bagefter, og deres Kudsk kom til. Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb kunde stige ind og igjen rulle afsted.
Under dette korte Ophold, der fortrinligt egnede sig til Eftertanke, kom vi under Veir med, at man ingen Illusioner kan gjøre sig om sin Skjæbne, hvis man er saa uheldig at vælte paa denne Vei. Den er saa at sige skrællet af Bjergsiden, som man har tilvenstre, naar man kjører op, og da den er saa smal, at to Vogne ikke uden Forsigtighed kunne passere hinanden, har man hele Tiden tæt tilhøire de gabende Afgrunde, der vel ere smukke og bevoxede med Skov, men hvis Bund Øiet ikke kan udspeide. Vi hørte ogsaa senere, at forholdsviis Faa benytte Vogne, der have afstedkommet flere Ulykker, og vi ville anbefale Enhver, som gjør denne Reise, at bruge Muler, hvilket er ulige sikkrere og ligesaa behageligt. Forresten ville vi varmt anprise selve Veien, der er fuld af Skjønheder og maa foretrækkes til Nedstigningen. Den gamle, betydeligt steilere, Ridevei kan da benyttes til Opgangen.
Noget efter at det omtalte lille Uheld var skeet, kom vi til en posada eller et Værtshuus, hvis hele Udseende rigtignok langtfra svarede til den Forestilling, det velklingende fremmede Navn maatte opvække. Alt var forfaldent og svinsk. Vi fik imidlertid Begreb om spansk Høflighed (ikke den proverbielle) ved den Artighed, de to spanske Herrer, vi reiste i Følge med, udviste imod os. De bøde os det Bedste, Huset formaaede, og vare utrættelige i at vise os Opmærksomhed. Senere gjorde vi dem et Besøg i Caracas, hvor de opholdt sig paa en Gjennemreise til Valencia.
Den anden posada, som vi bedede ved, ligger paa en saa yndig Plet, at dens Navn meget passende kan være Eldorado; saavidt vi erindre, hedder den ogsaa saaledes. Det er i Sandhed en paradisisk Have. Foran Huset, hvis Ryg ligger op imod Klippen og hvis Indgang vender mod Havet (eller rettere Luften), ligger en lille Flade, omtrent saa stor som det Halve af Kongens Nytorv, og paa dette lille Rum er der en Rigdom af forskjelligartet Vegetation, som man vistnok længe skal lede om Magen til. Ved Siden af Pilen, Poplen og det hjemlige Hyldetræ blomstrede Orangetræet, Kochenilleplanten, Gummi-, Guayava- og Mangotræet. Paa Klippen bagved paraderede kæmpemæssige Kaktus, og de for Troperne karakteristiske Bananer udfoldede deres brede Blade midt imellem en Væxt af Tobaks-, Kaffe- og Bomuldsplanter. Som en Ramme om det Hele stode de mægtige Bjerge med deres mørke Afgrunde, dybe Kløfter og afvexlende belyste og beskyggede Toppe. Vi føle destoværre, at Beskrivelsen kun er mat imod det Indtryk, som Beskuelsen af denne Naturskjønhed efterlod hos os, og at Pennetegningen er høist ufuldstændig. Men selv om vi havde Penselen og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den dybe Ro til at samle – Sligt maa sees og føles.
Fra dette Sted kjørte vi endnu et à totusind Fod opad, lig Guder i Skyerne og saa begyndte Nedkjørselen til Caracas, der ligger i en yndig Dal omtrent 3000 Fod over Havet.
Det var alligevel ikke uden en sørgmodig Følelse, at vi bevægede os gjennem disse Naturens Skjønheder, thi i skjærende Modsætning til dem stode Landets indvortes Uroligheder og høist uheldige Regjeringsforfatning. Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige. Med Undtagelse af La Guayra og Hovedstaden Caracas var det øvrige Land endnu i den forrige Regjerings Hænder, og General Paëz's Forposter stode ikke mere end en Miils Vei søndenfor Caracas. Det andet Parti betegnedes ved alle de Lovløsheder, der følge af irregulair Krigsførelse; Røverier og Brandskatninger hørte til Dagens Orden, og Regjeringen i Caracas hindredes ved Pengemangel fra at skabe en disciplineret Armee og gaae angrebsviis tilværks. Til Hovedstaden vare flere Flygtninge fra Landet ankomne, udplyndrede og berøvede Alt hvad de eiede; al Handel og Plantagedrift var saagodtsom standset, kort: Tilstanden var høist sørgelig.
Det Pas, som var os medgivet fra Kommandanten i La Guayra, blev viseret ved Forposterne søndenfor Byen, og efterhaanden som vi nu nærmede os Caracas, saae vi Spor af Krigen og Tegn paa Indbyggernes Dovenskab og urolige Karakteer. Udyrkede Jorder og halvt eller heelt sammenstyrtede Huse glede forbi os. Paa nogle faldefærdige Mure læstes: Eviva Paëz, abayo Tovar! smurt op med plumpe Bogstaver, og denne Inskription, der oftere gjentoges, hyppigt anbragt paa de kurieuseste Steder, godtgjorde da idetmindste, at intet nyt Parti var kommet til Magten, medens vi foretoge Reisen fra La Guayra. Disse Ryttere i fantastiske Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags, der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.
Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr. Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget Huus, og til Officererne havde han sørget