perspektiv, handler det derfor ikke om at udtrykke sig selv forstået som selvudfoldelse eller om at tolke det ubevidste, men om at skabe kunst og dermed (re)konstituere eller (om)danne sin bevidsthed, herunder sin selvbevidsthed. Hvad dette konkret betyder, vil jeg komme meget mere ind på i næste kapitel.
Fænomenologien er et vældigt stort område, som kan være vanskeligt tilgængeligt, og forskellige opfattelser af fænomenologien kan give anledning til misforståelser. Det følgende er en kort oversigt, som kan rydde de værste misforståelser af vejen. Det følges af en præsentation af fænomenologisk psykopatologi og lidt om, hvad bevidsthed er. Læsere uden dybere teoretisk interesse kan eventuelt springe de næste par sider over og gå videre til afsnittet: “Kunsten og den skabende kunstterapi”.
HOVEDSTRØMNINGER I FÆNOMENOLOGIEN
De fleste regner den tyske filosof Edmund Husserl (1859-1938) som fænomenologiens fader. En af hans hovedtanker var, at man måtte gøre sig fri af alle forudfattede meninger om det fænomen, man ville undersøge, “sætte sin forforståelse i parentes”, for at nå frem til fænomenernes essens. En anden væsentlig tanke var ideen om intentionalitet som grundlag for bevidstheden. Intentionalitet kan også give os begreb om oplevelsen af, at noget giver mening.
Jeg vil f.eks. tage en slurk af min te – det er en intention. Jeg ser koppen, jeg rækker ud efter den og mærker den forventede lune, glathed i min hånd. En række af intentioner, som ved mødet med koppen – den sanselige oplevelse – bliver bekræftet og forbinder mig med verden på en meningsfuld måde. Hvis jeg skal redegøre for min tekop, spiller det afgørende ind, at jeg har fået den af min datter, og at den er god at drikke te af.
Et forsøg på nøgtern, såkaldt objektiv beskrivelse, vil måske indebære, at jeg målte koppens dimensioner med en lineal og rumindholdet med et målebæger, men herved bevæger jeg mig langt væk fra det ved koppen, som har betydning. Forsøget på at adskille koppen fra min bevidsthed om den ender derfor let med, at jeg slet ikke kan genkende min kop. Perspektivet forvrænges, idet en masse subjektiv mening tabes i fremstillingen. Fænomenologien kredser på denne måde om, hvordan bevidstheden konstituerer mening og omvendt.
I kølvandet på Husserl kom mange andre fænomenologer, hver med deres særlige opfattelse af, hvordan fænomenologien skal forstås. Heidegger, som var elev af Husserl, tilfører fænomenologien en mere metafysisk drejning i et forsøg på at forstå, hvad det egentlig vil sige at være til.
Også i fransk filosofi fik fænomenologien stor indflydelse; især den franske filosof Merleau-Ponty sætter præg på fransk tænkning med en fænomenologi, der lægger særlig vægt på kroppen og sansernes afgørende rolle for vores bevidsthed.
Mange psykiatere blev inspireret af fænomenologien, og en af den moderne psykiatris fædre, Karl Jaspers, var selv fænomenolog og byggede sin psykiatri på at spørge sine patienter, hvad de oplevede.5 Dermed blev patienternes subjektive oplevelser grundlag for en skelnen mellem forskellige psykiatriske tilstande. Det er altså en fænomenologi, der lægger afgørende vægt på et subjektivt perspektiv i forståelsen af verden og bevidstheden.
En anden drejning af fænomenologien kom fra filosoffer, som afviste ideen om, at man kunne gøre sig fri af forudfattede forestillinger, som Husserl oprindeligt havde foreslået. I stedet inddrog de den kulturelle kontekst i en hermeneutisk fænomenologi. Hermeneutik betyder fortolkningskunst eller forståelseslære. Tanken er, at bevidstheden og verden slet ikke kan forstås uden for en kulturel og videnskabsteoretisk kontekst. Frem for at sætte sin forforståelse i parentes skal man derfor gøre sig sin forforståelse klar. Fænomenologi og hermeneutik bliver i mange tekster brugt sammen eller konkurrerende om tænkningen hos Heidegger, Gadamer og Ricœur, som er de filosoffer, der overvejende står for denne inkorporering af hermeneutikken i fænomenologien (Moran, 2002). I bogen her omtales denne filosofiske hermeneutik eller hermeneutiske fænomenologi blot som fænomenologi.
