taknemmelig. Hun mærkede også, at han virkelig ønskede at græde, men sikkert ikke ville tillade sig at gøre det foran fremmede.
"Detektiv Porter," sagde Mackenzie, han dukkede op fra køkkenet, og stirrede på hende. "Har du flere spørgsmål?" Hun rystede subtilt på hovedet, da hun spurgte om det, i håb om at han ville fange det.
“Nej, jeg tror vi er færdige her,” sagde Porter.
"Okay drenge," sagde Mackenzie. "vi takker, fordi I ville tale med os."
"Ja, tak," sagde Porter, og sluttede sig til Mackenzie i stuen. "Jennifer, du har mit nummer, hvis du kan komme i tanke om noget, der kan hjælpe os, så ring endelig. Selv den mindste detalje kan vise sig at være værdifuld."
Jennifer nikkede, og kvækkede et hæst, "Tak."
Mackenzie og Porter forlod dem, gik ned af en række trætrin og ind på den tilhørende parkeringsplads. Da de var i sikker afstand fra lejligheden, formindskede Mackenzie afstanden mellem dem. Hun fornemmede en enorm vrede strømme fra ham som varme, men hun ignorerede det.
"Jeg fik et spor," sagde hun. "Kevin siger, at moderen sidste år forsøgte at få et tilhold mod nogen på arbejdet. Han sagde, at det var den eneste gang, han nogensinde så hende synligt gal eller ophidset over noget."
"Godt," sagde Porter. "Om ikke andet kom der noget godt kom ud af, at du modarbejdede mig."
"Jeg modarbejdede dig ikke," sagde Mackenzie. "Jeg så bare en chance falde til jorden mellem dig og den ældste søn, så jeg trådte til for at samle den op."
"Sludder," sagde Porter. "Du fik mig til at se ringere og svagere ud foran børnene og deres moster."
"Det er ikke rigtigt," sagde Mackenzie. "Og selv hvis det var sandt, betyder det så noget? Du talte til børnene, som om de var idioter, der dårligt forstod engelske."
"Dine handlinger var et tydeligt tegn på manglende respekt," sagde Porter. "Lad mig minde dig om, at jeg har været i dette job længere, end du har eksisteret. Hvis jeg får brug for, at du træder til, og hjælper mig, så skal jeg sgu nok fortælle dig det."
"Du afsluttede det, Porter," svarede hun. "Det var overstået, kan du ikke huske det? Der var ikke noget tilbage, som jeg kunne underminere. Du var ude af døren. Det var din beslutning. Og det var den forkerte beslutning."
De nåede bilen, og idet Porter låste den op, kiggede han hen over taget på Mackenzie med et flammende blik.
"Når vi kommer tilbage til stationen, har jeg tænkt mig gå ind til Nelson og anmode om at blive overflyttet. Jeg er færdig med din manglende respekt.”
"Mangel på respekt," sagde Mackenzie, mens hun rystede på hovedet. "Du ved ikke engang, ved hvad ordet betyder. Hvorfor starter du ikke med at se nærmere på, hvordan du behandler mig."
Porter udstødte et rystet suk, og satte sig ind i bilen uden at sige noget. Fast besluttet på ikke at lade Porters anspændte humør gå hende på, satte Mackenzie sig også ind. Hun kiggede tilbage mod lejligheden, og spekulerede på, om Kevin nu tillod sig selv at græde. I den store virkelighed var den uenighed, der eksisterede mellem hende og Porter, ærlig talt ikke vigtig.
"Ringer du det ind?" spurgte Porter, helt klart møg irriteret over, at han var blevet overgået.
"Ja," sagde hun, og tog sin telefon op. Da hun fandt Nelsons nummer frem, var det svært at nægte, at en snigende følelse af tilfredshed opstod i hende. Et tilhold udstedt for et år siden, og nu var Hailey Lizbrook død.
Vi har ham, den djævel, tænkte hun.
Men var det svært ikke at spekulere over, om det virkelig var så let at opklare sagen.
KAPITEL 6
Mackenzie kom først hjem klokken kvart i elleve om aftenen, totalt udkørt. Dagen havde været lang og udmattende, men hun var klar over, at hun ikke var i stand til at sove lige med det samme. Hendes hjerne var alt for fokuseret på det spor, som Kevin Lizbrook gav hende. Da hun ringede til Nelson med oplysningen, lovede han hende, at få nogen til at kontakte til stripklubben, og finde frem til det advokatfirma, der hjalp Hailey Lizbrook med at få et tilhold.
