Voks faldt ned i det.
"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det Voks, medens jeg tæller til tyve."
Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt.
"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa."
Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det.
"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."
Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa Overfladen.
Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i Karaflen og gav mig Glasset.
"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det, og lad mig saa høre, hvad De mener om dette."
Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme.
"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give Dem nogen Forklaring."
"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."
Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog Klokken og Nikola sagde:
"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."
Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den, forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt borte.
"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt, som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De en anden Prøve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilfælde meget let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme, kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"
"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og derfor kan De beherske den."
"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"
"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"
"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til. Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg frem for alt Mærke til min Finger."
Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren. Den bevægede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands Hoved og Skikkelse. Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik. Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag, er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt, orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola, der iagttog mig med halvt lukkede Øjne.
Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra Bordet og rakte mig det.
"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i denne Bog."
Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set. Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet.
"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.
"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg.
"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.
"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme."
"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa, men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album. Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem? Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt, jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens største Hemmeligheder ikke være? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa eller ikke?"
"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre med det Arbejde, vi har for?"
"Ja, den har," svarede