til jobbet.
“Henne ved landevejen” sagde Mackenzie. “Han taler med den bonde, der opdagede liget. Han kommer lige om lidt.”
“Okay,” sagde Nelson, helt klart mere rolig. ”Hvad får du ud af det her?”
Mackenzie var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle svare. Hun var klar over, at han testede hende. En gang i mellem gjorde han det også med ligegyldige ting. Det var ikke noget, han gjorde med nogen af de andre betjente eller detektiver, og hun var temmelig sikker på, at det gik ud over hende, fordi hun var ung og en kvinde.
Instinktet sagde hende, at det her var mere end et teatralsk mord. Var det på grund af de utallige piskeslag på kvindens ryg? Var det, fordi kvindens krop var en model værdig?
Hendes bryster var helt klart falske, og hvis Mackenzie skulle gætte, var der også blevet arbejdet med hendes bagdel. Hun havde en del makeup på, noget af det var løbet ud og udtværet af tårer.
"Jeg tror," sagde Mackenzie, og besvarede endelig Nelsons spørgsmål, "at det kun er en voldelig forbrydelse. Jeg tror, at retsmedicineren vil sige, at der ikke er tegn på seksuelt misbrug. De fleste mænd der kidnapper en kvinde på grund af sex, mishandler sjældent deres ofre så voldsomt, selvom de planlægger at dræbe dem senere. Jeg synes også, at stilen på det undertøj hun har på, antyder at hun af karakter var sensuel. Helt ærligt, hvis jeg skulle dømme ud fra hendes makeup og de store bryster, så vil jeg begynde at ringe til stripklubber i Omaha, for at høre om de manglede en danser i går aftes. "
”Det er allerede gjort,” svarede Nelson selvtilfreds. "Den afdøde er Hailey Lizbrook, 34 år gammel, mor til to drenge og danser på mellemniveau på The Runway i Omaha."
Han opremsede disse fakta, som om han læste op fra en instruktionsbog. Mackenzie regnede med, at han havde haft sin stilling længe nok, til et mordoffer ikke længere var et menneske, men bare et puslespil der skulle løses.
Men Mackenzie, der kun var få år inde i sin karriere, var ikke så hærdet og hjerteløs. Hun studerede kvinden for at finde ud af, hvad der var sket, men så hende også som en kvinde der efterlod sig to drenge, der skulle leve resten af deres liv uden deres mor. Mackenzie regnede med, at hvis en mor til to var stripper, så var der pengeproblemer i hendes liv, og at hun var villig til at gøre stort set alt for at forsørge sine børn. Men nu var hun her, bundet til en pæl og delvist mishandlet af en ansigtsløs mand, der -
Majsstænglerne bag hende raslede, og fik hende til at stoppe. Hun vendte sig om, og så Walter Porter komme igennem majsene. Han så irriteret ud, da han gik ind i rydningen og tørrede jord og majssilke af sin frakke.
Han kiggede sig omkring et øjeblik, inden hans øjne standsede ved Hailey Lizbrooks lig på pælen. Et overrasket grin viste sig på hans ansigt, og hans grå overskæg vippede til højre i en skæv vinkel. Så så han på Mackenzie og Nelson, og skyndte sig der over.
”Porter,” sagde politichef Nelson. ”White er allerede i gang med at opklare sagen. Hun er ret dygtig.”
”Det kan hun være,” sagde Porter afvisende.
Det var altid sådan. Nelson gav hende ikke et ægte kompliment. Han drillede i stedet Porter, som hang på den smukke unge pige, der var kommet ud af ingenting, og fik stillingen som detektiv, den smukke unge pige som få mænd over 30 år i distriktet tog alvorligt. Og ved Gud, Porter hadede det.
Selvom hun nød at se Porter vride under drilleriet, var det ikke det værd at føle sig utilstrækkelig og undervurderet. Gang på gang opklarede hun sager, som mændene ikke formåede, og hun vidste, at det virkede truende på dem. Hun var kun 25, alt for ung til at begynde at føle sig udbrændt i en karriere, som hun engang elskede. Men nu hvor hun hængte på Porter og på hele denne politistyrke, så var hun begyndt at hade det.