Fra dansk side har den århusianske filosof og teolog K.E. Løgstrup ydet et originalt bidrag til fænomenologien med afsæt i bl.a. Heidegger. Løgstrups tanker er på mange måder frugtbare for kunstterapeuter, idet han bl.a. har været optaget af kunstens og kunstnerens rolle for mennesker og har etableret en tænkning om “form”.
Ordet fænomenologi bliver også brugt i især engelsksproget litteratur om en videnskabelig metode, som går ud på at beskrive fænomenerne så præcist og udogmatisk som muligt. Dette er ikke det samme som den kontinentale (europæiske) eller filosofiske fænomenologi, hvilket giver anledning til en del forvirring. Den engelske “phenomenology” har ofte ikke indbygget det radikale opgør med en dualistisk tankegang, som de europæiske filosoffer tog afsæt i. Det er altså mere en beskrivende metode frem for et forsøg på at forstå bevidstheden og verdens fænomener i sammenhæng.
Når jeg i det følgende benytter ordet fænomenologi, menes der den europæisk filosofiske udgave af fænomenologien, som den blev formuleret af Husserl, Heidegger, Merleau-Ponty m.fl.
Ud over Husserls tanker om at sætte sin forforståelse i parentes ved undersøgelse af fænomenerne findes ingen metodeanvisninger i fænomenologien. Heidegger skriver f.eks.: “Enhver fremvisning af noget værende sådan som det viser sig i sig selv kan kaldes fænomenologi” (Heidegger, 1926, side 56). Det kan derfor synes forvirrende at tale om fænomenologisk metode. Ikke desto mindre er der udviklet en sådan fænomenologisk metode, som primært blev brugt inden for psykologisk forskning.6 Problemet i dette er, at fænomenologien i sit udgangspunkt er en filosofi, som søger et epistemologisk7 og/eller ontologisk8 udgangspunkt for videnskabelig erkendelse og derfor ikke klinger godt med en bestemt metodologi. Fænomenologi som teoretisk udgangspunkt for en forståelse af kunstterapierne må derfor ikke forveksles med fænomenologi som metode.
FÆNOMENOLOGISK FORSTÅELSE AF PSYKISKE LIDELSER
Fænomenologien som filosofisk tradition har haft afgørende indflydelse på europæisk psykiatri. Således er mange af de begreber, man benytter i psykiatrien til at beskrive psykopatologiske (sindssygelige) fænomener, udviklet af fænomenologisk tænkende psykiatere.9 Denne fænomenologiske tradition blev i moderne tid trængt i baggrunden til fordel for et mere positivistisk syn med vægt på især biologiske forhold og psykoanalysen med dens tanker om det ubevidste.
I 1990’erne synes der imidlertid at være opstået en fornyet interesse i fænomenologisk psykopatologi, specielt i udforskningen af skizofreni (Rulf, 2003). Dette er interessant for en fænomenologisk funderet kunstterapi, da det dermed bliver muligt at skabe en bedre forståelse af, hvordan kunstterapien kan påvirke psykiatriske sygdomsfænomener.
Grundlaget for en fænomenologisk forståelse af psykiske sygdomme er analyser af, hvordan vi normalt konstituerer os selv som individer, altså hvordan vi bliver til og forstår os selv som de mennesker, vi er, hvordan vi oplever mening, hvordan vi interagerer med hinanden osv. Disse tanker vil jeg præsentere i bogen, når det er relevant i forhold til en forståelse af det kliniske materiale.
I fænomenologisk teori om skizofreni ses kernen i sygdommen at være en forarmning af individets umiddelbare erfaring af sig selv som udgangspunkt for egne sansninger og handlinger. Parnas m.fl. taler om “primary alterations of the very basic, prepersonal, prereflective sense of self (ipseity10)”, som skaber en adskillelse mellem oplevelsen og erfaring af oplevelsen som værende min (Parnas & Handest, 2003). Dette svækker individets evne til at sammenholde forskellige perspektiver i tid og rum til et samlet billede og gør det vanskeligt for den syge at skabe meningsfulde strukturer i sine oplevelser. Wiggins m.fl. udtrykker det som et sammenbrud i selvets enhed og dermed de automatiske processer, hvormed verdensforholdet konstitueres (Wiggins et al., 1990). Egoet overvældes af forsøgene på aktivt (tankemæssigt) at konstituere sit verdensforhold og bryder til sidst sammen (Parnas & Handest, 2003, side 32).
Disse tanker om selvforholdets betydning i psykisk sygdom vil blive forklaret nærmere i kapitel 3 i forbindelse med min analyse af skabende kunstterapis virkning ved skizofreni.
BEVIDSTHED