Tankerne kørte rundt i hundredvis af forskellige retninger, Mackenzie satte noget musik på, greb en øl fra køleskabet, og tog sig et bad. Normalt var hun ikke specielt glad for karbade, men i aften var alle muskler i kroppen anspændte. Mens karret blev fyldt med vand, gik hun gennem huset, og ryddede op. Zack havde åbenbart igen ventet med at gå på arbejde indtil sidste øjeblik.
Zack og hende var flyttet sammen for lidt over et år siden, og de forsøgte at tage alle tænkelige skridt i deres forhold, som længst muligt kunne forhindrede et ægteskab. Mackenzie følte, at hun var klar til at blive gift, men Zack virkede rædselsslagen ved tanken. De havde nu været sammen i tre år, og mens de to første af årene var fantastiske, byggede den sidste del af deres forhold på monotoni, og Zacks frygt for at blive alene, og for at blive gift. Hvis han kunne blive et sted midt i mellem, med Mackenzie som sin stødpude, så var han glad.
Men da hun fjernede to brugte tallerkener fra sofabordet, og trådte hen over en Xbox disc på gulvet, spekulerede Mackenzie på, om hun måske var færdig med at agere stødpude. Faktisk var hun ikke engang sikker på, at hun vil gifte sig med Zack, hvis han spurgte hende i morgen. Hun kendte ham alt for godt. Hun så et klart billede af, hvordan det blev, hvis hun giftede sig med ham, og helt ærligt, det så ikke alt for lovende ud.
Hun sad fast i et stagneret forhold, med en partner der ikke værdsatte hende. Hun indså, at hun på samme måde sad fast i et arbejde, med kollegaer der heller ikke værdsatte hende. Hele hendes liv føltes fastlåst. Hun vidste, at det var nødvendigt at ændre på noget, men det virkede for skræmmende for hende. Og i betragtning af hvor udmattet hun følte sig, så havde hun simpelthen ikke energi til det.
Mackenzie trak sig tilbage til badeværelset, og lukkede for vandet. Bølger af damp rullede fra toppen af vandet, som om de inviterede hende. Hun klædte sig af, betragtede sig selv i spejlet, og blev endnu mere klar over, at hun spildte otte år af sit liv med en mand, der ikke inderligt ønskede at forpligte sig til at tilbringe livet sammen med hende. Hun mente, at hun var attraktiv på en enkel måde. Hendes ansigt var pænt, (måske lidt mere når håret var sat op i en hestehale) og kroppen var stærk, men måske lidt tynd og muskuløs. Maven var flad og hård, så meget at Zack ind i mellem spøgte med, at hendes mavemuskler var en smule skræmmende.
Hun gled ned i badekarret, øllen stod ved siden af hende på et lille bord til håndklæder. Hun tog en dyb udånding, og lod det varme vand gøre sit arbejde. Hun lukkede øjnene, og slappede af så godt som hun formåede, men billedet af Kevin Lizbrooks øjne vendte hele tiden tilbage. Den store sorg i dem var næsten ubærligt, og den mindede om en smerte, som Mackenzie engang selv kendte, men som hun nu gemte væk langt inde i sit hjerte.
Hun lukkede øjnene, og døsede, billedet blev ved med at hjemsøge hende. Hun følte en håndgribelig tilstedeværelse, som om Hailey Lizbrook lige nu var i rummet sammen med hende, og insisterede på, at hun opklarede mordet på hende.
En time senere kom Zack hjem direkte fra et tolvtimers skift på en lokal tekstilfabrik. Hver gang Mackenzie lugtede snavs, sved, og fedt på ham, mindede det hende om, hvor små ambitioner der efterhånden var tilbage i Zack. Mackenzie så ingen problemer med arbejdet i sig selv. Det var et respektabelt job, skabt til mænd, der var skabt til hårdt arbejde og engagement. Men Zack havde en bachelorgrad, han planlagde at bruge til at få en plads i et masterprogram for til at blive lærer. Planen var endt for fem år siden, lige siden havde han siddet fast i rollen som skifteholdsleder på tekstilfabrikken.
Mackenzie var på sin anden øl, da han kom ind, hun sad i sengen, og læste en bog. Hun planlagde at forsøge at falde i søvn omkring klokken tre, og få fem timers god søvn inden hun tog afsted på arbejdet klokken ni næste morgen. Hun havde aldrig haft brug for meget søvn, og fandt ud af, at de nætter hvor hun sov mere end seks timer, var hun sløv og ved siden af sig selv den næste dag.