Doktor Nikola. Boothby Guy

og efter at vi havde betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. Vectis Queen er, som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være her.

      "Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet at se Dem her."

      "Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"

      "Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere, kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."

      "Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.

      Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen. Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham, og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt bag os.

      Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod. Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne. Jeg spurgte mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal, intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere.

      Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan (et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd.

      Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal", flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni.

      Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade. Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola, syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse.

      "Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han.

      "Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.

      "Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr. Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav Mah Feng den Lektion i Seoul."

      "Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"

      "Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i Singapore," svarede min Ledsager leende.

      "Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?"

      "Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt Arbejde for."

      "Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset.

      Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig. Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig, spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde udrettet.

      "Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnævnte, "og skønt jeg ikke har været paa Stedet, har jeg erfaret, at man gør Forberedelser til at modtage Dem."

      "Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig."

      "Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan.

      "En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og saa forlod Laohwan os.

      Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besørget, røg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Værelse ved Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vært. Da han kom tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi klædte os paa, og saa gik vi ind i vore Værelser og iførte os igen vore kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedør og begav os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem, der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at røbe, at vi havde Hastværk.

      Enhver, der har været i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger, at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er værre. Snevre, uregelmæssige Gader fører ind og ud og snor sig omkring i alle Retninger. Husenes øvre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og Flag, støder næsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa Dagen er et underligt, uhyggeligt Mørke. Om Natten er der naturligvis bælgmørkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt.