til Mackenzie, og der var meget lidt interesse i dem, da han spurgte: "Noget at tilføje, White?"
"Tal," sagde hun.
Nelson rullede med øjnene foran alle. Det var et tydeligt tegn på manglende respekt, men hun overså det, fast besluttet på at få det ud til alle de tilstedeværende inden hun blev stoppet.
"Jeg opdagede noget skåret i bunden af pælen, det ligner to tal, adskilt af en skråstreg."
"Hvilke tal?" spurgte en af de yngre betjente ved bordet.
"Tal og bogstaver faktisk," sagde Mackenzie. "N 511 og J 202. Jeg har et foto på min telefon."
"Der kommer flere billeder om lidt, lige så snart Nancy får dem printet ud," sagde Nelson. Han talte hurtigt og kraftfuldt for at lade dem vide, at spørgsmålet om tallene nu var lukket.
Mackenzie lyttede til Nelson, da han plaprede videre om de opgaver, der skulle udføres for at dække det 12 kilometer store område mellem Hailey Lizbrooks hjem og the Runway. Men hun hørte faktisk kun halvt efter. Hjernen blev ved med at vende tilbage, til den måde kvindens krop var ophængt på. Noget ved fremvisningen af kroppen havde virket bekendt næsten omgående, og det blev ved med at dukke op, da hun sad i mødelokalet.
Hun gik igennem de korte noter i mappen, og ledte efter små detaljer, der udløste et eller andet i hukommelsen. Hun bladrede i de fire sider med oplysninger, i håb om at opdage noget. Hun vidste allerede alt, hvad der stod i mappen, men hun skannede alligevel detaljerne.
34-årig kvinde formodes dræbt den foregående aften. Flænger, rifter, forskellige hudafskrabninger på hendes ryg, bundet til en gammel træpæl. Dødsårsag antages at være blodtab eller mulige traumer i hjertet. Metoden der er anvendt til at binde, tyder på mulige religiøse overtoner, mens kvindens kropstype antyder seksuelle motiver.
Da hun læste det igennem, klikkede et eller andet. Hun lukkede ned og tillod sit sind at vandre frit uden indblanding fra omgivelserne.
Da hun forbandt prikkerne, begyndte der at dukke en forbindelse op, som hun håbede var forkert. Nelson var ved at være færdig.
"... og da det er for sent, til at vejspærringer er effektive, så er vi nødt til at stole mest på vidneudsagn, helt ned til den mest minutiøse og tilsyneladende ligegyldige detalje. Er der nogen, der har noget andet at tilføje?"
"En ting, sir," sagde Mackenzie.
Hun så at Nelson tilbageholdt et suk. Fra anden ende af bordet hørte hun Porter afgive en form for stille klukkende støj. Hun ignorerede det hele, og ventede for at se, hvordan Nelson ville henvende sig til hende.
"Ja, White?" spurgte han.
"Jeg kan huske en sag i 1987, der var magen til denne her. Jeg er temmelig sikker på. at det var lige uden for Roseland. Metoden med ophængning var den samme, kvindetypen var den samme. Jeg er også temmelig sikker på at måden at slå på, var den samme.
"1987?" Nelson spurgte. " White, var du overhovedet født på det tidspunkt?"
Det blev mødt med sagte latter fra mere end halvdelen af lokalet. Mackenzie lod det glide af. Det måtte hun finde tid til at være flov over senere.
"Det var jeg ikke," sagde hun, ikke bange for at være uenig med ham. "Men jeg har læst rapporten."
“Du glemmer sir,” sagde Porter. “at Mackenzie tilbringer sin fritid med at læse om uopklarede sager. Pigen er et omvandrende leksikon i den slags."
Mackenzie bemærkede omgående, at Porter nævnte hende ved fornavn, og kaldt hende en pige i stedet for en kvinde. Det sørgelige var, at hun ikke troede, han var selv opmærksom på manglen på respekt.
Nelson gned sig på hovedet, og udstødte endelig det tordenlignende suk, der byggede sig op. "1987? Er du sikker på det?"
"Næsten helt sikker."
"Roseland?"
"Eller den nærmeste omegn," sagde hun.
"Okay," sagde Nelson, og kiggede ned mod fjerneste ende af lokalet, hvor en midaldrende kvinde sad, og lyttede opmærksomt. Der stod en bærbar foran hende, som hun stille og roligt skrev på under hele mødet. "Nancy, kan du køre en søgning i databasen efter det?"
“Ja sir,” sagde hun. Hun begyndte med det samme at skrive noget i stationens interne server.
Nelson kastede Mackenzie et misbilligende blik, der bedst kunne oversættes til: Du må hellere have ret. Hvis ikke, så har du spildt 20 sekunder af min kostbare tid.
"Okay, herrer og damer," sagde Nelson. "Vi kommer til at gøre det sådan her. I samme øjeblik dette møde slutter, så vil jeg have Smith og Berryhill på vej til Omaha for at hjælpe det lokale politi derude. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi derefter rotere i par. Porter og White, jeg vil have jer to til at tale med den afdødes børn og hendes arbejdsgiver. Vi arbejder også på at få adressen til hendes søster."
"Undskyld mig, sir," sagde Nancy, og kiggede op fra sin computer.
"Ja, Nancy?"
"Det ser ud til at detektiv White har ret. Oktober 1987 blev en prostitueret fundet død, bundet til en træpæl lige uden for Roseland bygrænse. Sagsakterne som jeg kigger på, siger at hun kun var iført sit undertøj, og var pisket hårdt. Ingen tegn på seksuelle overgreb, og ikke noget motiv."
Lokalet blev igen stille, da mange tilintetgørende spørgsmål forblev uudtalte. Til sidst var det Porter, der sagde noget, og selvom Mackenzie mærkede, at han prøvede at afvise sagen, hørte hun en antydning af bekymring i hans stemme.
”Det er næsten 30 år siden,” sagde han. ”Jeg vil kalde det en spinkel forbindelse.”
”Men det er ikke desto mindre en forbindelse,” sagde Mackenzie.
Nelson hamrede heftigt hånden ned i skrivebordet, hans øjne brændte sig ind i Mackenzie. ”Hvis der er en forbindelse her, så ved du godt, hvad det betyder, ikke også?”
”Det betyder, at vi måske har en seriemorder,” sagde hun. ”Og alene tanken om at vi måske har en seriemorder, gør at vi er nødt til at overveje at tilkalde FBI.”
”Åh for helvede,” sagde Nelson. ”Du er for hurtig her. Du springer en masse over.”
”Med al respekt,” sagde Mackenzie, “det er værd at følge op på.”
”Og nu hvor din hurtige hjerne har gjort os opmærksom på sagen, så er vi nødt til det,” sagde Nelson. ”Jeg foretager nogle opkald, som du følger op på. Nå, lad os rubbe os med de ting, som er relevante og rettidige. Det er alt for nu folkens. Se at komme i gang med arbejdet. ”
Den lille gruppe omkring konferencebordet begyndte at sprede sig, og tog deres mapper med dem. Idet Mackenzie gik ud af lokalet, sendte Nancy hende et lille bekræftende smil. Det var den største påskyndelse Mackenzie havde fået på arbejdet i mere end to uger. Nancy var receptionist, og nogen gange var det hende, der undersøgte faktuelle ting. Så vidt Mackenzie vidste, var hun et af de få ældre medlemmer i politistyrken, der ingen reelle problemer havde med hende.
"Porter og White, stop lige," sagde Nelson.
Hun så, at Nelson nu udviste nogle af de samme bekymringer, hun bemærkede hos Porter, da han talte for et øjeblik siden. Han så næsten sløj ud.
"Godt husket med sagen i 1987," sagde Nelson til Mackenzie. Det så ud, som om det gjorde fysisk ondt ham at give hende et kompliment. "Det er et skud i tågen. Men det får mig til at spekulere på..."
"Spekulere på hvad?" spurgte Porter.
Mackenzie, der aldrig var bange for at sige tingene ligeud, svarede for Nelson.
"Hvorfor han er aktiv igen," sagde hun.
Så hun tilføjede:
"Og hvornår vil han dræbe igen."
KAPITEL