gør det i en æstetisk form, der taler til vores sanser. Kunsten kan dermed ses som en måde, hvorpå vi kan fortolke16 vores væren i al dens kompleksitet uden at forråde den mangetydighed og åbenhed, der må til, hvis vi ikke skal fryse til is.
Et lille eksempel: Enhver teenager i dagens Danmark lytter til musik. Spørger du dem, om de derved kan fortolke deres væren, vil de nok glo måbende eller synes, at du er totalt latterlig. Men de vil sandsynligvis heller ikke kunne forklare fænomenet på anden måde. “Det lyder bare godt”. Grunden er, at kunstens værensfortolkning foregår helt uden om vores bevidste opmærksomhedsfelt. Musikken er som de andre kunstarter et formsprog, der taler direkte til os gennem høresansen og opleves meningsfuld. Lyt til de første strofer af Beethovens 5. symfoni; det er dramatisk og storladent. Men en udtømmende forklaring på værkets betydning er umulig at give begrebsligt. Det er, som om musikken udtrykker netop dette på den eneste måde, det kan udtrykkes på.
Derfor er det så svært at udlægge kunst uden at forråde dens komplekse betydning. Forsøgene på at forklare, hvad et værk betyder, vil amputere værket, fordi en stor del af merbetydningen går tabt. For dem, for hvem kunstværket åbner vigtige æstetiske erfaringer, kan det derfor opleves som et overgreb at “udlægge” værkets betydning begrebsligt – fordi det, som i kunstværket formidles åbent og flertydigt, vil lukke sig i forklaringens entydighed. Kun en poetisk tolkning, dvs. en “udlægning” i et andet kunstnerisk medie, vil kunne yde værket retfærdighed.
Kunstværket kan altså opfattes som en måde, hvorpå vores selvbevidsthed og væren i verden gives eller skabes som form i et kunstnerisk medium. Og vel at mærke en form, der kan opfattes umiddelbart af andre mennesker.
AT SKABE FORM
Det var især Løgstrup, der i sin afsøgning af kunsten og menneskelivet cirklede omkring vigtigheden af, at vi som mennesker giver os selv og vores verden form på mange planer; lige fra den måde vi går klædt og organiserer vores hverdag på til vores sprogbrug og vores arbejde og ikke mindst kunsten.
Begreber og metaforer kan i den sammenhæng ses som sproglige former, der giver vores tænkning struktur. Et begreb som “det ubevidste” er f.eks. en sådan sproglig form, som refererer til nogle erfaringer og knytter dem ind i en meningsfuld sammenhæng. Uden dette begreb var der ting, der ikke kunne tænkes på samme måde. Når et begreb giver god mening for os, siger vi, det er sandt. Og vi kommer alt for let til at se denne sandhed som noget absolut og evigt – indtil det forandres og nye former opstår.
Også vores adfærd giver vi form – som vores opførsel. Denne kræver af andre, at de forholder sig til os og dannes omvendt ud fra de andres forholden sig til vores opførsel. Det er således ved at forholde sig til andre og til verden, at vi får form og “kommer til os selv”. Løgstrup sætter på denne måde menneskets evne til at skabe form i centrum af selve det at blive til som menneske.
Løgstrup mente, at alt hvad mennesker oplever, vil artikuleres. Og kunsten er en måde, hvorpå vi kan artikulere os: “Jo tættere på det ubetvingelige, urørlige og utilgængelige erfaringerne er gjorte, desto mægtigere er digtet, maleriet og skulpturen …” (Løgstrup, 1961, side 8). Kunsten er derfor helt nødvendig for mennesker, især når vi kommer ud, hvor vi ikke kan bunde, hvad vi jo gør blandt andet i kriser og galskab. Skønheden, det æstetiske, det formede – bringer os verden nær på en måde, som det dagligdags trivielle ikke kan det. Og det, som skal formes, er det levende i livet, bl.a. lidelsen, opløftelsen og det næsten ubærlige:
Der er ting, som ikke tåler formløshed! Hvad der er mest liv i for et menneske tåler ikke banaliteten. Det ødelægges i det formløse udtryk … Det mest levende forlanger et behersket, et bundet, et indirekte udtryk.
(Løgstrup, 1956, side 29).
Kunsten bliver derfor en nødvendighed, når vi har at gøre med svære og smertefulde erfaringer.