Porter gjorde sig anstrengelser for at placere sig mellem Nelson og Mackenzie, og på den måde vise at nu var det hans show. Mackenzie mærkede, at hun begyndte at koge over, men prøvede at kvæle det. Hun havde kvalt det i de seneste tre måneder, lige fra den dag hun begyndte at arbejde sammen med ham. Fra den første dag forsøgte Porter ikke at skjule, at han ikke brød sig om hende. Når alt kom til alt så erstattede hun Porters tidligere partner gennem 28 år, som, efter Porters opfattelse, var fritaget fra tjeneste for at give plads til en ung kvinde.
Mackenzie ignorerede hans åbenlyse manglende respekt. Hun nægtede at lade det påvirke sin arbejdsetik. Uden at sige et ord gik hun tilbage til liget. Hun betragtede det grundigt. Det var smertefuldt at kigge på, men hvad det angik mente hun alligevel ikke, at der var nogen død krop, som var i stand til at påvirke hende mere, end den første hun nogensinde så. Hun var næsten ved at nå det punkt, hvor hun ikke længere så sin fars krop, da hun trådte ind på mordscenen. Men ikke helt. Hun var syv år gammel, da hun gik ind i soveværelset, og så ham ligge halvt udstrakt på sengen i en sø af blod. Og hun var aldrig holdt op med at se det syn.
Mackenzie ledte efter spor, der viste, at dette mord ikke handlede om sex. Hun så ingen tegn på blå mærker eller rifter, hverken på bryster eller bagdel, ingen udvendige blødninger omkring skeden. Derefter så hun på kvindens hænder og fødder, og spekulererede på, om der måske var et religiøst motiv. Tegn på huller i håndflader, ankler og fødder var måske en reference til korsfæstelsen. Men det var der heller ikke tegn på.
Ud fra den hurtige rapport hun og Porter fik, vidste hun, at ofrets tøj ikke var blevet fundet. Mackenzie mente, at det sandsynligvis betød, at morderen gemte det, eller havde skaffet sig af med det. For hende indikerede det, at han enten var forsigtig, eller borderline tvangspræget. Tilføj til det at hans motiv i går aftes næsten helt sikkert ikke var af seksuel karakter, så gav det en morder, der muligvis både var listig og beregnende.
Mackenzie bakkede hen til udkanten af lysningen, og tog et overblik over hele gerningsstedet. Porter skævede til hende, ignorerede hende derefter totalt, og fortsatte med at tale med Nelson. Hun bemærkede, at de andre politimænd så på hende. Nogle af dem betragtede i det mindste hendes arbejde. Hun var gledet ind rollen som detektiv med et ry for at være usædvanligt skarp, og meget anerkendt af flertallet af instruktører på politiakademiet. Og fra tid til anden stillede yngre politifolk, både mænd og kvinder, hende ægte spørgsmål, eller bad om hendes mening.
På den anden side vidste hun også, at et par af de mænd, som delte rydningen med hende, kiggede sjofelt efter hende. Hun var ikke sikker på, hvad der var værst, Mændene der tjekkede hendes røv, når hun gik forbi, eller dem der grinede bag hendes ryg, af den lille pige der forsøgte at spille rollen som den slemme detektiv.
Da hun undersøgte gerningsstedet, blev hun endnu en gang overfaldet af en nagende mistanke om, at der var noget helt galt. Det føltes, som om hun åbnede en bog, og læste første side af en historie, som hun vidste, indeholdt nogle meget sværere sider længere inde i historien.
Det er kun begyndelsen, tænkte hun.
Hun kiggede på jorden omkring pælen, og opdagede et par slæbende mærker fra støvler, men ikke noget, der var brugbart til aftryk. Der var også en række figurer på jorden, de lignede næsten slanger.
Hun satte sig på hug for at komme tættere på, og så at flere af figurerne bugtede sig side om side, snoede sig rundt om træpælen på en buet måde, som om de cirkulerede rundt om pælen flere gange. Så kiggede hun på kvindens ryg, og så at flængerne i huden, lignede nogenlunde den samme form som figurerne på jorden.
“Porter,” sagde hun.
”Hvad er det?” Spurgte han, helt klart irriteret over at blive afbrudt.
”Jeg tror, at jeg har et våbenaftryk her.”
Porter tøvede et øjeblik, men gik derefter hen til Mackenzie, der bukkede sig ned over jorden. Da han kæmpede sig ned ved siden af hende, stønnede han lidt, og hun hørte hans bælte knirke. Han bar på omkring 25 kilos overvægtig, og det viste sig mere og mere, efterhånden som han nærmede sig de 55.
“En pisk af en eller anden slags?” spurgte han.
“Det