Holm Jacob

Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862


Скачать книгу

takket ham for hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod Porto Cabello.

      Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr. Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.

      Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget, saasnart de følte sig stærke nok dertil.

      Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne, beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet, seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord, saasnart vi vare tilankers.

      Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var dens Stilling yderst piinlig.

      Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog kunde vente et Angreb i selve Byen – at søge ombord i et Orlogsskib var derfor deres eneste Udvei.

      Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den 21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage, saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde indsendt dertil.

      Betingelserne vare følgende:

      Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade Landet, eller:

      Frihed til at forblive i Landet.

      Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde udtjent.

      Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.

      En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.

      Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et eller andet dristigt coup de main af dem, der røvede for egen Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og Omegnen.

      Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at gjentage: »benedice, benedice!« medens Fartøiet roede ham til Land.

      Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.

      Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres Skyggesider at kjende – i Amerika er det anderledes. Der hilse vi dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have truffet dem – og vi have hyppig været i Berøring med dem – have vi altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de mindst fremtrædende.

      Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed. Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en værdig Hilsen – men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.

      Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og glimrende.

      Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte – man seer og beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt med Haab og Forjættelse.

      Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St. Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger, Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne os med disse kostelige – og kostbare – Produkter. Medens vi besaae endeel sjeldne Naturgjenstande