Også symptomer og livsmønstre kan forstås som måder at give form til oplevelser på. Ud fra denne betragtning synes det indlysende, at effektiv psykoterapi må tilbyde andre muligheder for at skabe form og dermed mening i erfaringerne. Og dette gøres ingen steder mere direkte end i den kunstneriske stræben.
Poesiens, kunstens opgave er, ifølge Løgstrup, at give os verden, tingene, naturen og “den anden” tilbage. At binde udtrykket som form og derved opdage verden.
SKØNHEDSERFARING
Når kunsten lykkes, giver det anledning til, hvad Dorthe Jørgensen har benævnt skønhedserfaring. Man betages. På engelsk kaldes en sådan oplevelse “breathtaking” – den får os til at holde vejret eller trække det dybere. Vi kender det alle sammen: øjeblikke af ophøjet nærvær under en koncert eller på en bjergtinde. Vi siger også, at det skønne er bevægende. Logikken i udtrykket er, at vi faktisk mentalt kan flytte os, når vi oplever skønheden. Det behøver ikke være pænt for at gøre indtryk, være bevægende og betagende som et billede af Michael Kvium. Også grimhed kan i denne forstand være skøn. Skønhed handler altså ikke om pænhed, men om en merbetydning. “At erfare skønhed består grundlæggende i at erfare noget oversanseligt ved noget sanseligt” (Dorthe Jørgensen, 2008, side 61).
Skønheden hører ikke kun kunsten til. For vores længsel efter skønhed ligger som en ledetråd bag vores æstetiske orientering i verden. Når vi sætter lys frem på et bord eller opsøger en smuk solnedgang f.eks. Men kunsten kan i særlig grad være med til at åbne sanserne og etablere en æstetisk erfaring, blandt andet fordi der ikke er andre formål med den kunstneriske skaben. På den måde bringer kunsten os væk fra en optagethed af vores små og store problemer og ind i verden.
Dorthe Jørgensen udtrykker det på den måde, at:
Netop kunsten har en særlig evne til at forårsage æstetiske erfaringer, fordi den befinder sig på siden af samfundet. Kunsten trækker os ud i et “rum”, hvor vi ikke tænker på formålet eller nytten med det vi oplever … og des større er chancen for, at den oplevelse, som værket vækker, omsætter sig i en æstetisk erfaring af et “mere” ved den verden som er vor.
(Dorthe Jørgensen, 2008, side 61)
Den æstetiske erfaring har desuden et kritisk potentiale, fordi det bringer os ud af vanetænkningen. Med Dorthe Jørgensens ord: “Når vi erfarer dette mere – denne transcendens – erkender vi også at alt ikke behøver at være som det er”.
Kunsten kan altså etablere en skønhedserfaring, der sætter vores vanlige tanker i et andet perspektiv og åbner for en udvidet tænkning. Og det er en lystfyldt proces:
Skønheden er glædesbringende, fordi den virker meningsstiftende, og dens stiftelse af mening er kendetegnet ved ikke at lukke, men derimod at åbne horisonten. Den stifter mening takket være den følelse af nærvær, der kendetegner en erfaring, i hvilken man ikke er sig selv (dvs. det målrettede subjekt, man i almindelighed forstår sig selv som), men derimod ude ved genstanden. Og hvor genstanden også træder ud af sig selv (dvs. det objekt, den af subjektet i almindelighed bliver opfattet som) for i stedet at fremstå som det, den er, nemlig noget i sig selv. Når dette sker lader skønheden os fornemme den for os og genstandenes fælles væren, ved hvilken verden hænger sammen, og denne følelse af sammenhæng virker meningsfuld … Den erfaring af mening, som skønhedserfaringen udgør, vækker det afgrundsdybe spørgsmål om, hvad mening overhovedet er, samtidig med at den sætter al verdens meningsløshed i et kritisk perspektiv.
(Dorthe Jørgensen, 2006, side 58-59)
Vi kan ikke aflæse skønhedserfaringer direkte. Det ligger i deres natur at være tavse, måske ledsaget af et suk. Det kan være oplevelsen af, at noget falder på plads, giver mening (sandhed) eller opleves rigtigt. Det kan gøre det vanskeligt at inddrage sådan noget som skønhedserfaringer i empirisk forskning. Der er da også meget lidt forskning i skønhedserfaringers betydning for psykopatologi og psykoterapi. Hagman adresserer direkte skønhed til liv og død som konklusion på en psykoanalytisk undersøgelse af skønhedsbegrebet: “For a people not